Hitler og kvinderne

Eva Braun beretter til sin søster Gretl om sit første møde med Adolf Hitler: ''Så kommer chefen ind og med ham en herre af en vis alder med et komisk skæg og en lys engelsk frakke, en stor filthat i hånden. Jeg skeler over mod dem uden at vende mig og kan mærke at manden kigger på mine ben. Jeg havde netop den dag lagt min kjole op og følte mig ikke helt vel, fordi jeg ikke var sikker på at jeg havde fået sømmen rigtig. Jeg stiger ned og Hoffmann forestiller: ''Hr. Wolf''.''

Året er 1929. Eva Braun arbejder i ''Foto-Hoffmanns'' atelier, og Hitler foretrækker at blive kaldt ved sit dæknavn Wolf, da han endnu kun er en suspekt, obskur leder af et revolutionært parti.

Hendes beretning er refereret i en helt ny bog af Guido Knopp, ''Hitlers Frauen und Marlene'', som også danner grundlag for en TV-serie på det landsdækkende ZDF. Professor Knopp er leder af ZDFs historiske redaktion og fortæller her om fem kvinder, der stod den uhyggelige mand nær på forskellig måde - samt en, der afslog alle bedende invitationer fra regimet, Marlene Dietrich.

Det viser sig, at dette stykke kvindehistorie ikke kun kaster lys over sider ved den berømte massemorder som privatperson. Det taler også tankevækkende om sære fascinationer, der spindes inden for den totalitære magt.

Kobleren

Da fotolærlingen Eva kom ned fra sin stige, serverede den unge Hitler hende nogle komplimenter. Fotograf Hoffmann viste sig som en rigtig kobler og havde held til at manøvrere de to sammen som par. Hans håb om, at der skulle falde noget af til firmaet gik rigeligt i opfyldelse. Han blev efter Hitlers magtovertagelse officiel rigsfotograf og millionær på dén konto.

For den arme Eva Braun kom der kun 15 års elendighed ud af alliancen, og hende er der tilmed ingen af de efterlevende vidner, der har ét ondt ord at sige om. Hendes Adolf behandlede hende køligt, hun forsøgte selvmord to gange, den ene gang skød hun sig i brystet. Han brugte sin tid på politik, hun ville giftes. Men Hitler var af den opfattelse, at han var afskåret fra ægteskab med en kvinde, da nationen var hans brud. Først da Det 3. Rige brød sammen blev pladsen ledig ved hans side, og han kunne ægte Eva.

Hvorfor hun forblev så hengiven alle de år er en gåde. Hun var ingenlunde politisk vakt og må ganske enkelt have været tro af væsen. Hun tilbragte al sin tid på Berghof i Obersalzberg, hvor tjenestefolkene forgudede hende. Men når der var selskabelighed for eliten, hvislede nazi-spidserne og især deres hustruer om den ''simple tøs'', der så ufatteligt var selveste Førerens kæreste.

Fælles død

Efter det mislykkede bombeattentat mod Hitler i 1944 kom de to hinanden nærmere. Han var rystet og modtagelig for lidt ømhed. Men hun måtte stadig ikke flytte til Berlin, som Hitler regnede for en dekadent by. Til slut, da alt ramlede, insisterede hun, trodsede hans ordrer og ankom til hovedstaden marts 1945 med tog. Albert Speer fortæller om sit afskedsbesøg i bunkeren knap to måneder senere: ''Faktisk var Eva Braun den egentlig prominente og dødsviede i denne bunker og viste en beundringsværdig og overlegen ro. mens alle andre var enten eksalteret heroisk som Goebbels, optaget af at redde sig som Bormann, udslukt som Hitler eller brudt sammen som fru Goebbels, da åbenbarede Eva Braun en næsten munter afslappethed.''

30. april indvilgede Hitler endelig i ægteskab. Hyggeligt blev det jo ikke - allerede da man skålede, diskuterede gommen selvmordsmetoder, og de nygifte var døde samme aften.

Eva Braun er en historisk skuffelse har den engelske historiker Hugh Trevor-Roper skrevet, intet bemærkelsesværdigt har kunnet opspores. Men, skriver Guido Knopp: ''Alligevel var hun del af hans private verden, der som bedragerisk idyl gav ham støtte og hvile. Måske kunne han derfor yde så meget desto mere i grusomheden.''

