Fortsæt til indhold
Musik

Nekrolog: En af 1970’ernes populære stemmer

Demis Roussos prægede stereoanlæggene i 1970’erne med sin melankolske stemme.

Den græske sanger Demis Roussos er død. Han døde på et hospital i Athen. Han blev 68 år.

Det er flere årtier siden, at Demis Roussos spillede en vigtig rolle som solist.

Til gengæld var han i 1970’erne og dele af 1980’erne en stor stjerne i flere lande, heriblandt Danmark.

Demis Roussos ses her i London i april 1974.

Et meget stort hit for ham var ”Forever And Ever”, som første gang toppede hitlisterne i 1973, og som tre år senere blev en stor succes i Storbritannien.

Briterne foretrak ellers som oftest amerikanske eller hjemlandets bands og solister. Men Demis Roussos var – sammen med f.eks. svenske Abba – en udenlandsk kunstner, som i hvert fald i nogle år kunne imponere en gruppe britiske musikforbrugere.

Den succes, som Roussos fik i Storbritannien, blev efter sigende grundlagt af en tv-dokumentar om ham i netop 1976. Landsmanden Nana Mouskouri gjorde med et tv-show i England også sit til, at Roussos overbeviste briterne om sit værd.

Andre store internationale hits for Demis Roussos, som i den grad også prægede både radioen i Danmark og musikbutikkerne, var ”Goodbye My Love, Goodbye”, ”My Friend The Wind”, ”My Reason” og ”Velvet Mornings”.

Demis Roussos’ sangforedrag havde en særlig kraft og oftest et strejf af melankoli og sentimentalitet. Musikken var mange gange formet af poppens sprog, og så var der i flere af arrangementerne og produktionerne en forbindelse til hans græske rødder. Men Roussos forsøgte sig i løbet af karrieren med mange forskellige genrer – og med skiftende held.

Fortrolig med et stort verdensbillede

Demis Roussos blev født Artemios Ventouris Roussos i Alexandria i Egypten i 1946. Hans far var græsk, hans mor egyptisk med rødder til Italien.

Hans første år tilbragte han i Egypten, men under Suezkrisen rejste forældrene til Grækenland, som blev hans hjemland. Ikke desto mindre lærte han tidligt at blive fortrolig med et stort verdensbillede, og som sanger og solist rejste han rundt i det meste af verden for at optræde.

Han begyndte sin musikkarriere som teenager i et band kaldet The Idols. Siden blev han medlem af gruppen Aphrodite’s Child, som fik pæn succes og også talte Vangelis, der i eget navn ligeledes blev en berømt musiker.

Da Demis Roussos brød igennem som solist, så man ham som oftest optræde med en kaftan (en dragt med store ærmer) – og han blev omtalt som ”The Kaftan King”.

En forklaring på Roussos' succes som solist i mange forskellige lande var, at han valgte at udgive plader, som passede til det pågældende marked. Han håndterede ud over græsk og engelsk også tysk, fransk og spansk, og på den facon kom han via en lang række af tv-shows tættere på sin fanskare.

Med i kapret fly

Midtvejs i 1980’erne var han passager i et fly, som blev kapret af den militante bevægelse Hizbollah. Efter få dage blev Roussos befriet, mens størsteparten af de øvrige passagerer tilbragte næsten en snes dage i fangenskab.

Efter at være kommet i sikkerhed udtalte Roussos, at han var blevet godt behandlet, og han blev siden fra forskellig side beskyldt for at have hyldet de personer, som havde taget ham til fange.

Der blev i årenes løb længere mellem udgivelserne og succeserne for Demis Roussos, som i flere omgange kæmpede med overvægt. Ifølge flere medier var han i 1980 oppe og veje 147 kilo – og på et års tid formåede han at tabe et halvt hundrede kilo.

Demis Roussos gjorde mange comeback med nye udgivelser og optrædener.

Således udkom i 2009 ”Demis”, som blev hans sidste internationale studieudgivelse, som han selv tog ansvaret for. Rent salgsmæssigt kunne ”Demis” dog slet ikke måle sig med tidligere tiders succeser.

Siden er der kommet opsamlingsalbum, og efter hans død vil der uden tvivl komme ny kommerciel styrke over hans pladesalg. Som han synger: ”Forever And Ever”.