Ikonisk foto: Soldaten, der flygtede fra forhadt regime - siden fra berømmelse og skyldfølelse

Kom her over! Kom her over! Velkommen til Vesten!«

Således lyder opfordringen den lune sensommer-eftermiddag fra mange af de chokerende vestberlinere, der befinder sig i Bernauer Strasse i Berlin, hvor de følger DDR’s første skridt til opførelsen af den senere så forhadte mur.

Igen og igen lyder det:

»Kom her over! Kom her over!«

Opfordringen er rettet mod de østtyske politisoldater, der befinder sig på den anden side af pigtråden, som er rullet ud midt i gaden.

Alle civile er for længst jaget ud af området og holdes nidkært på behørig afstand af grænsen.

Råbene gør et helt særligt indtryk på den blot 19-årige Conrad Schumann.

Som kulmination på den bitre, iskolde strid mellem øst og vest satte det kommunistiske regime på ordre fra statsleder Walter Ulbricht to dage forinden gang i opførelsen af den næsten fire meter høje mur, der siden brutalt kom til at adskille Øst- og Vestberlin i hele 28 år.

På et tidspunkt kommer Schumann så tæt på en af de dybt rystede vestberlinere, der har taget opstilling ved pigtråden, at de to tyskere får øjenkontakt et øjeblik.

Schumann får ham gjort forståelig, at han pønser på at springe over pigtråden og dermed flygte til Vesten.

Vestberlineren kontakter politiet, og en af de involverede politifolk tipper pressen, der møder endnu mere talstærkt op i Bernauer Strasse.

Det er tirsdag den 15. august 1961.

Og da klokken netop har passeret kl. 15.50 sker det:

Se flimklip af Conrad Schumanns berømte flugt:

En lukket mini-bus fra politiet kører på vesttysk side langsomt op til pigtrådsafspærringen.

Dette lige ud for Schumann.

Politifolkene springer ud og åbner den nedslidte sorte Opel Blitz’s skydedør.

Det ser den 19-årige soldat som sit signal.

Han tager tilløb og med sin maskinpistol - en PPsh-41 - dinglende fra skulderen springer han over pigtråden.

Ikke specielt yndefuldt - da han lander, forvrider han den ene fod og taber sin maskinpistol. Med et fyldt magasin kunne den snildt være gået af, men en pludselig indskydelse havde forinden fået ham til at fjerne magasinet.

De ventende vesttyske politisoldater tager fat i ham, og han køres straks bort i den mørke bil.

Fotograferne - blandt disse også Peter Leibing - tager adskillige billeder og film af situationen, men det blev siden Peter Leibings foto, der gik verden rundt og siden har opnået varig ikon-status.

Læs interview med Peter Leibing om hans oplevelser den dag (på tysk).

De næste 37 år måtte Conrad Schumann leve med en dobbelt status:

I Vesten blev han betragtet som en helt - som et symbol på de menneskelige konsekvenser af Den Kolde Krig - men han måtte også i årene, der fulgte, leve med at mange af hans venner og familiemedlemmer i det tidligere DDR vedblev med at opfatte ham som en forræder.

Vi vender senere tilbage til Conrad Schumanns problemer i Vesten.

Allerede få dage efter afhopningen og i årene, der fulgte, blev Schumann interviewet utallige gange. Blandt de journalister, der mødte ham var Berlingske Tidendes daværende korrespondent i Tyskland, Jørn Mikkelsen, som siden kom til Jyllands-Posten, hvor han i de seneste mange år har været bladets ansvarshavende chefredaktør.

Interview med Conrad Schumann fandt sted i dennes hjemby Kipfenberg lidt uden for Ingolstadt i Bayern i februar 1994 - fire et halvt år efter Murens fald.

