Omstridt forfatter er nyt navn i Kraks Blå Bog
Den seneste udgave af Kraks Blå Bog har fået 304 nye navne.
Når Kraks Blå Bog 2013-14 torsdag kommer på gaden er det med 304 nye navne blandt de i alt 8.322.
Blandt dem finder man for første gang forfatter og historiker Lars Hedegaard, der gennem en årrække har gjort sig bemærket som indædt islamkritiker, ikke mindst i sin egenskab af formand for Trykkefrihedsselskabet.
I februar blev han udsat for et attentatforsøg uden for sin opgang på Frederiksberg i København. En endnu ukendt gerningsmand forsøgte, forklædt som postbud, at skyde Hedegaard, men ramte forbi.
Var optaget inden attentatforsøget
Kraks Blå Bog udgives af Gads Forlag og her understreger redaktionschef Hanne Dal, at attentatforsøget intet har at gøre med hans optagelse.
"Han var optaget inden attentatforsøget. Det tager omkring et år, fra vi finder emner, behandler og vurderer dem, henvender os, og de så selv leverer oplysningerne til biografien," siger hun til Jyllands-Posten.
Hun tilføjer:
"Det gælder for ham som for alle de andre, der er optaget alle år, at de har en betydning inden for deres fagområde og har haft det i flere år."
Den største nogensinde
Med i alt 1.512 sider er årets udgave af Den Blå Bog den største nogensinde.
Blot 19 pct. af navnene i bogen tilhører kvinder.
"Det hænger sammen med, at man bliver stående, til man dør så det tager en lang årrække, før det ændrer sig, men det ændrer sig lidt hvert år," siger Hanne Dal.
Ny partiformand på listen
Blandt de nye navne i Blå Bog finder man fra i år fra den politiske verden erhvervs- og vækstminister, partiformand Annette Vilhelmsen (SF), borgmester Jacob Bundsgaard (S), Aarhus, Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) og folketingsmedlem Joakim B. Olsen (LA).
Fra kulturens og mediernes verden optræder bl.a. tv-vært Christine Feldthaus, forfatter Knud Romer Jørgensen, underholdningschef Gitte Madsen, TV 2, chefredaktør Anne Mette Svane, Politiken, sanger og sangskriver Simon Kvamm, sangerinde og sangskriver Agnes Obel, producer Søren Rasted, sanger Stig Rossen, direktør og producent Jesper Winge Leisner, danseinstruktør og koreograf Britt Bendixen, skuespiller Birgitte Hjort Sørensen og komikerne Andreas Bo og Lars Hjortshøj.
Se den fulde liste over nyoptagne her (eksternt link)