Søvn på skinner – en aarhusiansk disciplin

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Klokken er 6.10 på Aarhus H. Det er december, det er mørkt og kulden bider sig fast i mine fingre, kun lindret af den kop kaffe, jeg netop nåede at købe i 7-Eleven. Om fem minutter kører toget mod København H. Foran mig ligger et EU-forskningsseminar på Rigshospitalet fra klokken 10 til 19. Bag mig ligger en alarm klokken 5.00 og en seng, der blev forladt alt for tidligt. Først sent i aften omkring klokken 22.39 ruller toget ind igen på Aarhus H, så jeg en time senere kan lukke mine øjne i Aarhus.

Dette er ikke et ideelt scenarie. Hverken for nattesøvn, døgnrytme eller humør. Men det er et scenarie, mange aarhusianere kan nikke genkendende til. København kalder oftere på os, end Aarhus kalder på københavnerne. Derfor står jeg ikke alene på perronen. Toget er fuldt booket - også stillekupéen. Fakta må accepteres: Der går lang tid, før vi får en markant hurtigere togforbindelse. Bil og fly er mulige alternativer, men de er hverken CO₂-venlige eller velegnede til koncentreret arbejde – og slet ikke til søvn.

Forskningen viser ellers klart: Søvn er ikke en luksus. Ifølge blandt andet TrygFondens undersøgelser sover alt for mange voksne for lidt og for dårligt. For mennesker omkring de 60 år anbefales typisk 7-8 timers søvn i døgnet. Samtidig ved vi, at søvnen med alderen ofte bliver lettere, mere fragmenteret og mere sårbar over for forstyrrelser.

Konsekvenserne af kronisk søvnmangel er veldokumenterede: Nedsat koncentration, ringere hukommelse, øget risiko for hjerte-kar-sygdom, type 2-diabetes og depression. Hertil kommer øget irritabilitet og dårligere emotionel regulering - noget hverken forskningsseminarer eller familieliv har glæde af. Og nej, man kan ikke tage søvnrevanche i weekenden. Søvn skal helst køre på skinner - også i hverdagen.

Spørgsmålet melder sig derfor: Kan man på nogen måde arrangere sin togtur, så man får dækket bare en del af sit søvnbehov? Det er ikke et helt trivielt spørgsmål, når man er fyldt 60 og helst ikke vil udstille sig.

Ikke desto mindre har jeg gennem årene udviklet min egen, ganske personlige søvnstrategi til togbrug. Først gælder det om hurtigt at få kontrolleret billetten, så konduktøren ikke forstyrrer yderligere. Dernæst placeres mine noise-cancelling-hovedtelefoner over ørerne. På nogle afgange har togpersonalet en meget stor og højrøstet talelyst i højttaleren, og så supplerer jeg med ørepropper. Jeg finder en velkendt lydbog – intet dramatisk – og sætter hastigheden ned til 0,6x. Langsomt nok til, at hjernen mister interessen i handlingen. Jakken fungerer som dyne, og med fokus på vejrtrækning og systematisk afspænding glider jeg så småt væk.

Rutinen er naturligvis min egen, men princippet er velkendt: Søvn fremmes af faste ritualer, dæmpede sanseindtryk, lav kognitiv belastning og en oplevelse af kontrol og tryghed – også når soveværelset har hjul under sig.

Videnskabeligt set er søvn en af de mest veldokumenterede, men samtidig mest undervurderede, sundhedsfaktorer. Dette skal ikke blive en lærebog i søvnens medicinske effekter, men den påvirker alt fra dagligt humør og arbejdsevne til langsigtet sygdomsrisiko og levetid.

Når verden nu engang er indrettet sådan, at de fleste møder og arrangementer foregår i København, og transporttiden tur-retur kan overstige længden af en almindelig arbejdsdag, så giver det mening at gøre rejsen så sund som muligt. Også selv om det måske ser lidt mærkeligt ud.

Indtil infrastrukturen forbedres – og møderne eventuelt flyttes en anelse vestpå – vil jeg fortsætte at sove i toget. Ikke fordi det er elegant, men fordi det er sund fornuft.