Vi i Brabrand IF blev kåret til årets fodboldklub i DBU. Det var lidt overraskende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark har vi et blomstrende foreningsliv, der er funderet på frivilligt arbejde. Det er en del af vores grundfortælling. Men vil det også være det i fremtiden? Vil vi fortsat kunne besøge de berigende julestævner i håndboldhallen eller de spændende arrangementer i kulturhuset, eller vil de dø ud, fordi der ikke er nok frivillige til at organisere og drive dem?

Det er der kort fortalt forskellige bud på. Nogle undersøgelser peger på, at frivillige involverer sig på andre måder end tidligere. De vil gerne deltage i konkrete projekter eller events i form af indsamlinger, oprydninger efter festivals. Derimod er der færre, der melder sig ind i en forening, som de deler livssyn og værdier med. Hvis det er rigtigt, sætter det foreningslivet under pres, fordi de frivillige kun er involveret i kortere og afgrænsede perioder. Det medfører visse udfordringer i forhold til at bemande foreningers organisatoriske fundamenter, hvad enten det nu er bestyrelser eller andet.

Andre siger, at antallet af frivillige i foreningsdanmark faktisk er relativ stabilt. De ser heller ikke de store faresignaler i den relativt tidsafgrænsede involvering, idet det egentlig altid har været sådan. Selv bestyrelsesarbejde har oftest en udløbsdato, og det stemmer meget fint overens med foreningers grundvilkår, hvis nogle er involveret i lidt kortere og andre lidt længere perioder.

Uanset om fremtidsscenariet tegnes optimistisk eller lidt mere dystert op, så viser konkrete erfaringer, at vi ikke kan tage frivillighedsengagementet for givet. Vi har fortløbende brug for at drøfte, hvordan der rekrutteres og fastholdes frivillige. Frivillige er ikke bare er grundnerven i foreningslivet. De skal også bidrage til at løse forskellige typer af velfærdsopgaver på bosteder eller i lektiehjælpscafeer. Så der er både brug for flere samt finde de rigtige.

Min egen involvering hidrører bestyrelsesarbejde i fodboldklubben Brabrand IF. Her blev vi kåret til årets fodboldklub i DBU i den jyske region 3. En ærefuld titel, og den skal, som den øvrige del af klubbens virke, hovedsagelig tilskrives de mange frivillige trænere og hjælpere, der har involveret sig i klubbens dagligdag. Dem er der heldigvis mange af.

Alligevel kom kåringen lidt overraskende. Vi taler tit om, hvor lidt vi lykkes med i klubben. Vi har et godt optag blandt de yngste piger og drenge, men vi kæmper med at fastholde dem på de ældre årgange. Med ca. 700 medlemmer og 90 frivillige har vi en pæn volumen. Dog mangler vi konstant hænder til det arbejde, der direkte involverer holdene og deres kampe og så alt det andet. Vi taler meget om visioner og værdier, der skal binde klubben sammen. Alligevel bliver få ord overført til velvalgte handlinger.

Måske er hovedkonklusion bare, at vi netop er en klub som så mange andre. Lige præcis det legitimerer måske kåringen. Vi repræsenterer alle de klubber, der er en del lokalsamfundene. Hverken mere eller mindre. Følgelig giver det god mening at tage afsæt i Brabrand IF, når muligheder og udfordringer omkring de frivillige skal anskueliggøres.

Vi kan genkende det generelle billede af, at der er rigtig mange gode og engagerede mennesker i lokalsamfundet, der involverer sig i klubben på forskellig vis. Ikke mindst de mange forældretrænere, der hvert evig eneste år kaster sig ind i den omfangsrige trænergerning. Det gør de formodentlig med afsæt i, at netop deres egne børn gerne vil have fodbold som en del af deres fritidsliv, men forældrene påtager sig som trænere et langt større ansvar for hele holdet og en række andre klubaktiviteter.

