Mellem møller og store skibe

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Beregninger af klimaaftryk bliver stadig mere raffinerede og omfattende. I denne weekend har JP Aarhus beskrevet, hvordan nye beregningsmetoder har vist, at klimabelastningen fra godstransport i Aarhus Kommune er markant større end hidtil antaget.

Det er i forbindelse med Aarhus Kommunes nyeste klimaopgørelse med data fra 2020 lykkedes at registrere køretøjer ud fra, hvor brugeren af køretøjet – og ikke ejeren – bor. Og vupti, nu tegner transportområdet sig for 17 pct. af udledningen fra transport og ikke 7 pct. som tidligere.

»Man kan overveje, om vi har det rigtige billede som by. Det her indikerer i al fald, at Aarhus er en ret stor logistikby, og transportsektoren udleder mere end ventet,« som Aarhus Kommunes klimachef Henrik Müller siger.

Alt sammen taler det ind i debatter om havneudvidelse, Marselistunnel og infrastruktur generelt i en by, der vokser. Infrastrukturen skal udvikles så intelligent som muligt, så fremkommelighed og bæredygtighed går hånd i hånd.

En infrastruktur, som med klimachefens ord bl.a. skal facilitere »en fremtid, hvor også den tunge transport skal være elektrisk«. Den infrastruktur, som år efter år bliver fremhævet som den største kommunale udfordring i Dansk Industris erhvervsklimamålinger.

God arbejdslyst til byrådet og dets klima- og bæredygtighedsudvalg.

Midt i hele denne samfundsomspændende proces viste der sig forleden et ganske forunderligt billede på grøn energi og ambitionerne om samme holdt op imod den virkelige verden, vi lever i.

Jeg tænker her på NRGi’s ansøgning om at opsætte to 220 meter høje vindmøller, der fra Aarhus Havn skal forsyne byen og havnen med grøn strøm i fremtiden. Hidtil har debatten været om 150 meter høje maskiner af slagsen, og allerede der har modstanden været markant. Nu er noget sket, og møllernes vokseværk betyder også, at de må rykkes længere mod syd på havneområdet.

Sagen om de 220 meter høje vindmøller illustrerer interessante krydsfelter. Den illustrerer de mange hensyn og interesser, der er i spil på dette felt.

Først er der Aarhus’ ambitioner om at være en grøn by og den modstand, møllerne på havnen møder fra kritikere, som helst ikke vil se på dem. På Facebook har jeg bl.a. set en kommentar om, at vingernes rotation vil give »flakkende lys om morgenen i tusinder af boliger«. Møllerne vil bl.a. være synlige fra de mange nye boliger på Aarhus Ø.

Et andet paradoks finder man i begrundelsen for at lade møllerne vokse fra 150 til 220 meter i højden til at begynde med. Årsagen er en frygt for, at vingerne på en lavere mølle en dag rammer et af de enorme krydstogtskibe, som kommer til Aarhus.

»Problemstillingerne er, at der er meget trafik i området med Molslinjen, vandflyveren og krydstogtskibe, der passerer, og vi må se på, om sejladsen og sikkerheden kan forenes med vindmøllerne,« har havnedirektør Thomas Haber Borch udtalt til JP Aarhus.

Netop krydstogtskibene har i årevis været et fokuspunkt i debatten om udledning af skadelige partikler ved kajen. Ifølge en rapport fra Aarhus Universitet i 2019 præsterer et gennemsnitligt krydstogtskib emission svarende til flere tusinde personbiler i byens gader.

Fra 2023 er det planen, at nye landstrømsanlæg skal forsyne skibene med strøm, når de ligger ved kaj i Aarhus. Men ikke alle skibe er endnu i stand til at tilslutte sig et sådant anlæg.

Det er muligt, at dansen mellem møller og store skibe er logisk, at det maritime styrer i en mere klimavenlig retning, og at større møller faktisk også er grønnere møller. Men at indrette vindmøller efter netop krydstogtskibes og vandflyveres færden er altså ikke helt uden komisk anstrøg.