Fortsæt til indhold
Digitalt

LG Optimus G: Så længe det varer

Med den nye topmodel Optimus G har LG begået en glimrende 4G-mobil. Med et knap så glimrende batteri.

Peter Gotschalk, Lyd & Billede

Der sidder tilsyneladende en god antenne i LG Optimus G, og hvis batteriet var lige så godt, kunne denne mobil have gjort HTC One SV rangen stridig som testvinder. Den koreanske telefon er nemlig god til at fange og holde på LTE-signalet, og den dækker lige så mange LTE-frekvenser som Nokia Lumia 920.

Når vi måler den rene LTE-hastighed, kan Optimus G være med i front med ganske pæne resultater, og hvis vi går med hovedet i skyen, bliver vi også glade for det, vi ser. Musik-streaming kører lydefrit, og det samme gælder streaming af film.

Kun browser-ydelsen er ikke helt på toppen, men dog er resultatet så tilpas godt, at det mest er på papiret, at nogle af konkurrenterne er markant bedre.

Nej, det er, når vi kommer til batteriet, at klappen går ned. Selv om batterikapaciteten er på 2100 mAh, så går der maks. en halv dag med surf og streaming, før man må se sig om efter en stikkontakt. Det er lige så irriterende som en flue i suppen!

Konklusion

LG Optimus G kunne være en fremragende LTE-mobil. Den er lækker og hurtig, og brugeroplevelsen er anbefalelsesværdig. Altså så længe batteriet holder, og det er langtfra længe nok. Øv!

Pris: 3.749 kroner(lg.com)

Plus:

  • Prisen
  • Streaming og cloud
  • Højt antal LTE-frekvenser

Minus:

  • Batteriet

Læs hele testen af LG Optimus G her.