Mr. Armani

Mr. Armani.

De siger det med både ærbødighed og respekt i stemmen, ligegyldigt hvem af de Armani-klædte mennesker, der farer omkring os, vi taler til.

Stik-i-rend-drengen, receptionistpigen, direktøren, kunden, vagten.

Mr. Armani.

Det smitter.

Så da han kommer hen for at hilse på, falder det helt naturligt at sige Mr. Armani på samme respektfulde måde. Hvorefter det viser sig, at han kun taler fransk og italiensk, begge sprog i så rivende en hast, at der må tolk til.

Fysisk fylder han ikke meget, Giorgio Armani. Han er knap 165 cm høj, slank, solbrun og veltrænet. Hans alder fornægter sig ikke, når man sådan står ansigt til ansigt. Han fylder 68 på torsdag, og årene har sat sig spor i ansigtet.

Men øjnene lyser stadig stærkt.

Han er både venlig og fremkommelig, svarer beredvilligt og smilende og med fast stemme. Og dog er han reserveret.

Han er lige som sit tøj: enkel udadtil, men med stor dybde indadtil.

Mr. Armani, andet kan man ikke sige, det er klart.

Aldrig Giorgio, dels er det for familiært, dels kan man bare ikke være på fornavn med en, der vel er noget af det mest kongelige, man kan blive uden at være rigtigt royal. En, der blandt sine nære medarbejdere har opnået nærmest guddommelig status. Ikke i religiøs betydning, men fordi han er en mand, der er så kompromisløs i sin jagt efter perfektionismen, at man ikke kan andet end beundre ham for det.

Selvfølgelig kun, fordi det er lykkedes for ham.

Skatteyder nr. 1

Han er ikke bare skatteyder nummer et i Italien, men også designer nummer et i den italienske modeverden. Ingen over, ingen ved siden af.

Også når han selv skal sige det.

For at sætte streg under det, engagerede han den japanske arkitekt Tadao Ando til at tegne et teater til sig selv i Milano. Til modeopvisninger, til udsøgte kulturelle begivenheder og til filmforevisninger. Martin Scorsese var her for et par uger siden for at vise en film, og her i juli er salen dedikeret til italienske film.

Selvfølgelig kun arrangementer, som Mr. Armani selv har godkendt og kan stå inde for kvaliteten af.

I dag har han åbnet teateret for at præsentere sin nye duft, Sensi, som han netop har kreeret i samarbejde med parfumeeksperter. Den skal lanceres på verdensplan til efteråret, og allerede nu er der enorme forventninger til den. Mr. Armani er mere end tilfreds med den og er sikker på, at det er et guldæg, han og hans folk der har lagt.

Japansk buffet

Derfor er han også selv til stede i teateret denne bagende varme julidag i Milano. Han har planlagt, at de mange gæster, der er kommet rejsende til fra hele verden, skal se en modeopvisning i teatersalen, inden de skal ind til en japansk inspireret buffet i den lille sal ved siden af.

Der er brugt mange uger på arrangementet, og særlig dagen før var hektisk. Der var noget, der ikke var helt, som det skulle være, hvorfor Mr. Armani ville have lavet det om. Han kan bringe sveden frem på sine medarbejdere, fordi han ikke er tilfreds med godt nok, nej, alt skal være perfekt.

Det er det også.

Ikke bare opvisningen, hvor han viser et bredt udsnit af sit herre- og dametøj, både af sin dyre signaturlinie og af den billigere linie, Emporio.

Også den buffet, der bagefter er sat op i et rum, der er pyntet med samme stilfærdige enkelhed som parfumen, hvilket betyder, at der bare er lagt puder ud i den blanding af grå og beige, som Armani har gjort til sin: greige.

Men i særklasse den bygning, Teatro Armani, han har fået tegnet og bygget på Via Bergognone i Milano. Den blev færdig sidste år.

»Jeg er fascineret af den japanske stil,« fortæller han, der selv har holdt en enkelt opvisning i Tokyo for fem år siden. Det gjorde et stort indtryk på ham.