Vi oplever samtidig en stort behov for at arbejde med sammenhænge i klubben. På tværs af ungdomsårgange og mellem ungdom og seniorer. Det sker gennem konkrete aktiviteter, som kurser, oplæg og nytårskur, eller når spillere og trænere fra seniorerne hjælper til med træning af ungdomsholdene. Det er afgørende, at de frivilliges engagement ikke misbruges ved, at de skal involvere sig i så stor tidsmæssig udstrækning, at det bliver en belastning. Dette lykkes vi med i meget varieret omfang. Der trækkes store veksler på nogle af de involverede.

Man skal ligeledes respektere, at de frivilliges involvering baserer sig på noget konkret og afgrænset. F.eks. at være træner for det hold, hvor ens datter eller søn spiller. Også i den konkrete og tidsmæssige afgrænsede involvering er der dog behov for at forstå og bekende sig til klubbens overordnede visioner og værdier. Det er vigtig for sammenhængskraften, men også for de frivilliges motivation og fastholdelse. I hvert fald hvis man skal tro anbefalingerne fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Her fremhæves det, at de frivilliges forbundethed til organisationens netop skal ses i forhold til dens overordnede vision og værdier.

Kan man som træner ikke se sig selv i klubbens overordnede vision, så vil man med rette efterlyse rammen og fundamentet for trænerarbejdet og næppe involvere sig mere tværgående i klubben. I Brabrand IF er visionen at være hele lokalsamfundets fodboldklub og skabe stærke fællesskaber på tværs af ”verdener”. Brabrand er et af de mest diversificerede områder i Danmark. Ikke andre steder i Danmark er der samlet så mange mennesker med så store forskelle i sociale-, økonomiske- og etniske baggrunde, og Brabrand IF har potentiale til at gabe over forskelligheder, omfavne dem og gøre dem til en del af klubånden og klubfællesskabet.

I Brabrand IF mødes forskellighed og bliver en del af fællesskaber. Når børn, unge og voksne trækker i klubdragten og går på banen, efterlades de forskellige baggrunde i omklædningsrummet. Visionen er, at Brabrand IF fortsat skal være en fodboldklub, der forener den diversitet, som lokalområdet byder på.

Visionen og værdier betyder noget i vores daglige arbejde med talent og bredde, hvor der netop satses på begge dele. Vi er en breddeklub og har stor opmærksomhed på optag af de yngste piger og drenge i samarbejde med de omkringliggende skoler og fritidstilbud. Selv om vi er en klub baseret på frivillighed i en superligaklubs baghave, så vil vi dog også have lov til at satse på talentudvikling og divisionsfodbold, selv om rammebetingelser fra kommune og divisionsforening ikke nødvendigvis gør det nemmere.

Visionen betyder på den måde noget, men spørgsmålet er, om den fortælles og drøftes på måder, som gør, at alle frivillige føler sig forbundet til den? Et andet forhold, der har betydning for rekruttering og fastholdelse af frivillige, er deres tiltro til, at de kan løse opgaverne. Her skal vi som klub f.eks. helt indlysende understøtte trænernes løbende kompetenceudvikling. Igen skal det ses i relation til vision og værdier, hvorfor vi gerne både vil have trænere til bredden og talentudviklingen. Forældretrænere er uundværlige og skal tilbydes videre trænerfaglig uddannelse, så de udvikle holdets spillere. Endvidere kan vi ikke nå visionen udelukkende gennem forældretrænere. De skal suppleres med nye trænere fra klubbens divisionshold eller gennem det gode samarbejde med superligaklubben AGF.

Endelig skal de frivilliges indsats løbende påskyndes. Heller ikke det gør vi godt nok. Så selv om vi hjælpes lidt af en kåring som årets klub i regionen, er der fortsat lang vej til, at vi når hele vejen rundt om alle centrale forhold, der vil hjælpe os til at få flere frivillige, der involverer sig tværgående og gennem længere perioder i klubben aktiviteter.

Hvis vi gerne vil være et land med en sand myriade af herlige foreninger baseret på frivillighed, så må vi aldrig tage den for givet. Frivillige skal kende foreningernes værdier og visioner for at kunne forbinde sig til dem, og når de gør en indsats, så skal det påskyndes. Her er der fortsat meget at gøre i Brabrand IF og sikkert også mange andre steder. God arbejdslyst.