Ny rapport: Der er rester af sprøjtegift i halvdelen af ikke-økologisk grønt
Særligt gravide skal passe på med at spise frugt og grønt, der ikke er økologisk. En ny rapport viser, at der er rester af sprøjtegift i halvdelen af ikke-økologisk grønt.
Selvom det umiddelbart virker sundt at sætte tænderne i et sprødt æble, indeholder over halvdelen af de frugter og grøntsager, som ikke er økologiske, rester af sprøjtegift.
Sådan lyder beskeden i Fødevarestyrelsens nye Pesticidrapport fra 2016.
Fostre er ekstremt følsomme overfor pesticider. Det kan påvirke deres nervesystem og immunforsvar.Lisbeth E. Knudsen, forsker ved Institut for Folkesundhed.
Det kan være et problem, mener Lisbeth E. Knudsen, forsker ved Institut for Folkesundhed. Men det er ikke en overraskelse, tilføjer hun.
Da mange landmænd bruger sprøjtegift, vil produkterne også indeholde spor, forklarer hun. Men producenterne har nogle grænseværdier, som de skal overholde for at undgå sundhedsfare.
Alligevel mener Lisbeth E. Knudsen, at man skal forsøge at holde sig til økologiske varer.
»Udsættes man kun for en slags sprøjtegifte, der ikke overskrider grænseværdien, bør det ikke være et problem. Men vi udsættes for så mange forskellige stoffer, og vi kender ikke effekten af den cocktail,« forklarer Lisbeth E. Knudsen.
I rapporten kan det ses, at der er fundet pesticider i 45 pct. af frugten her fra landet. Mens der er fundet rester i 72 pct. af det frugt, der er produceret i andre EU-lande. Ingen af prøverne overskred grænseværdien, skriver Fødevarestyrelsen.
På trods af det er der særligt en gruppe, som skal passe på med det ikke-økologiske grønt.
»Særligt gravide skal holde sig fra sprøjtede varer. Fostre er ekstremt følsomme overfor pesticider. Det kan påvirke deres nervesystem og immunforsvar. Og faktisk også deres reproduktion. Så mødrene risikerer at de ikke kan få børnebørn,« lyder det fra Lisbeth E. Knudsen.
Selvom man vasker eller skræller sit frugt og grønt, vil der stadig være spor at finde, fortæller Lisbeth E. Knudsen. Særligt ved sprøjtede citrusfrugter skal man undgå at bruge skrællen.
Økologisk Landsforening, der kæmper for mere økologi, har lavet følgende oversigt med udgangspunkt i den nye rapport.