Fortsæt til indhold
Kultur

Stærkt overvægtig Holger D. på landevejen

Ejendomsmægler i Skjern har nu betalt for skulpturen - i morgen flyttes den til Vestjylland.

Allerede mandag var ejendomsmægler Jørgen Axelsen fra Skjern klar til at få sin nyindkøbte Holger Danske-skulptur fragtet fra Hotel Marienlyst i Helsingør til et midlertidigt opholdssted i en fabrikshal i Skjern.

Men så opstod, der et "lille" problem.

"Det viste sig, at skulpturen med sokkel ikke som opgivet vejer omkring 2 ton. Holger Danske med sokkel vejer omkring 15 ton. Det gjorde unægtelig opgaven noget mere omfattende for vognmanden, men nu er vi klar," siger ejendomsmægler Jørgen Axelsen til Jyllands-Posten.

På manddag er der indkaldt til borgermøde i Skjern angående Holger Danske.

Ejendomsmægleren købte skulpturen i sidste uge efter en tumultagtig auktion hos lauritz.com. Efter at have været udbudt i nogle dage måtte auktionshuset afbryde og nustille auktionen på grund af falske bud, der fik prisen presset op i over 40 mio. kroner.

Posiitive kommentarer

At Holger Danske-skulpturen, der er den eneste metaludgave af skulpturen, der blev skabt af billedhuggeren Hans Peder Pedersen-Dans i 1907, nu ender i Skjern, har affødt ikke så få kommentarer, men Jørgen Axelsen forsikrer, at han udelukkende har modtaget positive mails.

Han refererer blandt andet til en mail fra en dansk bryggeri-direktør i Thailand. Denne skamroste ejendomsmægleren for initiativet og gav udtryk for stor glæde over, at skulpturen nu ender i Skjern.

Placering uafklaret

Hvor den skal placeres, er endnu ikke afgjort.

"Det er op til kommunen, men der er da et par rigtig gode forslag under overvejelse. Indtil placeringen er fundet, vil Holger Danske blive opbevaret i en lagerhal i Skjern."

På mandag er der indkaldt til borgermøde i Skjern og her tilbydes alle byens borgere ejerskab af Holger Danske-skulturen, der efter årtier i glemsel ved indkørslen til Hotel Marienlyst er kommet til ære og værdighed igen.

Vognmanden forventer at forlade Helsingør i morgen lidt over middag med klenodiet på ladet.

Spot Holger Danske

Hvis du i morgen onsdag den 1. maj møder Holger Danske på din vej, så er du meget velkommen til at tage et snapshot med kamera eller smartphone og sende det til os på mail. Husk at angive tid og sted.

Du kan maile os ved at benytte dette link