Parforholdet er vigtigere end nogensinde

Det er en grå og trist tirsdag i oktober, og Per befinder sig på en café i det indre København. Han er stilfuldt klædt og har friseret gråt hår, som er passende til hans alder. Per er midt i 60’erne, og denne dag er speciel. Han har nemlig aftalt at mødes med sin kone, Lise, som han har været gift med i næsten 35 år. Når denne dag er helt speciel, så er det fordi, han overvejer at lade sig skille. Han holder meget af Lise, men har igennem en længere periode været i tvivl, om det er nok. Han har ikke før talt med Lise om dette, men han synes, det er vigtigt, at de får talt om det nu.

Pludselig træder Lise ind ad døren iført sin flotte røde frakke, som hun har gået med i mange år. Hun ser nydelig ud som altid, men Per fornemmer alligevel en alvor i hendes blik. ”Mon hun ved, hvad jeg vil tale med hende om?” tænker han. De hilser på hinanden, og Per tænker, at han lige så godt kan få det overstået. Han skal lige til at sige noget, da Lise trækker et brev frem fra tasken.

”Før du fortæller mig, hvorfor vi skulle mødes her, Per, har jeg brug for, at du læser dette brev”, siger hun. Han kan se, at brevet er sendt fra onkologisk afdeling, og han får ikke læst mange linjer, før han forstår, at Lise er alvorligt syg. Det fremgår tydeligt, at hun ikke har langt igen. Han er naturligvis i chok, men alligevel ved han, at han ikke vil forlade hende. Det vil han ganske enkelt ikke gøre mod én, han har elsket i så mange år.

»Han bliver ramt af en stor sorg. Men han bliver også ramt af en stærk vilje til at være der for Lise,« forklarer psykolog og afdelingsleder ved Center for Familieudvikling Mattias Stølen Due. For det er ham, der skriver om Per og Lise i en ny bog ”Pas på parforholdet - mens I stadig elsker hinanden,” som netop er udkommet.

»Per beslutter sig for at gøre, hvad han kan for at gøre Lises sidste tid særlig og værdig. Han laver god mad til hende, de lytter til musik sammen, som de gjorde før i tiden. De finder fotoalbum frem og taler om de skøre og sjove oplevelser, de har haft gennem årene. De danser sammen, når hun er frisk nok. Da de var unge, elskede de at danse, men de sidste 30 år har de nærmest ikke gjort det. Kort sagt, de genopliver nogle af de følelser, de havde for hinanden, da de var yngre,« skriver Mattias Stølen Due, der specielt hæfter sig ved den effekt, det havde på parrets forhold, da Per besluttede sig for at være god mod Lise.

»Det virker som om, at Pers beslutning om at elske Lise i praksis gør, at hans kærlige følelser bliver vakt til live.«

Mattias Stølen Dues pointe er, at vi ikke behøver at se døden i øjnene, inden vi beslutter os for at elske vores partner. At kærligheden i parforholdet er noget, man aktivt kan beslutte sig for at prioritere og værne om. Kærlighed skal plejes, ellers dør den. Det er der i dag rigtig mange, der skriver under på.

Sidste år lod 19.435 par sig skille. Det er det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år, og det er 23 pct. flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser de seneste ti år. Det er på baggrund af den triste statistik, at man skal se Mattias Stølen Dues nye bog.

Til daglig underviser og rådgiver Mattias Stølen Due på Center for Familieudvikling, og gennem sit arbejde har han oplevet, at der er masser af håb for parforholdet, når parrene beslutter sig for at bruge tid og energi på det.

Som regel forsøger skibbrudne par at give samlivet en ekstra chance ”for børnenes skyld”. Og det er da også ofte børnene, der lider mest under de mange brud i familierne. Men ifølge Mattias Stølen Due glemmer parrene nogen gange, hvor vigtig forholdet er for deres eget velbefindende. Det finder de ofte først ud af, når det er for sent. En britisk undersøgelse fra 2014 viste, at over halvdelen af de fraskilte havde fortrudt deres skilsmisse, og fire ud af ti var villige til at gå tilbage igen. Der er ingen grund til at tro, at tallene skulle være anderledes i Danmark. Sidste år nåede 3.342 par at trække deres ansøgning om skilsmisse eller separation tilbage, inden den nåede at blive gennemført.

