100 år efter Første Verdenskrig: Vi kan stadig lære af historien

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Berlin

Nederlag er ikke det værste, man har, men de skal behandles med omhu, og de må gerne give anledning til omtanke. Tag Danmark, der før tabet af hertugdømmerne i 1864 – for slet ikke at tale om Norges afståelse i 1814 – anså sig for en mellemstor magt på det europæiske landkort. I virkeligheden var riget et tilbagestående bondeland, ført af ofte verdensfjerne monarker og disses underdanige tjenere.

Stormen på Dybbøl Banke rev os ud af vore illusioner. Her begyndte for alvor demokratiet, socialstaten og retsstaten, vor tids Danmark, som de fleste vist nok er ganske glade for.

Denne søndag for 100 år siden pålagde Første Verdenskrigs sejrende magter Tyskland en ubetinget våbenhvile – helt præcist den 11. i 11. klokken 11. I Berlin, Wien og Budapest var republikken allerede udråbt. Tjekkoslovakiet og Polen konstituerede sig som selvstændige stater – med den forskel, at de var på vindernes side. Frankrig, Storbritannien og et tøvende USA dikterede taberne en fred så urimelig, at Anden Verdenskrig kan siges at være påbegyndt på fredskonferencen i Paris i 1919.

Første Verdenskrig (40 millioner døde, sårede og forsvundne) førte til den største omvæltning i Europas og Mellemøstens historie siden Napoleonskrigene små hundrede år forinden og havde vidtrækkende følger i Asien og Afrika. Fire for så vidt fredsbevarende imperier forsvandt: Hohenzollernes Tyskland, Habsburgernes Østrig-Ungarn, Romanovernes Rusland og Osmannernes Tyrkiet. Katastrofen 1914-18 var ikke et enkelt lands værk, men skyldtes søvngængeragtig blindhed i Berlin, Wien, Paris, Skt. Petersborg og London. Alle frygtede alle, alle var optaget af tanken om at gribe til våben, inden de kom i defensiven. Mordet i Sarajevo den 28. juni 1914 på den østrig-ungarske tronarving og hans hustru var ikke væsentligt i anden henseende end denne, at det gav militaristerne i Wien, støttet af Berlin, et påskud til at erklære Serbien krig, hvorefter blodbadet begyndte. England, Frankrig og Italien slæbte sig frem til en udmarvende sejr. Alene USA kunne triumfere, men forlod kort efter – uansvarligt og uventet – scenen.

Omkring den 11. november opstod eller konsolideredes ni nye stater i Europa, fra Finland og de baltiske republikker i nord over Centraleuropa til det senere Jugoslavien i syd. I Rusland oprettede bolsjevikkerne deres ubeskrivelige tyranni. I Mellemøsten opstod over tid, via fransk og britisk kolonialisme, den tyrkiske republik og flere temmelig kunstige stater som Libanon, Syrien, Irak, Israel, Jordan og Saudi-Arabien. Det osmanniske sultanats og kalifats sammenbrud efterlod i den arabiske verden et tomrum, som terrorgruppen Islamisk Stat forsøger at udfylde, bl.a. med det resultat, at fascistiske kræfter atter vinder frem, manifesteret ved denne søndags groteske topmøde i Paris mellem præsidenterne Trump og Putin.

Den tyske og østrigske lære af Første Verdenskrig – demokrati, republik, socialisme – gik tabt, fordi sejrherrerne ville ydmyge taberne. Deri lå, at man indirekte støttede nazisterne, som tog magten i Tyskland i 1933 og seks år senere indledte Anden Verdenskrig (80 millioner døde, sårede og forsvundne). Ved denne krigs afslutning var alle klogere. Demokratiske socialister og borgerlige, i Tyskland og andetsteds, blev taget under armene og den europæiske samlingsproces indledt. Resultatet er det historisk krigeriske kontinents forvandling til vore dages forbløffende fredelige og frie Europa. Måtte vi glæde os over det.