Folketeatret: ROBIN HOOD
Brødrene Prices musical om Robin Hood er af en sådan kaliber, at der er masser af lys i det økonomiske mørke på Folketeatret.
Folketeatret: ROBIN HOOD
Tekst og musik: Adam og James Price
Scenografi: Rikke Juellund
Koreografi: Mette Berggreen
Iscenesættelse: Adam Price
Kapelmester: James Price.
Sidste dag 24. maj.
Sikken en Folke-fest! Alle gode kræfter syntes med "Robin Hood" at have samlet sig om Folketeatrets økonomisk udpinte scene. Grinet, selvironien, energien, de drilske tekster, den gode musik, de sjove skuespillere og hen mod slutningen dukker minsandten også samfundssatiren vittigt op.
Jo, der er sandelig meget glædeligt at sige om brødrene Prices seneste opus. Fra åbningens filmrulletekster og Nis Bank Mikkelsens læspelæsende speakerstemme til sidste karske fællessang om det muntre liv i den grønne skov, hvor det regner med vildsvin fra himlen.
En bevidst anakronistisk musical om drømmeren og idealisten Robin Hood, der tager fra de rige og giver til de fattige. Indtil udviklingen og magtpolitiske ambitioner hos de grønne mænd under Robins fængselsophold får omdannet Sherwood-skovene til et socialdemokratisk behandlersamfund, hvor middelklassen, materialismen og middelmådigheden er de helt store sejrherrer.
Så kan den virkelig onde prins John og den virkelig gode Robin Hood ellers bare tage deres tøj og forlade en arena, hvor ikke en eneste, set i Pricernes satiriske optik, er blevet gladere og mere tilfredse, end de var før. Tværtimod er der opstået et samfund af smålige brokkehoveder, der tusser kronisk utilfredse rundt på scenen. Hvilket er rigtig sjovt.
Lige som også kostumer, dekorationer og personer er det. Ingen af dem ved nemlig helt, om de orker at tage sig selv alvorligt. Dekorationerne, der tydeligvis er af pap, kostumerne, der er for meget på en kikset måde, og personerne, der excellerer i fattigdom, godhed og ikke mindst gemen modbydelighed, så enhver tegneserie må blegne af misundelse.
Vellystigt grusom
Omkring Donald Andersens kække splejs af en charmerende Robin nyder man således især Jess Ingerslev som mesterskyttens argeste fjende, prins John. Den inkarnerede ondskab, affødt af korporligt mindreværd helt fra barndommen - Englands mindste og ondeste højhed, simpelthen. For som han så muntert slår fast: »De mænd, der ikke vil slå på forsvarsløse kvinder, aner ikke, hvad de går glip af!«
Vellystigt grusom er også Ole Thestrups festligt forkludrede og feje sherif med de vilde kugleøjne og det saftige fjæs, mens Asger Reher forener Broder Tuck i den trivelige munkekutte med lystne tanker og roterende håndled, når han drømmer om drengekor og mandig nøgenbadning i skovsøen. Og så er der ellers Steen Springborgs store og massive Lille John, Pernille Højmark både som den fattige kone, der frådser i ulækre sygdomme og en mandfolkeliderlig hofdame, Søren Launbjergs velsyngende og langfingrede Will Scarlett, Stine Schrøder Jensens syrligt-søde Lady Marion og Christian Damsgaard som enten nysende livvagt eller bister fattiglus. Foruden et kækt kor af fattigfolk og soldater.
Pricernes pris
Og musikken ikke at forglemme. Som brødrene Price også står for, foruden at Adam har instrueret forbilledligt og James dirigeret - jamen, denne aften er Pricernes pris, ganske enkelt. Hvad enten det gælder de sprælske rim, den svirpende satire over velfærdsdanskeren, eller de kærlige musikalske lån. Fra filmverdenen ikke mindst, men så sandelig også med hilsener til musicals så forskellige som "Les Misérables", "Chorus Line", "Into The Woods" og "Pippin". Her omsat til gedigen, fængende ny musik, der marcherer muntert og klapfast lige ind i øregangene.
Derfor er "Robin Hood" en ny dansk musicalforestilling, man ikke kan undgå at blive i særdeles godt humør af. Hvilken fornøjelse. For genren, publikum og ikke mindst Folketeatrets slunkne kasse og forhåbentlige fremtid.