Jette Egelund - et liv "upside-down"

Født og opvokset i Randers fik Jette Egelund, indehaveren af designvirksomheden Vipp, som 21-årig nok af Jylland og flyttede til København. Hun var træt af den stille bytilværelse og ville, af ganske bestemte årsager, bo i hovedstaden.

»Hver dag hørte jeg rådhusklokkerne i radioen, så jeg bestemte mig hurtigt for, at jeg ville bo nær dem. Første gang jeg hørte dem live, følte jeg mig nærmest lykkelig,« siger Jette Egelund.

Allerede dengang var hun handlekraftig, hvilket er et træk, der har præget hele hendes tilværelse. I København uddannede hun sig som socialrådgiver, blev gift og fødte to børn. Men i 1992 døde hendes far og efterlod sig den lille skraldespandsvirksomhed, Vipp. Det resulterede i en drastisk omvæltning for Jette Egelund. Hun forlod København og vendte hjem til børneværelset i Randers, hvor hun overtog sin fars forretning. Gennem de sidste 20 år har hun forvandlet den dengang kun to mand store virksomhed til en verdensomspændende designsucces. Men succesen krævede store ofre - både i hendes privatliv og i hendes økonomi.

Født ind i firmaet

Jette Egelund står omgivet af farverige Vipp-spande i hovedkontoret på Islands Brygge - en smuk gammel bygning, der engang var et trykkeri. Nogle af spandene er udsmykket af internationale kunstnere, andre er i årets udvalgte farver og andre igen udsmykket med krystaller i de mest sindrige mønstre. Sidstnævnte blev lavet til Louvre-museet i Paris. Det var en udstilling, der ifølge Jette Egelund var fuldstændig overvældende.

»Det var en fantastisk oplevelse. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor langt vores produkter er nået. Det virkede som en drøm. Jeg ville ønske, at min far kunne have oplevet det,« siger hun.

Historien om Jette Egelund og historien om Vipp startede på en sovesofa midt mellem moderens frisørsalon og faderens værksted. Her kom Jette Egelund i 1950 til verden. Hendes familie var lidt usædvanlig på den tid, eftersom moderen havde sin egen frisørsalon – hvilket var grunden til, at Jette Egelunds far havde lavet Vipp-spanden i første omgang. Han havde succes hos de lokale advokater og læger, og holdt firmaet kørende sammen med kun én ansat. Samme mand, som stod klar, da Jette Egelund i 1992 overtog firmaet.

»Der var ingen der havde lært mig at lave spanden, jeg var jo en pige. Der var ingen, der forventede, at jeg var interesseret i at overtage firmaet,« siger hun

Men da hendes far døde, kunne hun ikke overskue, at familiefirmaet skulle gå tabt. Hendes søster var ikke interesseret i at føre det videre, og moderen var for gammel, så Jette Egelund besluttede sig sammen med sin daværende mand for at overtage det gamle skraldespandsfirma.

»Min daværende mand støttede mig i beslutningen, og vi finansierede det i fællesskab. Men han gjorde det klart, at han ikke ville involvere sig yderligere. Firmaet skulle være mit projekt og mit ansvar,« fortæller hun.

På det tidspunkt var begge deres børn flyttet hjemmefra, så Jette Egelund flyttede tilbage til Randers, hvor hun boede sammen med sin mor, på sit gamle værelse i barndomshjemmet. Manden blev i København, og hun måtte jævnligt pendle frem og tilbage for at få både ægteskab og firma til at fungere.

Kampen for virksomheden

Jette Egelund er en spinkel dame, ikke særligt høj og iført en feminin nederdel, nylonstrømpebukser og en tætsiddende top. Med hendes fine smykker og nyklippede frisurer er det ikke helt nemt at forestille sig, at hun kan køre truck og producere skraldespande. Men det kan hun. Inspireret af sin mors uafhængighed kastede hun sig nemlig ind i virksomheden.

»Jeg lærte det hele fra bunden. Jeg ville bevise, at jeg godt kunne, selv om jeg ’bare’ var en kvinde. Men folk var jo ved at tabe næse og mund, når jeg bad om lån til punktsvejser, eller forsøgte at købe den. Jeg ser nok for feminin ud til at være håndværkertypen, men jeg er lidt en rødstrømpe, så jeg ville bare vise dem, at kvinder kunne mere og andet end at være pæne. Jeg kunne godt lide at bevise, at sådan en lille ting som mig godt kunne gerbærde mig i en mandeverden,« siger Jette Egelund.

For Jette Egelund var det udelukkende familiens støtte, der hjalp hende igennem den svære periode. For selv om hun skulle kæmpe mange kampe, havde hun sin daværende mands finansielle støtte samt hans opbakning, så hun havde plads til at kæmpe for firmaet. Samtidig var hendes gamle mor en stor hjælp, da hun støttede fuldstændig op om Jette Egelunds projekt som selvstændig erhvervsdrivende; et område hvor moderen kunne give råd, eftersom hun selv havde været selvstændig. Heldigvis for Jette var det ikke en fuldstændig omvæltning, eftersom hun havde været på Handelshøjskolen i et par år og læst personaleadministration og arbejdspsykologi.

»Det var en tre-trinsraket. Takket være min videreuddannelse vidste jeg en smule om erhvervslivet, og jeg overtog en lille, men sund forretning. Heldigvis uden gæld. Det var svært at finde en afsætningskanal, eftersom at designbutikkerne hellere ville sælge lænestole og sofaer. Ingen var interesserede i en skraldespand. Jeg følte hele tiden, at jeg stødte panden mod en mur. Men jeg kunne ikke bære, at min fars virksomhed skulle lukke og slukke. Jeg havde kedet mig i mit gamle arbejde, og samtidig havde jeg fået blod på tanden for mit nye job, så derfor var der aldrig tale om at give op,« siger hun.