»Den stilfærdighed og respektfuldhed over for mennesket betager mig,« forklarer han. Det er på samme måde, han tænker i tøjdesign.

»Det er vigtigt, at det ikke er tøjet, der kommer med en person, men en person, der kommer med tøjet. Man skal ikke lægges mærke til, man skal huskes.«

Mr. Armani er ikke selv meget for den form for mode, der er skabt til øjeblikket. Han arbejder et niveau højere end moden lige her og nu, forklarer han. Forstået på den måde, at tøj efter hans mening skal kunne bruges flere gange, løsnet af tiden. Alt andet vil være mangel på respekt, mener han, uden dog at forklejne de af hans kolleger, der lever af at skabe opmærksomhed lige her og nu. Der skal være noget for enhver.

Han peger rundt i den superminimalistiske betonsal, som typisk for Tadao Ando langs den ene side har lavtsiddende vinduer, hvor man kigger ud på en gårdhave kun med vand. Stillestående vand. Ikke til at gå ud i, bare til at kigge på, så der falder ro over sjælen.

Simpel og stærk

»Tadaos teater her er som en konvolut, hvor du kan putte alt i og det altid er indholdet, der tager opmærksomheden. Bygningen er selv så tilbagetrukket, at det er det, der sker i den, der kommer til orde. Og samtidig er den så dyb i sin forståelse for helheden, at den støtter og forstærker den. Simpel udenpå, men stærk indeni.«

Det er på samme måde, Mr. Armani tænker sit tøj. Underspillet og dog elegant og formfuldendt.

Derfor var der også fuldstændig orden i kemien, da han først gang mødtes med den japanske arkitekt over sine tanker om et teater.

»Han kom og vi talte og tegnede. 14 dage senere kom han tilbage med et færdigt projekt. Vi har fuldstændigt forstået hinanden,« siger designeren, der ellers er så svært at gøre tilfreds.

Men han er tydeligvis svært godt tilfreds med sit teater.

Der er også kontorer i den store bygning, men Mr. Armani selv arbejder på hovedkontoret på Via Borgonuovo, hvor han tillige har en lejlighed. Han arbejder meget, fordi han selv ejer sin modekoncern og er med i alle beslutninger. End ikke en kuglepen mærket med Armani kommer ud af huset, uden at han har godkendt den. Ingen detalje er for lille at gå op i for manden, der har respekt og præcision som sine nøgleord.

Respekt for det, man arbejder med, respekt for dem, der skal bruge det bagefter.

Detaljer, fordi det er igennem den, man når til perfektionismen. Det er her, man kan vise, at "less is more", at mindre er mere.

Lægestuderende

I virkeligheden var det ikke meningen, at han skulle være designer. Han begyndte faktisk på at studere til læge, men afbrød det for at arbejde hist og pist som vinduesdekoratør og senere som indkøber og sælger af herretøj.

Det med design fik han først rigtigt indblik i, da han blev ansat hos en af datidens store designere, Nino Cerruti. Her arbejdede han på Cerrutis Hitman-kollektion i 60erne, indtil han i 1970 havde så meget mod på at stå på egne ben, at han skabte sit eget firma, hvor han arbejdede for andre modedesignere. I 1975 lancerede han sin egen først kollektion, stærkt opfordret af sin meget gode ven og kompagnon, Sergio Galeotti. Denne tog sig af økonomien, mens Armani sørgede for holdbart design.

Forretningen voksede, parfumer og flere kollektioner kom til.

Og pludselig blev Sergio Galeotti syg og døde i 1985.

Det tog hårdt på Giorgio Armani. Men han arbejdede sig ud af krisen og fandt snart sig selv ansvarlig for både økonomi og design.

Det må han siges at have gjort fremragende.

Selv mener han, at denne blanding af forretning og design er en af grundene til hans succes. For han kan ikke som så mange andre ansatte designere slå vildt omkring sig med armene.

Holdbart moderne

Når han arbejder med produktudvikling og nye kollektioner, arbejder han samtidig ud fra en tanke om, at det skal kunne sælges i butikkerne. Det skal ikke bare være flygtig mode, for det tjener man ingen penge på. Det skal være holdbart moderne.

