Forbrydelsen: Hvem har gjort det?

Ali Hamann ved et og andet om at vække opmærksomhed. Han indleder her med ordene:

»Du vil holde op med at ryge! Hvorfor? Jorden er overbefolket, og din mand finder en ny allerede tre måneder efter din død. Du gør en anden kvinde lykkelig, når du dør.«

Almindelige adfærdskoder forbyder os at tale sådan, så når én gør det, lytter vi og funderer over, hvilke uhyrligheder, der venter næste gang.

»Du bør glæde dig over din mands vedvarende utroskab. Det gør ham til en betydelig bedre elsker.«

En opfølgning som denne er alt, hvad der skal til.

»Nu vil de fleste være fanget ind, og i samme sekund, du har fået folk til at høre koncentreret efter, er du i stand til at påvirke dem,« siger Ali Hamann.

Som godt og vel halvdelen af nationens voksne befolkning følger hypnotisøren Danmarks Radios dramaserie ”Forbrydelsen”, og han genkender forfatterens teknikker fra sin egen manipulationspraksis. Og er det ikke, som om en fremmed magt kontrollerer danskernes bevidsthed søndag aften? I en art trance er mellem 1,2 og 1,8 millioner seere ledt til fjernsynet 2x10 søndage i træk.

Er Hartmann morderen? Gymnasielæreren? Rådgiveren med de fedtede briller? Faderen? Vagn? Meyer?

Vi må vide det. Nogen har installeret et regulært behov i os.

Ali Hamann forklarer:

»Alt, hvad der hedder virkelighed, er en opmærksomhed. Virkeligheden eksisterer ikke, det er bare en ramme, som vi fylder ud med det, som vi tænker. Det er præcis det greb, som forfatteren til ”Forbrydelsen” anvender. I næsten hvert afsnit bliver publikum præsenteret for en ny mulig morder. Vi får foræret en virkelighed at tænke i, og den overskygger den virkelighed, som vi lige har tænkt. Sådan kan man flytte virkelighed hele tiden. Jeg gør det dagligt.«

Simpel trylleformular
Selve formularen er relativ simpel, mener Ali Hamann, der i øvrigt medvirkede i Lars von Triers banebrydende tv-serie ”Riget”, hvor han i rollen som sig selv forud for en operation hypnotiserer en patient, der ikke tåler bedøvelse. Det går selvfølgelig galt, men det er en anden historie.

»Man skal have et plot, en tilpas indviklet historie, og så skal man løbende introducere nye mennesker, som kan være morderen. Når seerne lærer personerne at kende, begynder de at danne sig en mening, og de bliver interesseret i, om deres vurdering passer. Nu er de nødt til at se med! Det er i princippet ligegyldigt, om det er en dansekonkurrence eller en dramaserie. Man skal bare - gerne via pressen - generere opmærksomhed omkring personerne. Det kan også være håndbold. Alle ville se håndboldpigerne, fordi de følte, at de kendte dem. Af samme grund er det aldrig en god historie, når tusind mennesker dør under en tyfon. Det er for mange. Det er nemmere at skabe spænding, hvis én fra en lille personkreds bliver slået ihjel.«

Nogle seere har muligvis en fornemmelse af, at de vil komme til at savne Sarah Lund og hendes uldne sweater, når ”Forbrydelsen” i aften er opklaret og vicekriminalkommissæren fordufter fra skærmen.

Til dem messer Ali Hamann:

»Bare rolig, der vil opstå nye virkeligheder, som overskygger den virkelighed, vi lige har kendt.«

Det er lykkedes Morgenavisen Jyllands-Posten at få kontakt med en mand, der egentlig er ret ligeglad med ”Forbrydelsen”. Reklamemanden og forfatteren Knud Romer Jørgensen, der medvirkede som skuespiller i Triers ”Idioterne”, er på barsel og har travlt med at passe sin datter. Velbevandret i fiktionsteori og almindelige købmandstricks er han alligevel i stand til at give et bud på, hvorfor serien har så stor gennemslagskraft.

