Fortsæt til indhold
Musik

Han skrev Eurovision-vindersang: Det handler også om timing

Hvordan skriver man en sang, der kan vinde Det Internationale Melodi Grand Prix?

Da Lena Meyer-Landrut i 2010 vandt Det Internationale Melodi Grand Prix med sangen "Satellite", vakte det glæde hos en dansk mand.

John Gordon var nemlig en af de to, som havde skrevet sangen, der havde ligget i pladeselskabet EMI's arkiver i nogle år, før den pludselig endte i det tyske Melodi Grand Prix og vandt.

Og da John Gordon siden tog med til den internationale konkurrence i Oslo, stod det klart for ham, at succesen kunne blive endnu større.

Kunne mærke det

"Man kunne mærke det, da hun gik på scenen. Jeg tænkte: "Hun vinder sgu nok"," fortæller John Gordon til Jyllands-Posten.

Og den samme tanke har han haft om årets danske bidrag "Only Teardrops" med Emmelie de Forest, som tirsdag nåede i semifinalen.

"Jeg tror, at hun har vinderchancer. Ligesom med Brødrene Olsen kunne man høre det, da sangen startede, det virkede rigtigt," siger John Gordon.

Enkelthed og genkendelighed

Siden sin sejr i 2010 har han skrevet sange til Det Danske Melodi Grand Prix i både 2011 og 2012.

Og ifølge ham er opskriften på en vindersang enkelthed og genkendelighed.

"Det er genkendelighedens glæde; man føler, at man har hørt den før. Den skal være "catchy" og nem at huske. Hvis det bliver for kompliceret, taber man en masse," siger han og nævner den karakteristiske fløjteintro i "Teardrops" som et element, publikum straks genkender.

Sangeren er vigtig

Men sangen gør det ikke alene.

"I hvert fald 70-80 pct. er artisten. I vores tilfælde var hun meget speciel og stak ud, og det samme, synes jeg, Emmelie er og gør," siger John Gordon.

Danmark: Emmelie de Forest - Only Teardrops

I 2012 deltog Danmark i konkurrencen med sangen "Should've known better", sunget af Soluna Samay, som skilte sig ud ved at optræde i en uniform.

Ikke desto mindre fik hun en bundplacering.

Et spørgsmål om timing

Var Soluna Samay for speciel?

"Det tror jeg ikke, men det handler også om tid og sted. Det kan være, at hvis Soluna Samay var kommet om et år eller to eller et år eller to før, at hun kunne have vundet," lyder det fra John Gordon, som også mener, at sangen ikke appellerede bredt nok.

Jørgen Olsen, som i 2000 vandt Det Internationale Melodi Grand Prix med sin bror Niels "Noller" Olsen med sangen "Fly on the wings of love", fremhæver foruden et godt og letgenkendeligt omkvæd også sangeren.

"Man skal kunne synge godt, og man bliver nødt til at kunne levere varen," siger han til Jyllands-Posten.

Leverer hver gang

Jørgen Olsen så Emmelie de Forest optræde ved semifinalen i Malmø tirsdag.

"Hun stråler ved siden af de andre både i sin sang og performance. Sangen har en fantastisk god "hookline" (omkvæd, red.), og jeg giver hende rigtig gode chancer," siger han.

John Gordon er enig.

"Hun synger godt og leverer varen hver gang, så den ligger lige til højrebenet."

Lørdag aften skal 20-årige Emmelie de Forest forsøge at synge sig til dansk sejr ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Malmø.