»Sandheden er, at sønderjyderne skal være stolte«

»Ej. Undskyld. Jeg er nødt til at afbryde. Den første anmeldelse er lige kommet.«

Den høje mand i lænestolen citerede for lidt siden Goethe og talte alvorligt om fællesskab og medmenneskelighed i en større, globaliseret virkelighed. Nu har han fået et drenget smil på læben. Han knuger sin mobiltelefon mellem hænderne.

Skuespilleren Rosalinde Mynster, som han afbrød, minder ham om aftalen. At anmeldelserne jo ikke betyder noget som helst, når bare publikum får en god oplevelse. Men stjerner til en debuterende spillefilminstruktør med fire og et halvt års arbejde bag sig er vist som vand til en skibbruden, der har tørstet i dagevis.

»Jeg løber altså lige op og siger det til Ronnie,« siger Kasper Torsting og forsvinder ud af Hotel Royals forhal med et par lange skridt.

Han og filmproducer Ronnie Fridthjofs filmiske kærlighedsbarn ”I krig og kærlighed” rammer alle de store biograflærreder torsdag, og der er noget på spil. Det er den første danske spillefilm om Første Verdenskrig og tilmed en af de dyreste film herhjemme med et budget på ca. 42 mio. kr.

Trækker på personlige oplevelser

Der har været råd til tjubang, storhed og nærhed, fortæller holdet. Til at gå kompromisløst til værks med den kunstneriske vision til et manuskript, som er et sammenkog af historiens vingesus, fri fantasi og de lokale beretninger, der spontant er kommet dem for øre, når de har opholdt sig i Sønderjylland, hvor en del af filmen er skudt.

Men når man tager fat på sådan et værk, trækker man også på personlige oplevelser. Ellers føles det ikke ægte, har Ronnie Fridthjof forklaret.

Da han var to år, overgav hans mor forældremyndigheden til hans far, fordi hun vidste, at sønnen ville få det bedre i hans varetægt. Fortællingen om at give slip på noget, man har så kært, er blevet en central scene i kærlighedsdramaet.

Et andet overskyggende tema er Kasper Torstings erfaringer med at rejse verden rundt og komme hjem til sine elskede og opdage, at tiden ikke har stået stille, mens han var væk.

Sebastian Jessen, der spiller den mandlige hovedrolle, vender hjem til et sønderjysk trekantsdrama efter tre år i krig for en sag, der ikke er hans egen. Han har fået ar på sjælen, man for 100 år siden ikke beskrev med diagnoser. Og som man ikke nødvendigvis satte ord på overhovedet.

Men det er ikke kun derfor, uddyber Rosalinde Mynster, at parforholdet ikke kører på skinner. Hun spiller hans hustru, Kirstine.

»De har begge forandret sig. Når man oplever hinanden forandre sig, hvordan bevarer man så respekten og kærligheden til hinanden? Der er et mærkeligt spil i parforhold, hvor man fastholder hinanden i de roller, man kender, og ikke kan finde ud af at se hinanden som noget nyt. Det føles næsten som forræderi, at ens partner pludselig kan finde på at være en anden,« siger hun.

»Det, synes jeg, er meget sigende for moderne parforhold også. Man oplever store forandringer, hvis man vil være sammen i mere end bare fem år.«

»Vi har snydt lidt«

Dokumentaristen Kasper Torsting, der stammer fra Odder, har sat autenciteten i højsædet, siger han. Når Sebastian Jessen ryster af kulde efter en tur i vandet, er det, fordi optagelserne fandt sted i sne og minusgrader. For at blive tilpas krigsmager til rollen tabte han sig ni kg på en faste, hvor han i op til 65 timer ad gangen ikke indtog andet end vand og kaffe.

Til gengæld har historiske detaljer indimellem måttet vige for æstetikken og den gode fortælling. Nørderne vil måske bide mærke i, at en karakter, som formentlig ville være cyklet rundt på den tid, er blevet udstyret med bil.

De danske replikker leveres desuden på drevent københavnsk snarere end ”synnejysk”. Et stort – men ikke svært – valg for instruktøren, der ville undgå påtagede dialekter. Så snart seeren oplever at blive manipuleret, forsvinder magien, forklarer han:

»Vi har snydt lidt, men vi har været tro mod det væsentlige. Vi har oplevet enorm åbenhed i Sønderjylland, hvor der i generationer har været tavshed og tabu forbundet med Første Verdenskrig. Da vi gik rundt og stillede spørgsmål, begyndte fortællingerne at vælte ind over os. Det oplever vi også nu, hvor vi er rundt og vise filmen. Folk føler sig set og får lyst til at dele endnu mere ud af deres historier. Det er en kæmpe fjer i hatten, at vores film får folk til det.«

Sønderjysk identitetskrise

Kasper Torsting tror, at krigserindringerne har været svære at dele med resten af danskerne, der forholdt sig neutrale under krigen og ikke har haft forståelse for, hvordan man som dansksindet sønderjyde kunne finde på at trække i tysk uniform.

»Især efter Anden Verdenskrig klappede man i. Men sandheden er, at sønderjyderne skal være stolte af, at de kan leve fredeligt side om side med dem, de inden for 100 år har været gennem to store krige med. Uden had – men med en god portion menneskelighed. Det finder man nok ikke ret mange steder i verden,« tilføjer Ronnie Fridthjof.

Holdets drømmescenarium er, at filmen efter biografvisningerne kan blive en fast del af pensum i udskolingens historieundervisning. Derfor samarbejder man med Gyldendal og forfatter Karsten Skov om en 200 sider lang supplerende bog, der både gennemgår historien og filmproduktionen. Men man skal også kunne se ”I krig og kærlighed” uden at føle sig undervist:

»Der er mange aktuelle temaer, som vi synes, man bør lytte til, i filmen. Vi kan lære ikke hele tiden at dømme folk på deres sprog, nationalitet, eller hvilket fodboldhold, de går op i,« mener Kasper Torsting.

Det bliver sat på spidsen i filmen, når de dansk- og tysksindede karakterer sætter livet og deres overbevisninger på spil for at hjælpe hinanden.

Selv om den tager udgangspunkt i 100 år gamle hændelser, er filmen generelt ladet med universelle, tidløse problematikker, som mange vil kunne relatere til i dag, opremser skuespiller Sebastian Jessen: Jalousi. Dem mod os. Menneskelighed på tværs af grupperinger og fjendebilleder.

»På det tidspunkt stod Sønderjylland i en kæmpe identitetskrise. Danskere og danske politikere diskuterer i dag stadig national identitet konstant. Vi giver det så meget magt. Filmen sætter fokus på, hvor meget vigtigere det er at behandle hinanden ordentligt, og at det er ens handlinger, der definerer, hvem man er,« supplerer Rosalinde Mynster.