Hårrejsende ny viden: Sådan dræbte Vesuv indbyggerne i Pompeji
Italienske forskere har undersøgt skeletter i de byer, der blev udslettet af vulkanudbruddet.
I år 79 efter Jesu fødsel gik vulkanen Vesuv i udbrud og begravede de nærliggende byer, herunder Pompeji, i aske og lava. Tusinder af lokale slap ikke væk fra vulkanudbruddet og døde på stedet. Men hvorfor nåede de ikke at komme derfra i tide? Og hvordan døde de helt præcist? Det har italienske forskere nu kastet lyst over, skriver Forbes.
Forskerne fra Federico II-universitetshospitalet i Napoli har undersøgt knoglerester fra byen Herculaneum, der ligesom Pompeji blev begravet i forbindelse med vulkanens udbrud. På knoglerne og indersiden af kraniefragmenter fandt de spor af mineralske afsætninger, der indeholdt jern og jernoxider - samt aske indeni knoglerne.
Disse fund betyder, hedder det i rapporten fra Federico II-universitetshospitalet, at indbyggerne blandt andet døde ved, at blodet og andre kropsvæsker fordampede på grund af den ekstreme varme. Og i nogle tilfælde kogte hjernen, så hovedet eksploderede på grund af overtrykket.
Knogleresterne i byen Herculaneum stammer fra mindst 300 mennesker, der søgte beskyttelse fra det to dage lange vulkanudbrud. Men skjulestedet blev hurtigt deres grav, da lavastrømme nærmede sig og til sidst indkapslede dem. Alene luften skønnes at være blevet varmet op til mellem 200 og 500 grader. Heldigvis døde de ulykkelige indbyggere i Herculaneum næsten øjeblikkeligt, mener man.
Den aktive vulkan Vesuv ligger i det vestlige Italien og regnes for at være en af verdens farligste.
I år 79 beskrev digteren Plinius den Yngre vulkanudbruddet på afstand. Ifølge hans skriftlige vidnesbyrd havde indbyggerne i Pompeji og andre omkringliggende byer ikke en chance for at slippe væk. Hele området blev ramt af nedfald, der hurtigt lagde sig som et gigantisk sort tæppe og gjorde det umuligt at orientere sig.
Læs mere om de nye opdagelser i magasinet PLOS.