Forklaring søges
Tro og viden: Som ung blev Philomena gravid og barnet bortadopteret af nonner. 50 år efter vil hun finde sin søn.
Philomena er en kvinde sidst i 70’erne. Som teenager blev hun gravid i en svimlende erotisk fryd. Men »hun kom galt af sted«, som man også sagde her i landet dengang i 1952, og fryden fik hurtigt ende.
For hun er irer, og Irland er sammen med Polen det mest fanatiske katolske land i Europa.
Som ”falden kvinde” blev hun anbragt i et nonnekloster, i realiteten et fængsel, hvor man ikke lod gravide piger i tvivl om deres bundløse synd og behandlede dem derefter, skånselsløst og ondskabsfuldt.
I ca. tre år beholdt man barnet i klosteret sammen med moderen, hvorpå det blev solgt til adoptivforældre, som regel fra USA. Moderen blev tvunget til at underskrive en erklæring om siden at afstå fra forsøg på at opspore barnet.
Klostre af den art hed ”Magdalene Laundries” og er skildret i adskillige film, bl.a. Peter Mullans grumme ”The Magdalene Sisters” (2002). Det sidste blev lukket i 1996, men der foregår stadig i Irland en forbitret og ophidset debat om institutionerne. For så vidt er overgrebet mod Philomena en historie fra det virkelige liv. Kun en enkelt søster viste stik imod regulativet en smule barmhjertighed og overlod hende et foto af drengen.
Stensikker dømmekraft
I 50 år har Philomena levet i sjælekval: Hvad blev der af hendes lille dreng, som blev brutalt revet fra hende og forsvandt? Et tilfældigt møde med en journalist sætter skub i hendes eftersøgning, som udgør filmens detektiviske handling.
Tom, som drengen hedder, fik amerikanske adoptivforældre, blev uddannet jurist og senere rådgiver for de republikanske præsidenter Reagan og Bush. Hvordan eftersøgningen arter sig i detaljer, skal ikke røbes og er heller ikke filmens vigtigste element.
I langt højere grad handler den om forholdet mellem den rationalistiske, gudløse journalist og rejsefører, Martin Sixsmith (fint, tålmodigt og afdæmpet spillet af Steve Coogan) og Philomena, ydmyg og mild af væsen. Men magtfuldt spillet af Dame Judi Dench, denne vidunderlige, gamle dame med det åbne ansigt og den blødt modulerede diktion.
Hun er nu 78 år, og så god som nogensinde gør hun fuldkommen fyldest på lærredet og tegner her et både bevægende og underfundigt portræt af en naiv, godtroende kvinde, der har levet 50 år i fortvivlelsen over det forsvundne barn.
Men instinktivt træffer hun som moralsk menneske de rigtige valg med aldeles uintellektuel, men stensikker dømmekraft, og samspillet mellem hende og ham driver filmen, der dog ikke er helt fri for lovligt langstrakte passager.
Men myndig kan Dame Judi også være, hvad vi ved fra hendes rolle som M i indtil flere James Bond-film.
Søg og find
»Søg og du skal finde,« står der i evangeliet, og Philomena søger og gør et overrumplende fund.
Trods den uret, der er begået imod hende, har hun bevaret sin enfoldige katolske tro, der viser sig langt mere autentisk end nonnernes, som ikke praktiserer andet end hykleri og svindel, løgn og bedrag.
Men i filmens kulmination vælger Philomena tilgivelsens gestus og gør sig dermed fri af den forbandelse, som har forpestet hendes liv, men samtidig er det den definitive, ubønhørlige dom over nonnerne, der minsandten trænger til tilgivelse mere end noget andet, så forbandelsen flyttes fra hende til dem, personificeret i en ældgammel søster, infam som den ledeste Satan.
Både hvad angår handling og filmsprog, er det en smuk og rolig historie, som veteranen Stephen Frears (bl.a. ”The Queen” fra 2006) her fortæller.
Billedforløbet er funktionelt og afstemt, underordnet begivenhederne og forholdet mellem de to hovedpersoner med så forskellige sind, der dog finder sammen i gensidig hengivenhed i løbet af historien, dog sådan at det er ham, der lærer mere af hende end omvendt.