I dag har han 243 butikker, fordelt på 34 lande. Nogle sælger tøj, andre kosmetik og lædervarer, og desuden har han lavet en Armani Casa-afdeling, hvor han sælger møbler og anden boligindretning til dem, der har både smag og penge. Armani har kastet sin øjne på Østeuropa, som han mener er det næste sted, der skal kunne være en del af den Armani-verden, han møjsommeligt har bygget op.

Det er en verden, han selv beskriver med ord som enkel, sofistikeret, sensuel, søgen efter det udsøgte, diskretion og kvalitet.

»Der skal være balance,« siger han. »Men der skal frem for alt være respekt for mennesket.«

Det betyder meget for Mr. Armani, forklarer Patricia Turck Paquelier, præsident for "Fine Fragrance" - de luksuriøse parfumer - hos L'Oréal, verdens største kosmetikkoncern, der også står for Giorgio Armanis parfumer.

Hun har arbejdet sammen med mesteren selv i seks år og er på samme måde som de folk, han i øvrigt omgiver sig med, fuldstændig opslugt af den måde, han tænker på.

»Han er hele verden i en person, fordi han tænker så visionært. Hans tøj kan sælges alle steder, for ham er der ingen grænser.«

Lige så usikker, Giorgio Armani kan være før hver eneste nye opvisning, lige så sikker er han på, at der vil blive ved med at være behov for den form for luksus i Armani-klassen.

Igen er vi tilbage ved det med at løfte sig ud af tiden lige nu.

»Luksus er noget, der skal vare ved. Mode, det er noget, der varer et øjeblik. Derfor er der altid plads til den form for luksus, som jeg står for.«

Milliardomsætning

Omsætningstallene beviser det, han siger. I 2001 omsatte Armani-koncernen for over ni milliarder kroner, en stigning på 23 procent i forhold til året før. Og det var vel at mærke et år, hvor terroristangrebene i USA d. 11. september samtidig var en bombe under en stor del af luksusvarebranchen. Knap ti procent endte i overskudskassen.

Man fornemmer godt interessen for hans varer i hovedbutikken på Via Manzoni i Milano. Her har Giorgio Armani bygget et helt lille center, hvor han har en afdeling til Emporio Armani, Armani Jeans og Armani Casa. Desuden har han flere andre butikker i sin hjemby, hvor der sælges tilbehør, Giorgio Armani Accessori, hans signaturkollektion og Armani Collezioni-kollektionen.

I hver eneste butik er der pinlig orden. Roder man lidt i en bunke T-shirts, står der et øjeblik efter en ekspedient og tilbyder sin hjælp, hvorefter tøjet bliver lagt pænt igen.

Det er lutter unge mennesker, der står i butikken, hvad enten det er bøger, bolig, blomster eller bukser, der sælges. Ungdommen er så inspirerende, mener Giorgio Armani, der derfor gerne omgiver sig med unge mennesker. De ved til gengæld, hvad han kræver af dem - orden og præcision.

I centeret på Via Manzoni finder man også hans yndlingsrestaurant, Nobu, som han er medejer af, og hans yndlingscafe, EA Caffé, hvor man kan side under skyggende parasoller og nyde en kop iste, hvad ganske mange italienere gør. Mr. Armani kommer her selv med jævne mellemrum, så det er det oplagte sted at få et glimt af modekongen selv.

Ellers har han det ikke med at gå ret meget ud. Han er altid omgivet af bodyguards og har på samme måde en chauffør, der til enhver tid kan bringe ham rundt. Han er holdt op med selv at køre. Ifølge ham selv, fordi den disciplin, han ellers mestrer til fuldkommenhed i alle andre sammenhænge, ikke strækker sig til kørsel og trafik. Han kører for hurtigt og for hensynsløst. For italiensk, kunne man fristes til at sige. Det vil han ikke, derfor kører han ikke. Et kompromis er utænkeligt.

I Mr. Armanis verden er det enten eller.

tina.bryld@jp.dk