Fru Goebbels

Magda Goebbels, propagandaministerens hustru, tog Hitler med storm. I dag huskes hun for sit uhyggelige giftmord på sine seks børn, kort før hun tog sit eget liv. Inden da havde hun haft status som Det tredie Riges ''dronning'', dyrket i utallige Ugerevyer med sin mønster-familie, som folket elskede. Samtidig var hun midtpunkt i nazi-hoffets selskabelighed. Hitler lod sine omgivelser forstå, at den bemærkelsesværdige kvindes naturlige plads egentlig var ved hans side. Da han af politiske grunde ikke kunne gifte sig, havde han med et vink opfordret Goebbels, hævdede han. Derved sikrede han sig, at hans muse forblev i hans i nærhed.

Magda Berends, som hendes pigenavn var, blev født i meget beskedne kår. Hun gemte på en ungdomshemmelighed: hendes gymnasie-kæreste var jøde og tændte den senere fru Goebbels for zionismen. Han udvandrede dog til Palæstina og blev en topfigur i det zionistiske Jewish Agency. Han blev i 1933 likvideret på Tel Avivs strand, måske af politiske modstandere, måske af Gestapo-agenter. Goebbels dagbøger fortæller om hans skrækanfald den nat, da hustruen røbede hemmeligheden til ham. Han gruede for sin egen position, hvis det kom ud.

Den purunge Magda var efter studentereksamen i 1921 blevet gift med en velhavende 38-årig enkemand. De fik en søn, og Martha gled ind i Berlins absolutte high society. Ægteskabet blev opløst, men hun blev installeret i en luksuriøs lejlighed og levede det søde liv, som Berlins overklasse virkelig forstod at gøre det i de vilde 1920ere.

Efterhånden blev hun dog deprimeret ved tomheden i sin party-tilværelse og var derfor hurtigt rede, da hun fik øje på noget at fylde i det gabende hul: et nyt parti gjorde væsen af sig, allerede i 1930 meldte hun sig ind. Og hun blev modtaget med bævende fryd af nazisterne: en sjælden, spraglet fugl blandt de grå småfunktionærer, der i Berlin udgjorde hovedparten af partimedlemmerne. Hun på sin side skolede sig med glødende iver og blev flammende nazist.

Rygtet om hende bredte sig hurtigt, og den kvindeglade Joseph Goebbels var hurtigt på pletten, gjorde hende til sin nære medarbejder, og med Hitler som forlover blev de i 1931 gift.

Ægteskabet blev præget af stadige kriser, hysteri og forsoning. Goebbels var en forfærdelig buk - han kaldtes bag sin ryg ''Der Bock aus Babelsberg'' - og kunne efter sin ministerudnævnelse slet ikke holde sig fra de mange unge kvinder, som bød sig til for en mand i hans stilling - vejen til en filmkarriere gik gennem Propagandaministeriet. Martha lavede scener, og hendes store beundrer Hitler greb ind. Goebbels blev kaldt til kraftige overhalinger.

Parret opretholdt den tandsmilende facade, Ugerevyerne og ugebladene viste dem uafbrudt med de seks børn, de fik. Da den bitre ende nærmede sig, insisterede hun som ægte fanatiker på at komme ned i Førerbunkeren, i stedet for at bjærge børnene ud af Berlin.

Hernede slog hun dem ihjel med giftampuller. Hendes eget selvmord gik hun forholdsvis roligt til, hun var en art buddhist og troede på reinkarnation.

Wagners svigerdatter

Efter den tyske kapitulation rejste Thomas Manns søn, Klaus Mann i amerikansk uniform gennem Tyskland. Han eftersøgte én bestemt kvinde fra Det tredie Riges højeste kultur-kleresi, Winifred Wagner, komponistens svigerdatter, leder af de Bayreuth-festspil, der for Hitler fejrede den inderste og helligste kult i hans højspændte tusindsårsrige.

Da Klaus Mann fandt hende, var hendes første replik under forhøret: ''Ét spørgsmål behøver De ikke stille mig, hr. Mann: jeg har ikke været i seng med Adolf Hitler. ''

Mistanken kunne man sagtens få, som hun selv antyder ved straks at komme ind på emnet.

De to stod hinanden meget nær.

