Sådan lærer du bedst dit lille barn at tale
Amerikansk studie viser, at samtale frem for ord styrker børns udvikling.
De fleste forældre ved godt, at det hjælper på de allermindstes udvikling, hvis man snakker til dem. Men en ny undersøgelse viser, at det ikke er det, du siger, men måden du siger det på.
Ifølge undersøgelsen fra Massachusetss Institute of Technology (MIT), hjælper det ikke at gentage ”mor” og ”far”. Det er nemlig meget vigtigere for børns udvikling, at deres forældre forsøger at føre en samtale med dem, end at de siger enkelte ord, uden at disse bliver præsenteret for børn i en sammenhæng.
Hos MIT mener man, at børneforældre derfor kan få en meget større indflydelse på børns sprog og generelle udvikling, end man tidligere har troet.
»Det vigtigste er, ikke bare at tale til dit barn, men at tale med dit barn. Det handler ikke om bare at proppe en masse ord ind i hovedet på børn, men i stedet at føre en samtale med dem,« siger Rachel Romeo, der er hovedforfatter på rapporten til MIT News.
Forskerholdet kunne vha. scanninger af børn se, hvorvidt samtaler frem for ord havde en reel betydning på deres neurologiske udvikling. Børn der havde oplevet flere samtaler viste mere hjerneaktivitet i den del af hjerne, hvor produktion af sprog er, når de blev fortalt historier.
De børn, der deltog i forsøget fik en optager på fra morgen til aften, der optog alt hvad børnene sagde og hørte i to døgn. Herefter blev optagelserne delt op i tre kategorier: hvor mange ord, der blev sagt af barnet, hvor mange ord, barnet hørte og hvor mange gange barnet og en voksen havde en samtale.
Børn der havde oplevet flere samtaler end andre, klarede sig betydeligt bedre i sprogtests, herunder prøver om ordforråd, grammatik og almindelige verbale sammenhænge.
Forskerne mener, at samtalerne giver børn en bedre chance for at træne deres kommunkationsredskaber. Tidlige samtaler med forældre gør det nemmere for børnene, at forstå hvad andre folk prøver at sige, og børnene svarer derfor på en mere passende måde senere i livet.
Selve samtale virker ifølge undersøgelsen bedst på børn i alderen fire til seks, men ved mindre børn kan det også have særligt gavnlige effekter. Ved de mindre børn kan man ifølge forskerne nå langt ved at tale til børnene, hvorefter de svarer med lyde.