Skilsmisse og økonomisk ruin

Langsomt, men sikkert, fik Jette Egelund lært sin faders kundekreds at kende og fik udbygget den en smule oveni. Desværre holdt den hjemlige støtte ikke helt ligeså godt, som hun havde håbet. I 1996 fik hun et noget chokerende opkald fra sin mand igennem 22 år. Han ville skilles.

»Hvis bare vi havde skændtes op til, kunne jeg havde forstået det. Men det kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg syntes, at vores ægteskab var bedre end så mange andres, så jeg var chokeret. Jeg følte mig så utroligt forladt,« siger hun.

Ikke nok med at Jette Egelunds mand havde forladt hende, ovenikøbet for en yngre model, men hun blev samtidig kastet ud i økonomisk krise. Eftersom at hendes mand havde betalt for halvdelen af firmaudgifterne, skulle hun nu finde pengene til at købe ham ud.

»Det var absurd hårdt. Jeg var 47 år, den alder hvor man normalt har en form for økonomisk frihed. Pludselig blev det revet væk, og jeg skulle leve som en studerende igen. Jeg tog endda småjobs som socialrådgiver og kirkesanger ved siden af, bare sådan det kunne løbe rundt. Det var de tre hårdeste år i mit liv. Men jeg gav ikke op, jeg ville videreføre min fars firma,« forklarer Jette Egelund.

De tre efterfølgende år var hårde for Jette Egelund. Langt fra sine venner, med en økonomi i laser og et intenst arbejde for at få firmaet op og stå, var hun hårdt ramt. Men ambitionerne havde sit greb i hende, hun var ikke klar til at give op. I stedet arbejdede hun 18 timer i døgnet for at få sin virksomhed på ret køl. Hun besøgte sin fars kundekreds og networkede sig rundt til forskellige designmesser for at sælge Vipp-spanden.

»Jeg havde et følelsesmæssigt tomrum. Og et økonomisk et oveni. Men jeg kan leve spartansk og være lykkelig alligevel. Jeg havde en fast løn på 4.000 kroner om måneden, men jeg prøvede bare at tænke fremad konstant. Jeg var sikker på, at Vipp-projektet ville ende som noget interessant. Selvom det var hårdt, så nød jeg det også. Det var et spændende job, og jeg er stadig glad for, at jeg har siddet med produktion i egne hænder. Jeg fik kampånden med hjemmefra og kom stærkere ud på den anden side,« siger hun.

København tur/retur

Jette Egelund ville ikke lade sig nøjes med faderens kundekreds. Vipp skulle være et design, som danskerne skulle kende. Samtidig var ordrerne også begyndt at tikke ind i et tempo, Jette Egelund og hendes nu syv ansatte ikke længere kunne følge med på, og hun udliciterede produktionen til en fabrik på Lolland og åbnede et lille kontor i København. Derfor pakkede hun i 1999 hele faderens virksomhed sammen og flytte den til København. En beslutning, der ikke var helt let for Jette Egelund. Hun skulle nemlig også forlade sin mor, som hun i tre år havde boet hos.

»Min mor støttede mig i det. Hun var fremsynet. Jeg husker tydeligt, da jeg skulle køre fra hende. Hun stod i indkørslen og vinkede. Jeg kørte hele vejen til København med tårer i øjnene. Vi havde haft en fantastisk tid sammen, hun og jeg,« siger Jette Egelund.

Heldigvis stod mere familie klar til at tage imod Jette Egelund, da hun kom til København. Her startede hun ud på et lille kontor i Lyngby sammen med sine to børn. De ville nemlig gerne være med i Jettes Egelunds virksomhed. En ting Jette Egelund var glad for, da hun havde brug for al den støtte, hun kunne få.

»Det var ikke det sjoveste på det tidspunkt. Jeg havde det som om, at jeg var hoppet ud fra ti-meter vippen uden at tjekke udsigten først; bare det at skulle præsentere mig selv var uoverskueligt. “Hej, jeg er en enlig kvinde på 46 år, jeg har ingen penge, og så ejer jeg et skraldespandsfirma.” Helt ærligt, så er det ikke nemt at sælge sig selv,« siger Jette Egelund med et smil på læben.

Derfor tog hun på højskole for at give lidt plads til sine hobby, at synge. Her mødte hun sin kommende mand, Mogens Dahl, som var dirigent på skolen. I dag bor de sammen i en lejlighed over for hovedkontoret på Islands Brygge.

Selv om Jette Egelund er små 62 år, er hun bestemt ikke faldet til ro endnu. Hun dyrker yoga flere gange om ugen, står til dagligt i butikken i Ny Østergade i København og frekventerer flere koncertsale og kulturarrangementer sammen med sin mand. En ændring som hun selv finder en smule morsom.

»Da jeg var yngre, var jeg decideret en hippie. Jeg blev gift gravid i stribede overalls, træsko, fletninger og med en lilla ble på hovedet og brændte for social ligestilling. I dag er det pludselig erhvervslivet, der er interessant. Jeg er gået fra rent yderliggående venstrefløj til lidt mere højreorienteret. Der blev pludseligt vendt op og ned på tingene i mit hoved. Men spørger du mine nordsjællandske venner, synes de, at jeg er lidt af en rabiat hippie,« siger hun.•