Stieg Larsson var ikke en stor stilist, men han er svær at erstatte

Boganmeldere verden over måtte undvære deres skønhedssøvn natten til torsdag, for den nye Millennium-krimi blev frigivet klokken ét minut over midnat, og aviser holder nu engang af aktualitet.

Og så hjælper det ikke, at de første 100 sider er en veritabel actionørken, og at selv karaktererne i bogen virker trætte, mener den norske avis Aftenpostens anmelder Rune Hallheim. Han er utilfreds med thrillermotorens hestekræfter i ”Det der ikke slår os ihjel” og noterer sig, at Larsson nok fyldte mange omstændelige forklaringer ind i sine bøger, men at Lagercrantz »slår ham langt ned i støvlerne« (hurra for norske idiomer).

New York Times er enig i, at dampen stiger tiltrængt i de sidste dele af bogen, men anmelderen, Michiku Kukatani, er overvejende positiv. Dog føles sporet om NSA’s overvågninger komplet malplaceret i en krimi om grimme forbrydelser i Sverige. Men på den anden side: »læserne blev heller ikke betaget af ”Mænd der hader kvinder” pga. dens plot (der var afhængigt af klichéer fra andenrangs seriemorderfilm), dens troværdighed eller Larssons antiautoritære politiske synspunkter« – det handlede dengang som nu om to virkelig fascinerende hovedpersoner med en særlig intern dynamik.

Hjerne som en skovskade

Mest begejstret er den britiske avis The Guardians anmelder Mark Lawson. Han kalder bogen en »respektfuld og hengiven hyldest« til Stieg Larsson. Som flere andre anmeldere noterer The Guardian sig, at Larssons prosa var lidt af en rodebunke. Han havde »en hjerne som en skovskade,« der samler alverdens ting sammen. Lagercrantz, derimod, skriver strammere og renere kriminallitteratur, og teknisk er han dygtigere end sin forgænger.

Lawson finder plottet om kunstig intelligens intelligent udført, men her må Washington Posts kritiker Patrick Anderson afgive dissens. Han finder, at hacker-historien fylder alt, alt for meget og består af »uforståelig teknologisnak«. Han finder også historien »usammenhængende og irriterende. Det er næsten umuligt at holde styr på alle hackerne, forskerne og morderne, som dukker kortvarigt op, forsvinder, og så dukker op igen, længe efter man har glemt dem«. Og så er der »absurd komplicerede øjeblikke,« hvor karaktererne diskuterer ting som sorte huller, selvlærende algoritmer, avanceret matematik med mere.

»Flere af karaktererne er certificerede genier, men – jeg er ked af at sige det – det er de fleste læsere ikke (…) Lad jer ikke narre. (Larssons enke Eva) Gabrielsson havde ret: Larsson fortjener bedre end dette.«

Skrevet af en robot?

Også i hjemlandet får Lagercrantz en hård medfart. Expressens kritiker Jens Liljestrand kalder bogen »en håbløst bleg kopi« og godter sig over den herlige ironi i, at en udgivelse, der handler om overvågningssamfundet, selv har været så gennemført paranoidt et projekt. Analogien kan endda trækkes længere, for »flere sekvenser lader desværre til at være produceret af en robot programmeret til så vidt muligt at imitere Larssons ukunstlede, fra metaforer kirurgisk befriede sidevender-prosa«.

I lighed med sin amerikanske kollega finder Liljestrand, at Lagercrantz fortaber sig i et stort persongalleri og unødvendige detaljer: »Side efter side med bogføring af matematiske formler og neuropsykiatriske teorier, som åbenbart har fanget forfatterens interesse. Godt så. Skriv en bog om det i stedet.«

Expressens kritiker finder også, at actionsekvenserne halter, og at Lagercrantz lader til at have glemt det gængse råd om at vise det i stedet for at fortælle det. Så måske skulle man holde sig til den oprindelige trilogi:

»Trods sine åbenbare brister som stilist var Stieg Larsson – det ser vi nu tydeligt – umulig bare at komme i nærheden af at imitere. Mennesket er, til syvende og sidst, altid umisteligt.«