Dickow-sange i bredformat

Tina Dickow har med tiden vist sig at være en af de mest sejlivede og populære singer/songwritere i dansk musikhistorie, og film er et godt afsæt for den aarhusianske sangerinde, der nu har eksil i Island. Det veldrejede og popsmækre album ”The Road To Gävle” fra 2009 byggede bl.a. på numre, som hun skrev til Nikolaj Steens film ”Oldboys”. Det nye album har også en cinematisk vinkel.

Sange fra ”Whispers” indgik i filmen ”En du elsker”, der næppe har format til at blive husket. Men Tina Dickows nye værk rummer anderledes slidstyrke og ender blandt karrierens bedste.

Udspillet – hendes 10. studiealbum – er klangligt og stemningsmæssigt beslægtet med det flotte, akustiske singer/songwriter-værk ”Notes” fra 2003. Men ”Whispers” virker mere frigjort fra den akustiske tradition og besnærer med en smidig vekslen mellem lethed og tyngde. Lyrisk doseres der også afbalanceret mellem øm følsomhed og bitter frustration.

Cohen-dragende

At synge fra andres perspektiv kan slippe digterfriheden løs, og Dickows indlevelse i en egocentrisk mands mere eller mindre nedkølede empati virker både medlevende og troværdig.

Album-åbneren ”The Woman Downstairs” suger al opmærksomhed til sig med en fortælling om en moden mand med gamle, bristede illusioner og et glimt af håb i skikkelse af underboen: »I give her my future and my past/they’re both full of questions and lies/But I've got a feeling she’ll never ask.«

Det diskrete arrangement med varmt vibrerende vokal, akustisk guitar, orgel og lidt baggrunds-summen er de eneste virkemidler i denne Leonard Cohendragende intro.

Perler for svin

Tina Dickow og hendes mand og musikalske partner, islændingen Helgi Jónsson, opnår med lignende spartansk folk-magi en intim storhed i den særegne ”Mines”. Den mere fyldigt orkestrerede ”Someone You Love” forkæler samtidig lytterens indre poptøs med et smukt og sangbart vokal-arrangement.

Dickow er nu engang blevet en af landets førende musikalske erhvervsdrivende, fordi hun er gavmild med melodisk mørtel, der holder sammen på sangene. Især ”Drifting” har en umiddelbar magnetisk effekt, og for den opmærksomme lytter er det også en barsk fortælling om en drømmer fanget i kløerne på en forloren løgnhals: »I’m a plastic pearl/At the bottom of your ocean/a fucking fantastic girl/You say with a piercing lack of emotion”.

Titelnummeret rasper på et sejt blues-groove tilsat simpelt håndklap. Det krydrer albummet med velplaceret musikalsk variation, og det rå musikalske snit får følgeskab af albummets mest macho-syrlige, selvhadske og desillusionerede åbenhjertighed – sanset fra den karakter, Dickow digter om: »King of swines/prince of lies/wicked’s faithful servant.«

Hvis man lidt overfladisk har forvekslet Tina Dickow med en pæn poppige, krakelerer glansbilledet fuldstændig her.

Nær-mesterværk

Sangerinden er med samtlige nævnte sange godt undervejs med at modellere et decideret mesterværk.

Men ”You Don’t Step Into Love” nøjes med at være god, og de tre afsluttende skæringer på albummet er udmærkede – men de er ikke tilstrækkeligt opsigtsvækkende til at afværge, at en vis singer/songwriter-døsighed til sidst siver ind i en ellers storslået lytteoplevelse.

Dette er en Premium-artikel, som normalt kræver abonnement. Meld dig til i dag, hvis du ikke allerede er abonnent, og få fuld digital adgang til Jyllands-Postens journalistik. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.