Om situationen på hjørnet af Ruppiner og Bernauer Strasse, da han foretog sit spring ind i verdenshistorien, sagde han blandt andet til Berlingske Tidende:

»Det var en fordel for mig, at der var så mange tilskuere på vestsiden, og også så mange fotografer. Det afledte de andre grænsevagters opmærksomhed fra mig.«

Om baggrunden for, at han - der ikke på nogen måde var politisk aktiv i DDR - i det hele taget besluttede at hoppe af til Vesten, siger han senere i samme interview, der blev publiceret søndag den 20. februar 1994:

»Først da jeg med mine egne øjne så, at man ville bygge en mur i Berlin, gik det op for mig, at der var noget helt galt. Det var som om, at alle årene med det massive hykleri pludselig stod helt klart for mig.«

Om samtalen med Conrad Schumann, der fandt sted i dennes hjem i Kipfenberg i Bayern, siger chefredaktør Jørn Mikkelsen i dag:

»Jeg husker, at jeg spurgte meget ind til hans liv i DDR og de følger, som beslutningen om at flygte havde – manglende kontakt til familie og venner – men han ønskede ikke at gå meget ind i det.«

Han tilføjer:

»Det var en meget tilbageholdende, næsten genert mand, der lagde stor vægt på, at han havde levet et helt almindeligt, tilbagetrukket liv i en lille provinsby i Bayern. Jeg måtte ikke tage nye fotos af ham. Han gav mig et turistfoto fra vistnok Italien.

Han ville helst tale om selve situationen, hvor han foretager sit berømte spring. Han var ikke meget for at tale om den mere personlige side, så jeg fik ikke noget indtryk af ham på det område.«

Hans Conrad Schumann kom til verden den 28. marts 1942 i byen Zschocau i Sachsen, mens Anden Verdenskrig rasede.

Da han fyldte 18 år blev han hvervet til det østtyske statspoliti kaldet Bereitschaftspolizei. Han blev stationeret i Dresden, og efter et kortere ophold på en officersskole i Potsdam anmodede han selv om at blive flyttet til tjeneste i Berlin.

Og det var i den forbindelse, at han den 15. august 1961 ved halv fem-tiden om morgenen blev sendt til hjørnet af Ruppiner og Bernauer Strasse, hvor forberedelserne til opførelse af Muren var indledt to dage tidligere.

Efter at have foretaget sit spektakulære spring til Vesten blev han afhørt af fransk politi i den daværende franske sektor af Berlin, hvor han sprang over pigtråden. Det første han bad om, var i øvrigt en sandwich med leverpostej.

Han forklarede ifølge den britiske avis The Independent også, at en af de ting, der fik ham til at beslutte, at han ville flygte, var en oplevelse dagen før:

Han havde overværet, hvordan de østtyske politisoldater brutalt trak et barn tilbage i fødderne, da det søgte at flygte til Vesten gennem pigtråden.

Se dokumentar om Muren (45 minutter)

Efter at have opholdt sig i Vestberlin i en kortere periode, fik Conrad Schumann tilladelse til at rejse til Vesttyskland, og han valgte at slå sig ned i Bayern.

I første omgang i den lille by Krumbach, hvor han fik job som sygehjælper på Günzburger Bezirkskrankenhaus - det lokale sygehus i den nærliggende by Günzburger.

Her mødte han ret hurtigt sygeplejersken Kunigrunde, som han i 1962 blev gift med. De slog sig ned i landsbyen Edenhauser, hvor deres søn Erwin blev født og siden begyndte i skole.

I 1970 flyttede de til et hus Kipfenberg, idet Conrad Schumann havde fået arbejde som montør på Audi-fabrikken i nærliggende Ingolstadt.

Fra den dag den 19-årige østtysker hoppede af til Vesten, var det hans drøm, at leve et stille, roligt og anonymt liv sammen med sin familie.

Men sådan gik det slet ikke.

Tværtimod.

Det hemmelige østtyske politi - Stasi - holdt omhyggeligt øje med ham. Ja, man fabrikerede sågar falske breve fra familiemedlemmer i DDR og sendte dem til ham. I disse tryglede familien ham om at vende hjem til DDR.

Derudover blev han, takket været Leibings berømte foto, fejret som en helt, og medierne var konstant i hælene på ham. Noget han bestemt ikke brød sig om.

At være flygtet fra sine vante omgivelser, at leve med savnet efter sin familie og venner samtidig med, at Vesten fejrede ham som en helt, mens DDR stemplede ham som en forræder, var mere end den unge mand kunne tackle.