Ifølge Mattias Stølen Due handler det i høj grad om menneskets behov for en sikker base. Et sted, hvor man kan føle sig elsket og tryg, og hvor man kan vende tilbage igen og igen i sikker forvisning om at blive budt velkommen og blive trøstet, hvis man er ked af det. At etablere en sådan sikker base i parforholdet er vigtigere nu end nogensinde før. Tidligere var man forankret i lokalsamfundet, hvor man boede det meste af éns liv. Man kendte naboerne og havde sin familie tæt på. I dag flytter vi rundt, skifter hyppigt job og bor ofte langt væk fra familien. Vi har ikke længere et naturligt sted at høre til, hvor vores familie har været kendt gennem generationer. Et moderne liv kan skabe rodløshed og utryghed.

»I vores barndom har vi - hvis vi er heldige - en sikker base hos vores forældre, men når vi flytter hjemmefra har vi brug for en ny, for behovet forsvinder ikke. Derfor er parforholdet for de allerfleste mennesker meget betydningsfuldt, både for at kunne fungere på arbejdspladsen men også i al almindelighed. Det er den relation, der betyder allermest for voksnes psykiske trivsel, sundhed og tilfredshed med tilværelsen. Når vi har det rigtig svært med vores partner, bliver vi triste, vrede og skygger af os selv.

Når det er sagt, så er parforholdet også en relation, som de fleste af os finder udfordrende, og som er svær at få til at fungere. Kombinationen af parforholdets store betydning og det vanskelige ved relationen gør, at det er vigtigt igen og igen at beskæftige os med, hvordan vi kan bevare parforholdet og få det bedste ud af det,« siger Mattias Stølen Due.

Lotte og Daniel sidder over for mig. Vi har lige startet vores 3. terapeutiske session, og vi har 1,5 time til rådighed. Vandglassene er fyldt og roen ved at indtræffe. Da de to første samtaler har været vanskelige, og de ikke har oplevet den store udvikling, stiller jeg følgende spørgsmål: ”Hvad skal der ske, hvis I skal få det bedre?” Jeg beder dem tænke over spørgsmålet og tage sig god tid. Efter lidt tid får jeg følgende svar fra Lotte: ”Jeg tror, at Daniel må indse, at han må prioritere mig og vores familie noget højere”. Jeg vender mig derefter mod Daniel: ”Hvad tænker du, der skal til, Daniel?” ”Jeg mener helt klart, at Lotte for det første må indse, at hun har nogle urealistiske krav til mig, og dernæst at hun må begynde at tale til mig på en anden måde.”

Lotte og Daniel optræder også i bogen ”Pas godt på parforholdet”, og eksemplet er meget dækkende for, hvad Mattias Stølen Due hører fra par, hvor tingene er gået i hårdknude. Og svarene er såmænd gode nok, men det er tendensen i dem, han ønsker at problematisere.

»De er enige om én ting, nemlig at det er den anden, der skal forandre sig. Og grundlæggende er vi utrolig kompetente og kreative, når det handler om at komme med forslag til, hvad vores partner kan gøre, for at vi kan få det bedre. Lytte mere, prioritere anderledes, være mere initiativrig, sexet, rydde mere op. Men når spørgsmålet handler om, hvad jeg kan gøre anderledes, så bliver vi ofte mere fåmælte. Så lukkes der for kreativiteten. Men måske kunne vi være mere kreative og ambitiøse på egne vegne, hvis vi en gang imellem stillede os spørgsmålet; hvad kan jeg gøre, for at min partner bliver glad? Jeg har lyst til at twiste et kendt Kennedy citat: Spørg ikke, hvad din partner kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din partner.«

Mattias Stølen Due er klar over, at det kan virke fremmed, for vi lever i en kultur, hvor det at udvikle sig og mærke efter, hvordan man selv føler og har det, er blevet et mantra for mange.

