En uskyldig hænges ud for mystisk mord

Peer Kaaes bog om det 50 år gamle Højbjerg-mord er velskrevet, men ikke overbevisende i sin argumentation.

Artiklens øverste billede
Ægteparret Oscar og Marie Lock-Hansen. Privatfoto/Pelle Bank/People's Press

Forfatteren Peer Kaae kommer omkring mordet på Marie Lock-Hansen i Højbjerg den 10. november 1967, og bogen er velskrevet. Men der er også – i mine øjne – mangler, som er iøjnefaldende.

Det gælder først og fremmest motivet for drabet samt personen Repræsentanten, der tilsyneladende er drabsmanden. Peer K. mener, at Repræsentanten som biologisk far til en dreng, som Oscars kone Vera har født, kunne være en del af nøglen til motivet, fordi Repræsentanten ønskede, at denne – sønnen – ikke skulle indskrænkes i arv efter sin juridiske far, Oscar Lock-Hansen. Begrundelsen herfor er lang og forklarende, hvilket så gerne skulle bære konklusionen. Men kan det virkelig passe? Jeg skal ikke kunne bestride udlægningen om Repræsentantens liv, men jeg kan ikke acceptere Repræsentanten udlagt som drabsmand af den grund. Og alle ved jo, hvem han er trods den tilsyneladende anonymitet. Peer K. har den forudsætning, at sønnen ellers gøres arveløs, (bortset fra tvangsarven må man gå ud fra), men regner man på det, bliver der da lidt til ham. Faktisk ændres sønnens arv ved transaktionen med ægtepagt og testamente fra 333.333 kr. til 83.333 kr., hvis det fiktive tal 2 mio. kr. lægges til grund for Oscars bodel. Skulle den helt uskyldige Marie dræbes af den grund – og så til fordel for en søn, Repræsentanten ikke har lagt navn til, endsige været familiefar for? Det hænger ikke sammen.

Peer Kaae har ikke forstået den tekniske juridiske proces, men det havde politiet jo heller ikke.

En – i mine øjne – uskyldig mand er hængt ud som morder.

Næste spørgsmål er så, hvorfra Repræsentanten har viden om ægtepagt og testamente? Kredsen om denne viden er hermetisk lukket til Oscar og Marie Lock-Hansen samt advokatfirmaet. Det er en helt privat sag, også selvom venner måtte have opfordret til arrangementet. Jeg kan ikke finde den mindste sprække, som kunne lække denne viden til Repræsentanten.

Dertil kommer jo, at mordet virker meget professionelt planlagt – efter min mening af flere end blot én – kunne Repræsentanten det? Beskrivelse af ham synes ikke at tillægge ham disse evner, endsige at han havde nogen lighed med fantomtegningen – tværtimod: ældre, lysere, mindre og bredere – i 1967. Erindres må også, at han ikke havde en P38-pistol.

Endelig synes Peer K. også at knytte en anden økonomisk forbindelse, nemlig Aggebo, der skulle have solgt grunden Hestehavevej 2 b til Oscar Lock-Hansen. Men Oscar L-H købte kontant af Aarhus Kommune, der forinden havde købt området, ligeledes kontant, og endnu kort efter købet havde lagt servitut på området om byggepligt (1960). Ved ægtepagten skulle Marie overtage eller indfri kreditorer i ejendommen, som hun måtte komme overens med. Denne standardvending tillægger Peer Kaae den værdi, at Aggebo havde en prioritet i ejendommen, men det havde han ikke. Var der da andet økonomisk mellemværende, måske beroende på et pantebrev eller måske et gældsbrev i anden retning? Det fremgår intetsteds overhovedet. Jamen, hvis der nu var? Hvori består konflikten da? Kreditor bestemmer da selv salgskursen op til pari, så her kan der da ikke være nogen konflikt. Aggebo kan da kun være tilfreds!

Peer K. skriver to gange (s. 162 og 179), at dokumenter ligger til tinglysning i stiftamtet. Men de lå til godkendelse for såvidt angår ægtepagten. Det efterfølges af oplysningen om, at et pistolskud har gjort den ugyldig. Det er ikke rigtigt, da både godkendelse og tinglysning kan ske trods mellemkommende død. Det, der gør transaktionerne virkningsløse, er advokatfirmaets tilbagekaldelse af dokumenterne. Det kan måske for mange læsere virke noget overskridende at gå så dybt, men sagen er jo den, at det følges op på s. 162, hvor Peer K. omtaler påtegninger. Her går han galt i byen, men kan næppe bebrejdes, da politiets efterforskning tilsvarende ikke fatter dem, hvorfor de ikke berøres i politirapporten. Påtegningerne er alle sket på stiftamtet, ingen er sket hos advokatfirmaet, som Peer K. mener. Der er også en fejl i selve det gengivne indhold, eksempelvis s. 162 midt, hvor det hedder: »… og tinglysningen stiller anmelder i et odiøst skær over for kommende arvinger.« Den rigtige udlægning er, at »oplysningen (ikke tinglysningen) stiller anmelder i et odiøst skær.« Punktum! Peer K. mener, at der nedenunder også står »over for« og tolker det skal efterfølges af »arvinger«. Men der står »cfr. ovenfor«, og det er stiftamtmanden, der nu skriver i modsat retning af forrige påtegning. Påtegningen ses s. 264, men er ikke nem at læse.

Lidt senere (s. 163) oplyses det, at det er Lock-Hansen, der sættes i et odiøst skær, men det er ingenlunde tilfældet. Det er advokatfirmaet, der sættes i et odiøst skær, hvorfor anmelderen (Hugo Schmidt) beder om overstregning af noget af påtegningen. Peer K. har ikke forstået den tekniske juridiske proces, men det havde politiet jo heller ikke.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen