Ikonisk foto: Verdens mest udbredte portræt - fotografen tjente ikke en eneste peso på det

Landets industriminister havde indkaldt til møde i INRA - en statslig organisation, der havde til formål at reformere landbruget.

Mødet finder sted i et lokale i en af bygningens øverste etager.

Pludselig bliver dialogen afbrudt af lyden fra en voldsom eksplosion.

Klokken er 15.10.

De løber alle til vinduerne fra hvilke, der er udsigt ud over havnen.

Et fragtskib står i flammer.

Lederen forlader hastigt lokalet og løber ned ad trapperne, og i sin bil kører han ned på havnen, hvor han i nogle timer aktivt tager del i arbejdet med at fjerne de mellem 75 og 100 dræbte og bringe de over 200 sårede i sikkerhed.

Der er vildt kaos om bord på både skibet og på kajen, og det bliver ikke mindre, da skibet omkring en halv time efter den første rammes af endnu en voldsom eksplosion.

Eksplosionen fandt sted på det franske fragtskib ”La Coubre”, der var ankommet samme morgen tungt lastet med diverse former for ammunition fra Antwerpen i Belgien.

Det var den 4. marts 1960.

Rammen omkring det blodige drama var havnen i Havana på Cuba.

Se den voldsomme video: Eksplosionen på ”La Coubre”:

Reaktionen på Cuba var en blanding af chok, dyb sorg og masser af vrede.

Allerede dagen efter beskyldte landets leder, Fidel Castro, rasende CIA for at stå bag eksplosionen.

Dette afviste amerikanerne hårdnakket, men de nærmere omstændigheder omkring eksplosionen er aldrig siden blevet opklaret. Dog var Castro overbevist om, at det var amerikaneren William Alexander Morgan, der i begyndelsen deltog aktivt i den cubanske revolution på Castros side, som var manden bag. Han blev henrettet 11. marts 1961 for anti-revolutionær virksomhed.

Dagen efter eksplosionen på det franske fragtskib blev der på Colón-kirkegården i Havana holdt en stor mindehøjtidelighed for ofrene, og siden holdt Castro en af sine lange, flammende dunder-taler på Havanas berømte havnepromenade Malecón.

Med i Castros følge var også fotografen Alberto Korda, der var hyret som hans officielle fotograf.

I mindehøjtideligheden deltog fra udlandet både Jean Paul Satre og Simone de Beauvoir.

Da han var i gang med at forevige situationen med sit Leica-kamera, gik industriministeren tilfældigt hen foran en stærkt irriteret Kordas kamera, men han trykkede alligevel to gange på udløseren.

Nogle timere senere, da han havde fremkaldt filmen, gik det op for ham, at han havde fået taget et ganske udmærket billede af INRA-lederen. Et billede, der med lidt beskæring kunne blive et stærkt og følelsesladet portræt.

I dag fylder eksplosionen på ”La Coubre” ikke meget i historiebøgerne.

Men det gør det portræt, som Korda tog ved et rent og skær tilfælde på Malecón-promenaden den eftermiddag i 1960.

Ligeså tilfældigt var det, at billedet mange år senere gik verden rundt og opnåede ikon-status.

Manden på billedets navn var Ernesto Che Guevara.

Alberto Korda var svoren kommunist og støttede hele sit liv Castro og revolutionen.

Da han i marts 1960 havde fremkaldt sine billeder fra mindehøjtideligheden for ofrene for ”La Coubre”-eksplosionen, afleverede han sine billeder på redaktionen på avisen Revolución.

Redaktøren kiggede dem igennem og valgte billederne af Fidel Castro, Jean Paul Sartre og Simone de Beauvoir.

Billedet af Ché Guevara var han ikke interesseret i.

Selv satte Korda så stor pris på sit portræt af Guevara, at han beskar billedet, rettede det lidt op, øgede kontrasten, forstørrede det og hængte det op på sin væg ved siden af et portræt af den chilenske digter Pablo Neruda.

Flere af dem, der så billedet, delte fotografens begejstring, og han lavede nogle meget få kopier, som han forærede væk.

Og der kunne historien om Alberto Kordas berømte billede være endt, men sådan gik det bestemt ikke.

