Fortsæt til indhold
Musik

Selvlært århusianer grand prix-hitter i Tyskland

Når årets Melodi Grand Prix i aften bliver afgjort, er det med mere end et enkelt dansk bidrag.

John Gordon er vokset op midt i Århus, og han bor stadig i nærheden af barndomsbyen. Han er manden bag det tyske bidrag, der spås gode chancer for at gå hele vejen.

Fra hjemmet og studiet nærved i Beder syd for Århus har han gennem en årrække produceret musik til både England og USA, ligesom danske navne som Michael Learns To Rock og Simon Mathew også har fået produceret deres musik af den 43-årige århusianer.

Har lært sig selv at producere

John Gordon har lært sig selv både at spille musik og senere at producere for andre. Nu er han så, om end ganske uforvarende, blevet kastet ud i en ny genre.

For John Gordon var egentlig slet ikke klar over, at han havde skrevet en grand prix-sang, da han for et par år siden gjorde arbejdet med ”Satellite” færdigt.

Men efter et par års stilfærdig tilværelse i pladeselskabet EMIs arkiver, fandt sangen pludselig sin rette hylde.

Vidste ikke sangen vandt

Et produktionsselskab havde tilmeldt sangen til det tyske melodi grand prix blandt flere tusind andre, og den blev i det noget komplicerede tyske grand prix-system valgt ud som en af de sange, der skulle deltage i finaleprogrammet.

Her blev den parret med den karismatiske unge sangerinde Lena Meyer-Landrut, og den kombination syntes tyskerne om. De havde fundet deres bidrag til det europæiske Melodi Grand Prix.

”Jeg vidste faktisk ikke, at sangen havde vundet, før jeg blev ringet op og fik det fortalt. Jeg var ikke med til det tyske show. I starten vidste jeg ikke, om det var godt eller skidt, at den havde vundet. Jeg tænkte ’hvad sker der her’,” siger John Gordon få dage før ”Satellite” skal deltage i finalen i Oslo.

Charmerende sangerinde

”Sangen var slet ikke tænkt på den måde, den er egentlig meget Motown-agtig. Lena Meyer-Landrut synger den meget Kate Nash-agtig. Hun synger den på en helt anden måde, men efter at have hørt den nogle gange, syntes jeg faktisk, at hun var dødcharmerende. Jeg kan stadig stå inde for sangen.”

”Satellite” er blevet til i et samarbejde mellem John Gordon og den amerikanske sanger og sangskriver Julie Frost.

Hun har mest taget sig af at lave teksten, mens John Gordon har fået den til at ’lyde rigtig,’ som han siger.

Kæmpehit i Tyskland

Om sangen vinder i aften, som nogle bookmakere og prognoser tyder på, eller ej, vides ikke, men faktum er, at sangen allerede er et hit. 600.000 solgte eksemplarer og dobbelt platin er det foreløbigt blevet til i Tyskland.

John Gordon er ikke blind for dens muligheder i finalen.

”Hvis folk misforstår hende (Lena Meyer-Landrut, red.) og sangen, så falder den til jorden. Men hvis folk derimod falder for hendes charme, kan det jo være. Jeg er i hvert fald glad for, at det er en lidt atypisk grand prix-sang, når jeg nu har en sang med.”

Sangen spås gode chancer for en høj placering i finalen, og snakken i korridorerne i Oslo de seneste dage har forsigtigt udnævnt ”Satellite” som en af de helt store favoritter.