»Der er ufattelige mange tv-programmer, der handler om, at man skal være stjerne for en aften, man skal være kendt for en aften, man skal anerkendes forfra og bagfra. Og spørger man unge, hvad de vil være, så er svaret ofte: at de vil være kendte. Det handler i mindre grad om at være noget for andre.

Så bogen er også en udfordring af denne kultur og en italesættelse af, at vi måske skulle lytte mindre til os selv og mere til andre. Det er ikke nødvendigvis et moralsk budskab, men en simpel konstatering af, hvad der virker. Og det er min erfaring, at vi får et bedre parforhold, når vi tænker mere på vores partner end på os selv. Og ikke kun for vores partners skyld, for det kan faktisk betale sig – uden at det dog skal gå hen og blive en kynisk kalkulation.«

Nogle af årsagerne til, at vi bliver pressede i vort forhold er arbejde, børn og sygdom. Når man er stresset, er der ikke meget overskud til hinanden. Derfor er det så vigtigt at tage sig tid til at se hinanden i øjnene og snakke sammen om, hvordan det går.

»Hvis vi får blik for de ting og de udfordringer, der er rundt om os, så kan vi lettere tænke nådigt om os selv og hinanden. Hold da op, hvor er der mange ting, vi skal nå. Hvor har børnene været syge, hvor har jeg været stresset på arbejdet. Det er ikke så underligt, at det er svært for tiden. Men disse udfordringer handler ikke om, at vi passer dårligt sammen. Det er vigtigt at vide, at når der kommer sygdom ind fra højre og vi skal til at diskutere, hvis liv, der er vigtigst, om det er mit arbejde eller dit arbejde. Så er det klart at det bliver sværere.«

Barnets første sygedag, søvnløse nætter og millimeterhøje nullermænd rimer dårligt på lidenskab og elskov. Og Mattias Stølen Due vil gerne liste noget realisme ind i dagligdagen. Og fremme en positiv beskrivelse af den mere dagligdags kærlighed og venskabelige kærlighed.

»En god tommelfingerregel kan være, at man mindst tre gange daglig tænker på, hvad man kan bidrage med, for at den anden føler sig tænkt på. Det tager kun 10 sekunder at sende en sms med teksten ”glæder mig til at se dig”, og når man kommer hjem tager det måske kun syv sekunder at lægge armene om hinanden og kigge hinanden i øjnene. Det behøver ikke at være mere tidskrævende at gøre en forskel,« siger han.

»Men hvis ambitionsniveauet er, at vi sætter os ned og kigger hinanden i øjnene i tre timer, så bliver det for hårdt. Derfor handler min bog både om at tage parforholdet mere alvorligt og om at slække på ambitionsniveauet.«

Ifølge Mattias Stølen Due må vi insistere på at tale sammen og spørge ind til hinanden. Men vi skal indstille os på, at der er flest hverdage. At følelserne ikke altid er lige lidenskabelige, og det er okay at skrue ned for ambitionerne.

»Jeg er optaget af, at dem, der er meget pressede og savner nærvær, bliver kreative og tænker parforhold ind i hverdagen. I stedet for at sidde og se to forskellige serier, kan de måske se den samme serie, eller holde hinanden i hånden, når de gør det.

Vi kan jo ikke bare skrue tiden tilbage og ignorere, at der findes tablets, smartphones og computere. Det er kommet for at blive. Men det er klart, at i kombination med meget lidt tid sammen, kan det blive udfordrende. Men udfordringen er for mange: sluk, luk, send den på ferie. I hvert fald nogle timer hver dag.«

Når Mattias Stølen Due skal hygge sig med sin kone, så spiller de nogen gange brætspil. Det er en måde at dyrke intimitet og venskab på, uden det handler om, at de skal sidde og være seriøse og tale dybt med hinanden.

