Frozen River
På grænsen mellem Canada og USA sættes en fattig hvid kvinde i et moralsk dilemma - skal hun blive kriminel for at give sine børn mad på bordet? Det er koldt på bunden af USA.
Drama
Frozen River
USA, 2008
Instruktion: Courtney Hunt
1 time 37 min.
Premiere i dag i Cinemateket, København
Hvem skal man hjælpe - de nære eller de fjerne? Er næstekærligheden begrænset til dem, du kender, eller kan begrebet udvides og favne folk, du ikke har mødt? Og hvad hvis du bliver nødt til at ofre nogle for at redde andre?
Det er det moralske dilemma, som ”Frozen River” forsøger at tage fat i, men det lykkes desværre ikke helt filmen at afrunde diskussionen, selvom forsøget er tankevækkende og relevant.
Manden tog pengene
Filmen handler om Ray Eddy, der er blevet forladt af sin mand. Han er stukket af med alle de penge, familien har sparet sammen til et nyt trailer-hus. Julen er på vej, og Ray har ikke engang penge til at give sine børn andet end popcorn til middag, og julegaverne kan de vist godt kaste en hvid pind efter.
Da hun møder mohawk-indianeren Lila åbner der sig en mulighed for at tjene nogle hurtige penge, penge som Ray har desperat brug for. Men jobbet, som hun skal udføre, er fyldt med fare, for hun skal smugle flygtninge over den canadiske grænse til det forjættede land ved at krydse en frossen sø, deraf titlen.
Portrættet af de to kvinder, begge enlige mødre, der må sænke deres etiske standarder for at overleve, er dybfølt og knugende nærværende.
Melissa Leo, der spiller den handlekraftige, men forbandede Ray, er intet mindre end formidabel. Hun blev retfærdigvis nomineret til en Oscar for rollen. Så langt så godt.
Flygtninge uden ansigt
Problemet opstår, når de flygtninge, der udnyttes af griske bagmænd og rippes for alt, hvad de har i håbet om at få en bedre tilværelse i USA, ikke får ansigt. De forbliver statister i Ray og Lilas verden og dermed også publikums.
Derfor sidder man tilbage med en (forkert) følelse af, at det er mest synd for de to kvinder, vi har mødt. Det er dem, vi hepper på, og uden at afsløre for meget, så er slutningen en skuffelse, fordi den tegner et alt for rosenrødt billede af den komplicerede virkelighed, som filmen ellers modigt tager livtag med.
Og på den måde ender selve filmen med at blive en anelse kold.