Sprøjtemidler, landbrug og vores fremtid
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er nogle landmænd, der fejlagtigt kalder Danmarks konventionelle landbrug for ”bæredygtigt”. Men da de er økonomisk afhængige af EU-støtten på 2.200 kr. pr. hektar om året, er erhvervet ikke økonomisk bæredygtigt. Det medvirker også til at formindske artsrigdommen i Danmark, men indvendingen er, at det er bevist, at sprøjtemidler i vores fødevarer, luften og i drikkevandet giver kræft og diabetes og skader vores børns hjerner, samtidig med at de nedsætter mænds sædkvalitet.
Nogle landmænd sprøjter det høstmodne korn en ekstra gang for at få ukrudtet væk, men det er uacceptabelt pga. ekstra forurening af luften, kornet og grundvandet.
Der bliver flere kræftramte i Danmark, og kræftafdelingerne i hele landet er hårdt pressede. Det giver megen lidelse og angst. Især landmænd rammes af en blodkræftsygdom, som lægerne kalder sprøjtesygen.
Danske mænds sædkvalitet er halveret, og det skyldes sprøjtemidler. Det har landbruget kendt til i årtier, fordi man observerede, at ornernes sædkvalitet faldt, da de blev fodret med sprøjtet foder.
Det er utroligt, at I mænd finder jer i det. I vil da helst have jeres egne børn i stedet for kunstigt befrugtede?
Faldende sædkvalitet, stigende kræfthyppighed og nedsat intelligens for de kommende generationer er faresignaler om, at vi vil uddø.
Det kan ingen politiker sidde overhørig. Løsningen er omlægning til økologisk landbrug og begrænsning af sprøjtemidler.
Mange landmænd vil gerne være økologiske, hvis økonomien holder. Her må staten hjælpe.
Forbrugerne skal også tænke på egen sundhed, og flere skal spise økologisk og evt. være villige til at betale mere for de økologiske fødevarer. Dansk landbrug har siden landbrugsreformerne fra slutningen af 1700-tallet altid vist sig omstillingsparat. Her er andelsbevægelsen et fint eksempel. At gå over til økologisk dyrkning er en ny udfordring, som landbruget må satse på.
Regeringen, embedsmændene og landbrugsorganisationerne skal alle fremskynde omlægningen til økologisk landbrug, så Danmark bliver et foregangsland, hvor man tør se befolkningen i øjnene.
Landmændene kan vedblive med det landbrug, de selv værdsætter og holder så meget af.