»Tv-serier kaldes ”soaps”, fordi de tager udgangspunkt i de gamle sæbereklamer, der blev lavet i serier for at forlænge folks interesse i et produkt. Man laver cliff hangers hele tiden. Metoden er, at man etablerer en uforløst spændingstilstand, som man trækker ud - i dette tilfælde åbenbart over 20 afsnit. Det er som en Beethoven-symfoni, hvor man har en ubrudt spændingskurve med et kæmpebrag til sidst. Det er ren metode, der går ud på at levere kraftige projektioner, give tingene udtrykskarakter og skabe mystik, således at folk kanaliserer deres følelser og forventninger ind i rummet,« siger Knud Romer Jørgensen.

Hverdagen er kedelig
Men gennemsnitsdanskeren er vel ikke dummere, end at han kan regne ud, at når der står 1:20 i tv-programmet, så vil der gå cirka 20 uger, før morderen bliver afsløret. Hvorfor ser så mange med alligevel? Sandsynligvis fordi hverdagen er for kedelig uden serier som ”Forbrydelsen”, mener Knud Romer Jørgensen.

»Krimigenren er sat i verden for at fortrylle og mystificere dagligdagens trivialiteter. Afkodningen af psykologiske tegn, spor og gåder, giver nydelse for en lønarbejder. Hverdagens rum føles pludselig betydningsfuldt og fuld af lurende overskridelser. Pornoen var en udvej for folk, der var ved at blive kvalt i intimsfæren. Med den kunne man likvidere følelserne og ”årrrgh” ånde lettet op. På samme måde kan kriminalfilmen få os til at genbesætte alle mulige ligegyldigheder med følelser og interesse. Kan du ikke huske, hvordan det var at køre bilen hjem efter at have set James Bond? Man oplever en kortvarig rollebesætning af sig selv som en agent, der kan drikke og kneppe alt og køre BMW og tale i Ericsson mobiltelefon.«

TV-Avisen er det samme
Her indskyder intervieweren en sludrende sidebemærkning om, at det umiddelbart føles som en nedslående erkendelse, hvis Romer har ret, og oplyste mennesker virkelig er så nemme at manipulere med. Men Knud Romer Jørgensen insisterer.

»Det sker for dig hver dag. Tænk på TV-Avisen, den er bygget op på samme måde. Den starter med at give oplysninger om nogle ting, som du skal vente på at se lidt senere. Det gør den, for at få dig til at hænge fast. Du skal åbne et begær ind i udsendelsen, der er en udstrækning af tid, hvor der kommer noget bedre og bedre hele tiden. Man kalder det ”at narrativisere begæret”. Der skal være noget før, og der skal være noget efter. Man skal fra A til Z med nogle forhindringer undervejs,« siger Knud Romer Jørgensen og yder et lille servicetip.

»Det er det samme, man bør gøre, når man skal forføre en pige. Det vil sige, at man hurtigt skal tale om noget fremme i tiden, men så tale tilbage til mødets begyndelse for fem minutter siden. Så har man etableret et før og et efter, og så har man opbygget en fælles historie. Så får tingene det, der hedder udtrykskarakter. De betyder noget.«

Der er hård konkurrence på tv-markedet, og man kan fristes til at tro, at de ansvarlige for DR-serien har haft det som målsætning at fastspænde danskerne i sofaerne om søndagen.

Ingolf Gabold surmuler
Ingolf Gabold vil gerne redegøre for intentionerne, selv om han går og surmuler for tiden. ”Forbrydelsen” blev forbigået ved ugens Emmy Awards i New York, hvilket ifølge DR's dramachef er en mindre skandale, da vinderen, BBC-serien ”The Streets”, efter hans opfattelse er langt mindre sofistikeret end den danske serie.

»Vi har aldrig på forhånd en målsætning om, at en serie skal opnå et bestemt seertal. Vi går efter at skabe serier af høj kvalitet, og så følger seertallet ofte med,« siger Ingolf Gabold.