Og det skyldes i første omgang den italienske velhaver og bogudgiver Giancomo Feltrinelli.

I sommeren 1967 var han i Bolivia i et forsøg på at få myndighederne til at løslade den franske journalist og professor Régis Debray, der aktivt havde støttet Ernesto Che Guevaras mislykkede forsøg på at anspore bolivianerne til revolution. Debray underviste på et tidspunkt på universitetet i Havana men fulgte i slutningen af 1960’erne med Che Guevara til Bolivia.

Debray blev arresteret af de bolivianske myndigheder den 20. april 1967 og senere idømt 30 års fængsel for revolutionær virksomhed. Efter massivt internationalt pres blev han løsladt i 1970, hvorefter han fortsatte sine revolutionære aktiviteter i Chile.

Da Feltrinelli i 1967 var vendt tilbage til Italien, havde han sikret sig rettighederne til Ernesto Che Guevaras dagbog fra tiden i Bolivia.

I den forbindelse vendte han senere på året tilbage til Cuba, hvor han bad myndighederne om billeder af Che Guevara.

Man henviste ham til Alexandro Korda, som han besøgte. Korda var ikke et sekund i tvivl og viste ham portrætter fra Malécon-promonaden. Da Feltrinelli næste dag vendte tilbage for at hente to kopier af billedet, meddelte Korda ham, at han ikke ønskede nogen form for betaling.

Første gang verden så det berømte billede var i begyndelsen af 1967, da billedet blev trykt i det franske magasin ”Paris Match”. Billedet var ikke akkrediteret, og det er stadig en uopklaret gåde, hvordan det havnede på redaktionens bord.

Che Guevara blev pågrebet af regeringsstyrker i en lejr ved landsbyen La Higuerra i Bolivia den 8. oktober 1967 - og dagen efter blev han skudt.

Video af Ernesto Che Guevaras sidste dage i Bolivia 1967:

Allerede inden da havde Ciangiamo Feltrinelli ladet trykke i tusindvis af plakater med Kordas billede af Che Guevara. De blev - for at gøre opmærksom på situationen i Bolivia - klæbet op over alt i Italien. Ophængningen blev intensiveret efter hans død, og da Che Guevaras Bolivia-dagbog blev udgivet i begyndelsen af 1968, blev billedet brugt på forsiden.

Billedet var akkrediteret Liberia Feltrinelli, og Alexandro Korba blev ikke nævnt med en stavelse i forbindelse med billedet.

Første gang billedet blev brugt i politiske sammenhænge var i Milano i oktober 1967, da der blev gennemført en demonstration på baggrund af nyheden om Che Guevaras død i Bolivia.

Siden da gik billedet sin sejrsgang over hele kloden, og få er de politiske demonstrationer i den periode, hvor billedet ikke blev anvendt. Og det gjaldt også demonstrationer, der ikke direkte havde relation til hverken Che Guevara eller hans sag.

Ja, der var mange, der ikke anede, hvem han var:

Billedet blev anvendt som et udtryk for oprør og blev kendt som ”Guerrillero Heroico”.

Og ikke nok med det.

Det blev spredt på plakater, T-shirts og snart sagt alle tænkelige former for merchandise og produkter, der spænder over alt lige fra lightere til bleer.

Det blev kopieret af adskillige kunstnere over hele kloden, og en af de første og oftest gengivne af de mange kunstneriske bearbejdelser stod den irske kunstner Jim Fitzpatrick for i 1968. Han anvendte Kordas foto som oplæg men ændrede en smule ved blandt andet Che Guevaras øjne. Kunstneren hævder, at han fik billedet af Jean Paul Sartre.

Derudover søgte en lang række firmaer at udnytte billedet i reklamer for deres produkter.

Også i Cuba er det stadig stort set umuligt ikke at få øje på Kordas portræt:

Det pryder landets regeringsbygning, og adskillige andre steder i gadebilledet mødes beskueren af Che Guevaras blik. Selvsagt også i enhver souvenirbod med respekt for sig selv.

