Bond babes
Holly Goodhead, Octopussy, Bonita, Mary Goodnight, Buttercup, Domino Pitachi, Lupe Lamora, Wai Lin, Kissy, Molly Warmflash og Plenty O'Toole. Alle Bond-piger med flere ting til fælles: De er talentfulde og ser hamrende godt ud.
London
Ingen Bond uden kvinder.
Fra Ursula Andress til Halle Berry har smukke sexede kvinder, ofte i bekymrende lidt tøj, været et af seriens stærke symboler. Skiftende kvinder og skiftende kvindetyper til skiftende tider og til skiftende roller. Men signalværdien har været konstant igennem 40 år: En Bond-pige er speciel, har talent og ser hamrende godt ud.
Undertonerne er ikke til at tage fejl af, men Bond-filmene har trods menneskehedens og tidernes skiftende moralopfattelser altid evnet at holde sig lige på den rigtige side af stregen.
Ganske vist protesterede Vatikanet mod det tekstilfattige antræk, som Honey Ryder i skikkelse af Ursula Andress luftede på stranden, da hun mødte Bond i "Dr. No" i 1962. Men siden har paven ikke forfulgt den sag.
Selv det moralske USA har accepteret, at agent 007 har en personlig jargon og lever i et helt specielt univers. Selvcensuren bankede på døren, da Pussy Galore dukkede op i Goldfinger. Også dengang var Pussy amerikansk slang for de kvindelige kønsdele, og bag kulisserne blev det stærkt diskuteret at finde på et andet navn.
Men overraskende nok viste en meningsmåling i USA, at mens næsten ingen (under ti pct.) af de adspurgte ikke kunne acceptere fornavnet Pussy i en almindelig film, havde halvdelen ingen indvendninger, når James Bond var indblandet.
Tonen var allerede slået an med Honey Ryder. Men efter Pussy Galore blev der bevidst arbejdet med at udvikle navne, som emmede af sensualitet og sex uden at være plat. Ligesom det tidligt stod klart at forbrydere med drømme om verdensherredømmet skulle have navne som Hugo Drax, Emilio Largo, Kronsteen, Max Zorin, Blofeld, Krilencu eller Scaramanga.
Så undervejs har Bond demonstreret sin våbensamling for kvinder som Holly Goodhead, Octopussy, Bonita, Mary Goodnight, Buttercup, Domino Pitachi, Lupe Lamora, Wai Lin, Kissy, Molly Warmflash og Plenty O'Toole.
En klassisk og typisk Bond-replik falder, da den unge barmfagre Plenty O'Toole uventet præsenterer sig for Bond:
»I'm Plenty«
Bond efter et røntgenblik: »Well, of course you are......«
En af de få Bond-piger, som har optrådt i en fremtrædende roller i mere end en enkelt film er svenske Maud Adams. Hun regnes stadig for en af de mest karismatiske kvindelige hovedpersoner på grund af sin gennemslagskraft i titelrollen som "Octopussy" fra 1983. Ni år tidligere var hun Scaramangas elskerinde/slavinde Andrea Anders i "The Man With The Golden Gun".
Et kvindeligt dansk islæt var Cecilie Thomsen, som spillede den smukke professor i dansk ved Oxford University, Inge Bergstrøm, i "Tomorrow Never Dies" fra 1997.
I de senere film har der været en klar tendens til at seperere den hvide og den sorte kvindelige hovedfigur - uden at det forhindrer Bond i møde dem begge på tomandshånd i et hotelværelse over en flaske champagne. Xenia Onatopp, Elektra King og Miranda Frost er samvittighedsløse dræbere, hvis sorte sjæle spejles i de gode piger Natalya Simonova, Dr. Christmas Jones og Giacinta Jordan (Jinx).
Kvindelige agenter har med mellemrum hjulpet Bond rundt omkring i verden. De fleste bliver ryddet af vejen af skurkene. Med Jinx synes Bond-selskabet at være på tæt på at tage skridtet fuldt ud og udvikle en decideret kvindelig makker til 007. Der spekuleres også i at udvikle hende som en selvstændig karakter. En kvindelig James Bond med sit eget univers.
I "Die Another Day" er Jinx lige så meget hårdkogt agent som Bond - om end Bond selvfølgelig redder hende fra en grusom død undervejs. Det hører nu engang stadigvæk med til Bonds faste pligter at redde skønne kvinder i knibe og sørge for at de får champagne og opmærksomhed nok.
En surt ansvar - men nogen skal jo gøre det.