»Vi udvælger på den måde, at vi går til vores faste forfattere og spørger, hvad de er optaget af på et givent tidspunkt. De fremlægger så et forslag til en serie, og hvis vi kan lide deres idé, sætter vi apparatet i gang. Der er ikke tale om, at vi bestiller og designer en produktion, der skal nå et bestemt publikum.«

Med valget af en føljetonserie frem for en episodeserie som ”Rejseholdet”, hvor afsnittene slutter hver gang, beder DR om meget af seernes tid. Man kunne anføre, at 20 søndage er i overkanten.

»Jamen, det kan jeg da ikke se, at der skulle være noget forkert i. Føljetonformatet har vundet indpas mange steder, og i DR er vi så hensynsfulde, at vi ikke bare genudsender afsnittene, vi lader dem også ligge frit tilgængelige på internettet, så travle småbørnsforældre har dem til rådighed i op til fire uger, efter de blev sendt. Det er da public service,« udbryder Ingolf Gabold, der har solgt serien til alle de skandinaviske lande samt Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien.

Manden, han har fået ”Forbrydelsen” af, hedder Søren Sveistrup. Det var ham, der skabte den Emmy-vindende ”Nikolaj & Julie”, og brugte adskillige afsnit på at få de adskilte elskende bragt sammen igen. Når Søren Sveistrup åbner døren til sit værksted og fortæller om sin metode, aner man ekkoet af Ali Hamanns indledende analyse.

»Krimier handler om gætterier, og du er nødt til at være klar over, hvor publikums forventninger er. Når du ved det, ved du også, hvad faren kan være. Nemlig, at det bliver kedeligt, hvis det ender på den måde, som publikum havde regnet med. Derfor indsætter man vendepunkter hele tiden.«

Vagn er under mistanke
Afsnit 19 sluttede, som det vil være mange læsere bekendt, med at kaste en kraftig mistanke på karakteren Vagn. En så kraftig mistanke, at det næsten vil være overraskende, hvis Vagn er morderen. Vi er jo blevet vant til at blive præsenteret for en ny virkelighed i næste afsnit. Omvendt vil det måske alligevel være overraskende, hvis Vagn er morderen, fordi vi forventer, at historien tager endnu en drejning. Hvordan forholder Søren Sveistrup sig til, at modtageren er en stadig mere medietrænet gruppe?

»Vi har prøvet at underfortælle ”Forbrydelsen”. Det er meget sjældent, at vi i denne serie forklarer en hel masse, og det kommer vi faktisk heller ikke til på søndag. Folk keder sig indimellem over den store forklaring, altså, når Hercule Poirot ruller sig ud til slut. Det er gammeldags og tungt, det fungerer ikke. Netop fordi publikum er blevet klogere, prøver vi at lave fiduser på fiduserne. Alle de tricks tænker man i. Kommer der en mand ind i et rum med jonglørkøller, er det jo spændende, hvis han pludselig begynder at spille banjo. Det havde man ikke ventet,« siger Søren Sveistrup.

Nu kommer slutningen
Lagde De mærke til, hvad Søren Sveistrup sagde? Han sagde, at der ikke bliver forklaret ret meget i det afsluttende afsnit! Der skal ellers nok være nogle, der synes, at de mangler at få nogle sammenhænge sat på plads.

»Vi lefler ikke med en masse forklaringer, og jeg vil gerne på forhånd sige, at for mig er det ikke så spændende, hvem der er morderen. Det er mere spændende at tænke på, hvad der kommer til at ske, når vi ved, hvem det er? Måske har vi noget i baghånden?«

Måske fortsætter ”Forbrydelsen” endnu en sæson?

»Det sagde jeg ikke. Jeg sagde bare, at der har været så meget fokus på, hvem der er morderen, så man måske vil blive meget overrasket i sidste afsnit - af andre årsager! Fordi det måske aldrig har været seriens pointe, hvem det var, men mere hvad den sluttede med …«

Sig mig, hvad snakker du om?

»Beklager, jeg kan ikke sige mere.«