»Det giver nærvær. Vi gør noget sammen, vi griner sammen, vi har kontakt. Og der, hvor vi nærer parforholdet og venskabet, er der, hvor vi har tid sammen, spiller spil og går tur i Frederiksberg Have eller griner sammen over en sjov film. Det er der, vi booster et eller andet imellem os, som gør, at det bliver lettere at tale om svære ting. Emnet kan stadig være svært, men har vi lige haft en hyggelig eftermiddag, så er det sværere at ende i en stor konflikt. Så det er for enkelt at sige, at det er kommunikation, der kan være svær nogen gange. Det er kombinationen af en presset og stresset hverdag, hvor det er svært at finde tid til at booste nærværet og så uenigheder og høje idealer om, hvordan det burde være, der bliver en vanskelig cocktail.«

En effekt af travlheden er ofte, at man ikke får talt om vigtige ting i fredstid. Så sker der det, at når barnepigen er bestil og parret endelig sidder på yndlingsrestauranten og skal hygge sig, så er den ene så fyldt op af de problemer, der er i forholdet, at nu skal det altså frem. Så bliver den stund, hvor man kunne booste nærværet, pludselig brugt til det modsatte. Det er forståeligt, fordi man ikke får talt om det på andre tidspunkter, men det er uhensigtsmæssigt, fordi den anden måske havde sat næsen op efter, at de endelig skulle hygge sig.

Som psykolog og parterapeut har Mattias Stølen Due erfaret, at det har stor betydning, at parret bliver mindet om, hvad de kan sammen. Meget terapi starter med spørgsmålet; hvad er problemet? Og det er et udmærket spørgsmål, men man kan lynhurtigt komme til at stirre sig blind på problemerne og glemme, at man havde en fantastisk tid sammen, da man mødte hinanden. Man glemmer måske, at man har en høj grad af tillid til hinanden, at man stoler på hinanden. Og det kan godt være, at man ikke scorer højest, når det gælder seksuel intimitet, og at man ikke altid har de dybeste samtaler, men man er måske tryg ved hinanden, og har måske de samme værdier.

»Vi har en tendens til at fiksere vores opmærksomhed på vore problemer. Hvis jeg har ondt i min finger, så optager det mig. Så tænker jeg ikke samtidig, at min arm fungerer og min fod fungerer. Sådan er det også i parforholdet. Så det er godt engang i mellem at hanke op i sig selv og træne sin taknemmelighedsmuskel. Og det kan være en god ting sammen med sin partner at huske på at dele de positive ting og snakke om gode oplevelser, man har delt. Eventuelt finde fotoalbummet frem, før man følger tendensen med at finde fejl og mangler.«

På Center for Familieudvikling kører der i øjeblikket et forskningsprojekt, ”Partjek”, hvor par tilbydes to gange halvanden times samtale. Ideen med det er, at par i en professionel ramme kan tage temperaturen på deres forhold. Lidt ligesom man går til tandlæge årligt for at forebygge huller i tænderne.

»For nogen vil det måske være for meget, men selv om man ikke ritualiserer sådan et tjek, så tænker jeg, at man godt kunne aftale, at man hvert år lige tager en weekend sammen, og ud over at hygge sig, gå på museum og spise godt, så kunne man lave en status over, hvordan forholdet har det. Man ser jo en tæt sammenhæng mellem depression og så det faktum, at vi har det svært med hinanden. Men historisk set har man hverken fra politisk hold eller fra samfundet generelt haft blik for, hvor stor betydning relationen har for vor psykiske trivsel. Man skal tage kørekort for at køre bil, og det er der ræson i. Jeg vil ikke plædere for, at folk skal bestå en prøve for at indgå i et parforhold, men jeg tror, det ville højne chancen for, at vi kunne have det godt med hinanden, hvis folk generelt set blev motiveret til at få noget viden og noget læring omkring det her, som er så svært og så vigtigt.

Man hører om nogen, som beslutter sig for at være single og få et barn alene, fordi det er for besværligt at indgå i en relation. Og det er synd og skam, hvis man som jeg tror på, at det har stor betydning for menneskers sundhed og velbefindende i al almindelighed at leve i tætte og trygge relationer. Det er ærgerligt, hvis nogen kaster håndklædet i ringen ud fra konstateringen, at de alligevel ikke passer sammen, hvis det hviler på en kognitiv fejlslutning. At grunden til, at man har det dårligt, ikke skal findes i, at man er dårlige for hinanden, men at man føler sig magtesløs, har været udsat for stressede betingelser, og ikke har haft den fornødne viden til at håndtere vanskelighederne.«