I sine første mange år i Vesten led han derfor af hyppige depressioner, og han opbyggede et massivt alkohol-misbrug. Dette på grund af det daglige pres han var udsat for, men også - har han fortalt i flere interviews - fordi han konstant var naget af dårlig samvittighed og skyldfølelse over for venner og familie, som han dybest set følte, at han havde svigtet.

Se video optaget, da Muren faldt i 1989:

Da Muren faldt i efteråret 1989, vendte han en enkelt gang tilbage til sin hjemegn i det tidligere DDR, og i flere interviews fortalte han siden, at mange af hans familiemedlemmer tog imod ham med åbne arme, fuld forståelse og respekt for hans flugt. De opfattede ham som en helt.

Men der var også dem, der nægtede at mødes med ham, idet de stadig opfattede ham som en forræder.

Efter Murens fald frygtede han ifølge flere kilder repressalier fra blandt andre tidligere Stasi-agenter, mens han ihærdigt søgte at lægge sin fortid bag sig.

Dette understregede han også over for Jørn Mikkelsen i nævnte interview til Berlingske Tidende i 1994. I interviewet oplyser han blandt andet, at han ikke havde søgt, og heller ikke havde til hensigt at søge, aktindsigt i de digre sagsmapper, der befinder sig i Stasi-arkiverne.

Da den danske avis besøgte ham den februardag for 21 år siden, var det billede af springet over pigtråden i 1961, som han i mange år havde haft hængende over sin sofa, blevet erstattet med et billede af hans møde med USA’s præsident Ronald Reagan.

Ronald Reagan havde personligt givet udtryk for et ønske om at møde Conrad Schumann og andre DDR-afhoppere, umiddelbart inden han i 1987 holdt sin berømte tale på Brandenburger Tor i hvilken han med adresse til Sovjets leder Gorbatjov, udtalte ordene:

”Mr. Gorbatjov! Tear down this wall!”

Læs - og hør - hele Ronald Reagans tale her

Da Muren faldt i 1989, blev Schumann flere gange hyret af museet ved Vest Point Charlie for at signere plakater af det berømte billede fra 1961. Plakaten er stadig et af de bedst sælgende souvenirs ved den tidligere grænseovergang, men han tjente aldrig selv en øre på de store mængder merchandise, der blev prydet med billedet af ham.

En sommerdag i 1998 blev livet for meget for Conrad Schumann.

Efter et heftigt skænderi med sin kone forlod han ude af sig selv deres hjem.

Da hun et par timer senere gik ud for at lede efter ham, fandt hun ham i en nærliggende skov, hvor han havde hængt sig i et træ.

Hvad der helt konkret fik ham til at træffe en så tragisk beslutning, det er uvist, idet han ikke efterlod sig noget afskedsbrev.

Conrad Schumann blev 56 år.

Som det ofte er tilfældet med ikoniske fotos, så er personen på billedet egentlig ikke så væsentlig.

Heller ikke Conrad Schumann, hvis ansigt man faktisk har svært ved at se på billedet.

Det handler primært om situationen - og som sådan er billedet den dag i dag symbolet på Den Kolde Krig og dennes meget høje menneskelige omkostninger.

Billedet er blevet stående for eftertiden, og det dukker til stadighed op i mange forskellige sammenhænge.

Dette også i gadebilledet i Berlin, hvor billedet kan ses på flere husfacader, på originale rester af Muren, adskillige steder som improviseret streetart og sågar også som en skulptur.

Der blev taget adskillige uudslettelige billeder i de 28 år, at Muren af ideologiske grunde brutalt adskilte familier, venner og bekendte, men i denne sammenhæng skal også fremhæves et billede fra samme periode.

Et billede, der også har opnået ikonstatus - om end af ganske andre grunde end Leibings berømte foto af Schumann.

Det handler om det berømte kys, som i Berlin blev udvekslet mellem Sovjets leder, Leonid Brejsnev og DDRs leder Erich Honecker.

