»Det føles en lille smule mærkeligt at sige, at det er mig, der har fået priserne«

Hvordan opstod idéen til bogen ”Se en sidste gang på alt smukt”, som du er nomineret for?

»Måske er det sådan, at når man har skrevet to, tre eller fire bøger, så får man en idé til sin næste bog. Men sådan var det ikke for mig. Slet ikke. I mange år har jeg skrevet og skrevet, mens jeg søgte efter den form og den stemme, som føltes rigtig for mig. Det var først, da jeg begyndte at skrive noveller, at det hele gik op i en højere enhed. Jeg har skrevet om at være en ung kvinde midt i 20’erne, om overgange og opbrud. Det sidste oplevede jeg mange af i mine egne 20’ere: Jeg blev færdig efter mange års uddannelse, jeg måtte stoppe på mit arbejde, mit parforhold gik i opløsning, jeg flyttede fra min lejlighed, og jeg forlod den by, jeg boede i. Alt blev kastet op i luften, og så ventede jeg bare på, at boldene faldt ned igen. Det gjorde de i novellerne, der blev til min debut. De faldt ned som små erfaringsglimt. Jeg tror, jeg skulle have mine egne erfaringer lidt på afstand, før jeg havde det rette perspektiv. For pludselig lykkedes det mig at finde de sætninger, som føltes rigtige. Det lykkedes at skære alt fra, som klingede hult. Alt det, som klingede af efterligning.«

Hvad håber du, at folk tager med sig, når de er færdige med at læse?

»Jeg håber, at læseren går fra teksten med en opløftet følelse over, at de har været vidne til noget, som de forhåbentlig synes er smukt eller meningsfuldt. Noget, de tager med i deres blik, når de går videre ud i verden. En forundring, en nysgerrighed, en tristhed. Noget, der farver livet på en ny måde. For mig er det nærmest helt magisk, når stemningen i en bog sætter sig i mig. Hvis folk kan få noget af det samme ud af min bog, vil det gøre mig meget glad.«

Hvilke reaktioner har du fået fra læserne?

»Da jeg udgav bogen, var det slet ikke faldet mig ind, at der var mennesker, som skulle læse den. Faktisk bliver jeg stadig lidt chokeret, når jeg er til et arrangement, og folk kommer over for at tale om bogen. Altså virkelige mennesker af kød og blod, som jeg ikke kender, men som har læst den og endda har fået noget ud af den. Det føles specielt, men også virkelig godt.«

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

»Det at skrive er min måde at være til stede i verden på. Det er min måde at forsøge at gribe eller bevare det flygtige på. Jeg bliver ofte ramt af en meget stærk lyst til at skrive. Den kan komme af en særlig kvalitet i luften, når temperaturen falder om aftenen eller af lyset på en bestemt tid på året. Den kommer, hvis jeg oplever noget, jeg ønsker at gribe for at bevare og så senere også, for at jeg kan vise det til andre. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg ville takle det, hvis jeg ikke skrev. Det er grundbestanddelen i min måde at leve på.«

Hvad er det værste?

»For mig er det værste ikke at kunne skrive. For eksempel består denne bog jo af ni noveller, og mellem hver tekst gik der typisk to-tre måneder, hvor jeg ikke skrev. I stedet gik jeg og længtes, ventede, var utålmodig og rastløs, men der kom ikke noget. Det var skrækkeligt. Jeg måtte gå virkelig mange lange ture i ren frustration.«

Hvad betyder litterære priser for dig?

»Det er en kæmpe anerkendelse. Men det er også lidt en fremmed verden for mig, for det er ikke noget, jeg har tænkt på, mens jeg skrev. Da jeg vandt debutantprisen her i Danmark, fik jeg faktisk følelsen af, at der måtte være sket en fejl. Det var næsten for meget af det gode. Og faktisk føles det næsten ikke, som om det er mig, der får priserne. Jeg var 26 år, da jeg begyndte at skrive bogen, og jeg var 30 år, da min debut udkom i Norge, og 31 år, da den udkom i Danmark. Nu er jeg 32 år, og selv om jeg har lagt alt, hvad jeg havde i mig på det tidspunkt, i bogen, har jeg også flyttet mig meget siden og lagt den lidt bag mig. Så det føles en lille smule mærkeligt at sige, at det er mig, der har fået priserne. Det er bogen, der har fået prisen.«

Hvad er du optaget af lige nu?

»Lige nu er jeg midt i et nyt skriveprojekt. Det er ikke noveller, selv om jeg egentlig havde en drøm om at være solo-novelleforfatter, som forfiner sit håndværk hele livet. Men efter min første bog udkom, var jeg ikke i stand til at skrive. Da jeg efter lang tid fandt alle mine noter frem, blev det tydeligt, at jeg skulle skrive en roman i stedet. Den er jeg i gang med nu. Jeg må finde en ny form.«

Hvad har været din største læseoplevelse i år?

»Hvis jeg kun skal vælge én, vil jeg sige Judith Hermanns nye bog ”Wir hätten uns alles gesagt”, som kom på norsk i sommer. Det er hendes poetik-forelæsning fra Goethe Universitet i Frankfurt, hvor hun fortæller om sit forfatterskab og sin måde at skrive på. Jeg ved, at jeg kommer til at læse bogen mange gange, fordi den hensætter mig til en helt særlig stemning, som har den her diffuse kvalitet af litteratur og skrivelyst. Hun skriver overraskende sætninger medmeget præcise ordvalg. Hun er en af de forfatter, jeg altid vender tilbage til.«