Fortsæt til indhold
Livsstil

Gør rent uden dyr

Organisation vil have kommunerne til at undgå rengøringsmidler, der er blevet testet på dyr.

Bor du i en dyrevenlig kommune? Det spørgsmål vil Forsøgsdyrenes Værn gerne have, at man stiller sig selv.

For efter organisationens mening er der alt for mange kommuner, der bruger rengøringsmidler, der er testet på dyr. Derfor har den nu sat gang i en kampagne, hvor den opfordrer kommunerne – og deres borgere – til at købe rengøringsmidler, der er certificeret under den internationale standard Humane Household Product Standard (HHPS).

Dette certifikat betyder, at rengøringsmidlet kun indeholder ingredienser, der ikke er blevet testet på dyr, hverken det færdige produkt eller under udviklingen af det.

Certifikatet findes på en lang række varer, som man bruger i sin husholdning – opvaskemiddel, vaskepulver, blegemiddel, toiletrens, ovnrensemiddel, skurepulver, duft-blokke til toilet, skyllemiddel, maskinopvaskemiddel, møbelpolish, pletfjernemiddel, frisk luft-spray, afkalkningsmidler, lim og rengøringsmidler til gulve og afsæbning.

Kan være svært at finde

Hvis producenterne vælger kun at anvende indholdsstoffer, der allerede er sikkerhedsgodkendt, så er der ingen lov, der kræver, at produktet skal testes, hverken med brug af forsøgsdyr eller ved andre metoder, skriver Forsøgsdyrenes Værn, som også opfordrer producenterne til i det hele taget at bruge testmetoder, hvor der ikke anvendes dyr.

Det kan være svært at finde de således dyrevenlige produkter, men på www.dyrevenlig.dk har Forsøgsdyrenes Værn en liste over mulighederne. Nogle kan købes i butikker, andre skal man have fat i via postordre.

Nogle af dem, der er lettest tilgængelige herhjemme, er:

  • Faith Products Limited – Faith in Nature/ Clear Spring (www.faithinnature.co.uk)
  • Urtekram A/S (www.urtekram.dk)
  • Sodasan – med undtagelse af pletfjerner (www.sodasan.com)
  • Undri (www.undri.dk) – kan også købes på www.nanosalg.dk og i byggemarkedet Stark.

LÆS OGSÅ: Gravide tester medicin uden at vide det