Hun havde opdaget den unge poltiske hedspore allerede i 1923, straks set en wagnersk helteskikkelse, en genrejser af Tyskland i manden, og hun tog ham ind i sin noble kreds af rige opera-elskere.

Hitler imponerede med sit formidable kendskab til Wagners operaer, man kvitterede ved dels at støtte hans ambitiøse parti med store summer, dels at lære den kejtede opkomling manerer, så han kunne begå sig på de bonede gulve.

Hitler glemte aldrig Winifred Wagner for hendes meget tidlige støtte. Til taknemmeligheden føjede sig en dirrende benovelse over at kunne gnubbe sig op af en ægte Wagner, så de to blev pot og pande alle årene.

Winifreds gunst hos Føreren var så stor, at hun som et af de ganske få mennesker kunne kalde ham til telefonen. Og derpå tilmed komme igennem med bønner, f.eks. om udrejse til jødiske musikere.

Skamfulde sønner

Winifred var en imposant dame, engelsk af fødsel, skænkede Wagner-dynastiet fire børn, deriblandt de to, der genrejste Bayreuth i efterkrigstiden, Wieland og Wolfgang. De to var ved at synke i jorden af skam, da deres mor gav et rystende åbenhjertigt interview i 1975, hvor hun hyldede Hitler som pragtfuld mand.

Winifred var lettet, da hendes mand Siegfried døde i 1930. Han var homoseksuel og orkede slet ikke at lægge skjul på det de sidste mange år af ægsteskabet.

Da han var borte, viste den frodige enke sig som en dynamisk forvalter af Festspillene.

Endnu mere brusede de, da landets nye Fører erklærede dem for sit åndelige hjem.

Rygter om ægteskab

Der verserede jævnligt ægteskabs-rygter i 1930erne, Hitler besøgte Bayreuth, når han kunne få lejlighed til det, var ''onkel Wolf'' for børnene, overnattede, men var jo hæmmet af sin ide om Nationen som brud.

Iscenesættelsen af ham som helt og befrier ville lide skade, mente han, hvis han havde en kvinde ved sin side. Men Richard Wagners svigerdatter fik afgørende betydning, både karrierebefordrende og åndeligt.

Hun forgudede ham. Dog ingen ''Götterdämmerung'' i nogen bunker til hende. Hun levede til 1980. I 1947 sad hun på anklagebænken for sit sindelag og sin topplacering, men slap for tiltale, da tidligere KZ-fanger, hun havde hjulpet, talte hendes sag.

Film og cabaret

Filminstruktøren Leni Riefensthal lavede formidable propagandafilm for nazisterne, men det var nu snarere Goebbels end Hitler selv, der havde kontakten. Rifenstahl er i dag 99 år, åndsfrisk og genstand for en ny kult i Tyskland. Hun hævder, hun var apolitisk, Knopp bruger meget krudt på at vise det modsatte.

Den femte Hitler-veninde mødte ham kun to gange. Den svenskfødte sanger og skuespiller Zarah Leander var superstar i nazi-Tyskland. Hendes sange og filmroller var ikke politiske, men regimet havde designet hendes karriere som mytisk diva.

I april 1943 vendte Zarah Leander hjem til Sverige, hvad der udløste en storstilet bagvaskelseskampagne i den tyske presse.

Men faktisk ventede der Leander en slem overraskelse i Sverige. Hun troede, at hun kunne fortsætte sin karriere, men hendes landsmænd gav hende den kolde skulder.

Med det tyske nederlag i Stalingrad, et par måneder før Leanders hjemkomst, var stemningen nemlig pludselig vendt i det indtil da ganske tyskvenlige Sverige.

En kurv til Føreren

Den sidste kvinde blev slet ikke Hitlers, selvom han gjorde, hvad han kunne for at sikre Marlene Dietrich for styret.

Hun var verdensstjerne med base i Hollywood, og den tyske ambassadør overbragte hende det lakoniske budskab. ''Føreren ønsker, at De kommer hjem''.

Hun valgte i stedet at bekæmpe nazismens aktivt ude ved fronten, hvor hun i amerikansk uniform sang for de allierede.

Det tog tyskerne hende så ilde op, at der faktisk fandt protestdemonstrationer sted i 1960, da hun besøgte sin gamle hjemby Berlin.