En god vedvarende indsats forbygger social kontrol

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Medierne har den seneste tid haft fokus på nogle af de udfordringer, der kan være forbundet med at være etnisk minoritetskvinde i Danmark. Det er med god grund, da der stadig er mange forhindringer før etniske minoritetspiger og -kvinder kan leve et frit og ligeværdigt liv i Danmark.

En ny rapport foretaget af forskningsvirksomheden Als Research for Københavns Kommune har dokumenteret, hvordan negativ social kontrol er medvirkende årsag til, kvinderne holdes ude af arbejdsmarkedet. En anden rapport fra Vive har belyst, at det kan være vanskeligt for nogle muslimske kvinder at komme ud af deres ægteskab trods gennemført dansk juridisk skilsmisse, idet kun manden kan opløse ægteskabet i henhold til islamisk praksis. Endvidere har TV 2 sat fokus på social kontrol og æresrelaterede konflikter via dokumentaren ”Min livsfarlige familie”.

I Kvindehuset, som er en ngo, der arbejder for at styrke etniske minoritetskvinder, er vi i kontakt med mere end 200 etniske minoritetskvinder fra hele Aarhus.

Vi kender til den negative sociale kontrol, som giver sig udtryk i mange forskellige former; fra manglende ret til at finde sin egen ægtefælle til forbud mod at deltage i bestemte aktiviteter uden for familien.

Vi kender til eksempler på kvinder, som bliver i voldelige ægteskaber grundet manglende kendskab til deres rettigheder og manglende støtte i nærmiljøet samt en bekymring for at miste deres opholdstilladelse og blive skilt fra deres børn.

Vi har kvinder, der er vokset op i en kultur, hvor æresbegrebet er knyttet til en kvindes krop, og som har erfaret, at kvinder bliver slået ihjel, hvis familiens ære bliver krænket. Nogle af dem har svært ved at forstå, at vi i Danmark siger, at en jomfruhinde er en forældet social konstruktion, som er skabt for at kontrollere kvinden og ikke eksisterer i virkeligheden.

Når man selv er blevet gift som 13 årig, født det første barn som 15-årig og efterfølgende har født mere end 10 børn, så kan forestillingen om dansk teenageliv ligge fjernt, og man forbyder sine egne børn i at være en del af det.

Jeg har endvidere i mit lægelige virke mødt kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, der ikke kunne bestemme over deres egne kroppe, ikke havde nok kendskab til deres kroppe samt reproduktive rettigheder med vidtrækkende konsekvenser til følge for den enkelte kvinde. Derfor er ”retten til egen krop” også Kvindehusets tema til et 8. marts-arrangement, der afholdes i anledning af kvindernes international kampdag på Kvindemuseet i Aarhus.

I Danmark er det normalt, at kvinderne er på arbejdsmarkedet, bidrager til økonomien og skaber deres egne karrierer. Det kan være svært at forstå for nogle kvinder med flygtninge- og migrantbaggrund, at man som kvinde i Danmark også kan skabe sin identitet gennem sit arbejde.

Vi har eksempler på kvinder, der er kommet til Danmark som medfølgende ægtefælle, der er blevet forsørget i familien og går derhjemme og passer først egne børn, senere børnebørn. Det betyder, at man kan leve et liv uden væsentlig kontakt med det danske samfund. Man kender ikke sine pligter eller rettigheder og møder sjældent danske normer og værdier.

Udfordringerne er derfor mange og årsagerne dertil multifaktorelle, men i Kvindehuset taler vi om alt det, som er svært og tabubelagt. Social kontrol, forskellige former for vold, børneopdragelse, arbejdsløshed, teenagere, sundhedsproblemer, psykisk sårbarhed og PTSD. Ugen igennem tilbyder vi aktiviteter og tiltag, der alle har en fælles overskrift i form af bidrage til at sætte kvinderne i stand til at tage magten over eget liv.

I Kvindehuset kommer man frivilligt og bestemmer helt selv, hvad man gerne vil deltage i. Kvinderne kommer således med et dybfølt behov for at lære mere dansk, blive bedre til at forstå det danske samfund og til at mestre egne sundhedsproblematikker.

Det er vores erfaring, at vejen til forandring er at give den enkelte kvinde styrke til at mestre egen livssituation. Mange minoritetskvinder er ikke klar over, hvordan livet former sig i Danmark og har store vanskeligheder ved at føle sig kompetente i et gennemstruktureret samfund som det danske. Der kan være mange årsager til, kvinderne er og handler, som de gør. Derfor er der sjældent en ”one-size-fits-all”-løsning. Men vi må som samfund insistere på, at alle individer har ret til at leve et frit liv uanset køn, race eller etnicitet.

Forandring tager tid, men forandringen kommer, hvis man møder kvinderne, hvor de står, og udfordrer de forskellige forhindringer, der er med i bagagen – uanset om de er er kulturelle, sociale, religiøse eller helt fjerde årsag.