Som det på et tidspunkt i 1970’erne blev udtrykt af journalisten Richard Castle i den australske avis Brisbane Times:

»Går man op og ned Brunswick Street eller Chapel Street i Brisbane, tænker man, at Che Guevara er den eneste mand under 40, der ikke har været iført en Che Guevara-T-shirt.«

Billedet blev ganske enkelt en milliardforretning.

Men det mærkede Alberto Korda intet til:

Han modtog frem til sin død den 25. maj 2001 intet i royalty for sit verdensberømte portræt.

Selv tog Korda som udgangspunkt aldrig betaling for sit billede, når han lavede kopier af det i begyndelsen af tresserne, og selvom han var helt klar over, at han gik glip af millioner af kroner, da han gav Giangiacomo Feltrinelli billedet i 1967, understregede han adskillige gange, at det for ham var vigtigere, at billedet blev kendt, end at han tjente penge på det.

I årenes løb har der desuden været en del diskussion om, hvem der dybest set ejer rettighederne til Kordas billede.

Han var formelt ansat af den cubanske regering som officiel fotograf, hvilket - mener regeringen - betyder, at den ejer rettighederne, men et hav af ekstremt indviklede nationale og internationale copyright-love, betyder, at dette ikke er tilfældet.

Dertil kommer, at det er så mange år siden, at billedet er taget, at det ifølge eksperter helt klart tilhører, hvad der betegnes public domain - altså, at det er offentlig ejendom.

Selvom Korda tog sin mulige ophavsret til billedet ganske afslappet, så satte han dog grænser.

Således anlagde han i 2000 sag an mod Smirnoff, der anvendte billedet af Che Guevara i en vodka-reklame. Han udtalte dengang, at han intet havde imod, at hans billede blev anvendt i sammenhænge, der var forenelige med Che Guevaras ånd og eftermæle, men at han ikke kunne tolerere, hvis det blev anvendt i sammenhænge, der kunne skade Guevaras omdømme.

Smirnoff-sagen endte med et forlig. Firmaet standsede kampagnen, og Korda fik en check på 50.000 dollar.

De penge skænkede han til det cubanske uddannelsessystem med en bemærkning om, at Che Guevara ville have gjort det samme, hvis han havde levet.

Efter Kordas død er det hans børn, der varetager arven efter deres far, og også hans efterladte sætter klare grænser for anvendelsen af billedet.

Da en fransk gruppe kaldet Reporters Without Borders i 2003 anvendte billedet på plakater i en kampagne, der med afsæt i en opfattelse af at ”Cuba er verdens største fængsel” opfordrede til, at turister boykottede Cuba, reagerede Kordas datter Dianne Diaz prompte:

Hun anlagde sag mod organisationen og krævede dels, at kampagnen straks blev standset, og hun forlangte en erstatning på 1,3 millioner euro. Ikke af ophavsretslige grunde, men af - som det blev udtrykt - ”moralske grunde.”

Sagen nåede aldrig i retten, idet Reporters Without Borders droppede kampagnen inden sagen nåede så langt.

Alberto Cordas foto er stadig et af de mest ikoniske og mest udbredte, der findes.

Se her hele dokumentar-filmen ”Chevolution” om det berømte billede og dets historie (1 time 25 min.):

Og det trykkes stadig på plakater, og nye generationer ifører sig T-shirts, der bærer billedet.

Dette ofte uden at vide, hvem manden, de går rundt med på maven, overhovedet var.

Alberto Kordas portræt er egentlig ikke længere et portræt af en navngiven revolutionær sydamerikaner.

Det er blevet et først og fremmest let genkendeligt grafisk symbol - og det er stadig en styrtende god forretning.

Et symbol, der anvendes i et hav af tilfælde, som absolut intet har at gøre med hverken revolution, kommunisme eller Ernesto Che Guevara.

Billedet har med andre ord i dag fuldstændig mistet dets forbindelse til både manden, det skildrer og til de omstændigheder - den tid - det blev taget.

Få ved, hvem Che Guevara i virkeligheden var - og endnu færre ved, hvem der tog billedet.

Che Guevaras datter, Aleida Guevara, har på et tidspunkt udtalt, at billedets udbredelse på trods af den voldsomme kommercielle udnyttelse formentlig ville have glædet hendes far:

»Det ville nok have glædet ham at se sit ansigt på så mange smukke kvindebryster.«