Kommunist-kysset, der blev symbol på forbrødring og forræderi mod det tyske folk

»Han er en elendig leder... men en fandens god kysser!«

Billedet af Brejsnev og Honecker, der helt tro med kommunistiske traditioner udveksler et inderligt kys, da de i Berlin i oktober 1979 mødtes for at fejre 30 året for dannelsen af DDR vakte allerede opsigt, da det - også i Vesten - blev kendt middelbart efter fejringen.

Og det blev genstand for adskillige muntre bemærkninger, som for eksempel ovennævnte replik, der som en spøg blev tillagt Sovjets leder Leonid Brejsnev.

Men det var i høj grad alvor.

Billedet er taget af fotografen Regis Bossu den 7. oktober 1979.

To dage inden underskrev Honecker og Brejsnev en 10-årig aftale, der sikrede at DDR og Sovjet støttede hinanden. DDR skulle levere skibe, maskiner og medicinsk udstyr til Sovjet, der til gengæld garanterede at levere olie og udstyr til a-kraftværker til DDR.

At de to kyssede så heftigt er i øvrigt i overensstemmelse med kommunistisk tradition, og der findes utallige kyssebilleder af sovjetiske ledere og deres allierede.

Året efter Murens fald i 1989 inviterede Berlin en lang række internationale kunstnere til byen for at male på bevarede rester af Muren i det, der senere er blevet kendt som The East Side Gallery.

En af kunstnerne var russeren Dmitri Vrubel, og han anvendte Bossus billede som forlæg for sit billede på muren, der dels i dag overgår fotografiets berømmelse, og dels opfattes som det bedst kendte maleri på Muren.

Så kendt at mange fejlagtigt tror, at billedet på Muren var en konstrueret joke udført af kunstneren, men således forholder det sig altså slet ikke.

Vrubels vægmaleri er i folkemunde bedst kendt som slet og ret ”The Kiss” (Kysset), men det hedder egentlig ”The Brotherhood Kiss” med undertitlen ”My God, Help Me to Survive This Deadly Love” (Åh min Gud, hjælp mig til at overleve denne dødelige kærlighed, red.).

Vrubels berømte maleri er umiddelbart det bedst kendte af de mange murmalerier, men er også undervejs blevet kritiseret fordi, at det er en næsten nøjagtig gengivelse af et bestående fotografi.

Dette har dog ikke haft indflydelse på dets popularitet og bortset fra, at det er set af millioner af turister i Berlin, så er det gengivet på merchandise af enhver slags.

Og så har det i øvrigt levet en noget omskiftelig tilværelse.

Det oprindelige maleri blev skabt i 1999, men i 2009 kunne kunstneren chokeret konstatere, at det var blevet fjernet fra muren.

Dette uden at han var blevet orienteret. Han fandt ud af den dag, han modtog erstatning fra East Side Gallery - en check på 3.000 dollar.

Galleriet begrundende fjernelsen med, at maleriet i årenes løb var blevet ødelagt af vind og vejr samt - ikke mindst - af flere lag uautoriseret graffiti.

Man indbød Dmitri Vrubel og andre kunstnere til at genskabe deres malerier ved hjælp af bedre og mere vejrbestandige farver, hvilket den russiske kunstner i første omgang mente var ganske umuligt.

Men han ændrede holdning og i 2009 - i anledningen af 20-året for Murens fald - genskabte han sit maleri af de storkyssende statsledere. I den forbindelse mødtes han i øvrigt foran sit værk med fotografen Regis Bossu, der tog det oprindelige billede af de kyssende statsledere.

Senere genskabte han samme værk i Madame Tussauds afdeling i Berlin, hvor billedet danner baggrund for en voksfigur af Erich Honecker.

Som et kuriosum kan det nævnes, at Regis Bossus berømte foto af de kyssende statsledere flere gange er anvendt af russiske homoseksuelle i protestdemonstrationer mod det officielle Ruslands holdning til homoseksuelle.

I 2014 var den russiske kunstners maleri i The East Gallery igen sværtet så godt og grundigt til med diverse former for graffiti, at Dmitri Vrubel sammen med sin søn Artjorn selv rensede billedet.