Det bæredygtige bjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Alle ved, at det er landets største samlingssted for madpapir og andre efterladenskaber, at dette vort mest kendte udsigtspunkt har sin værste fjende i et publikum, som hærger det.«

Således skrev en arrig Achton Friis i 1962 om Himmelbjerget. Og Friis’ udfald bør vække til eftertanke nu, hvor det bl.a. med en afholdt workshop er diskuteret, hvordan man kan »fremme Bjerget i omverdenens bevidsthed«, som borgmester Frands Fischer (S) formulerer det.

Hvordan undgår man, at ambitioner på Bjergets vegne slår ind på en bane, hvor de sejrer sig selv ihjel, fordi Bjerget, som vi kender det, går under i sin succes, eller hvor tiltagene blot ødelægger Bjergets natur og egenart?

Konkrete projektidéer bør ikke diskuteres uden en større idé, nemlig en idé om, hvad det indbefatter at bevare et særligt sted. Tidens buzzword i den slags anliggender er det indholdsmæssigt brede ord “bæredygtighed”. Og vi kan også betragte udfordringen med at værne om og videreføre Bjergets egenart som et spørgsmål om bæredygtighed, i bred forstand. Det perspektiv er tilmed helt på linje med internationale organisationer som FN, Unesco og Icomos (International Council on Monuments and Sites), som der ofte skeles til, når politik og projekter skal formuleres. Her er tre store, vigtige punkter.

2019 tegner til at blive et rekordår på mange fronter. Hjejle-selskabet og campingpladser i nærheden af Bjerget har for eksempel meldt om “rekorduger” og overraskende stor tilstrømning. Noget tyder altså på, at alene medieomtale (som der har været meget af det seneste halvandet år) har en stærk effekt.

Men ét er, hvor mange turister turist- og handelserhverv måtte drømme om at tiltrække (uanset hvor realistiske sådanne drømme er). Noget andet er, hvor mange turister Bjerget kan bære. I forbindelse med “helhedsplanens” lancering sidste år nævntes fra flere sider en ambition om en markant forøgelse af antallet af besøgende, som allerede fylder tæt på tilkørselsvejene i sommerhalvåret.

Og i Visit Aarhus, som Skanderborg for nylig tilsluttede sig, har man også store ambitioner om kraftig forøgelse af turismen. Alle sejl sættes til i Aarhus for at fastholde “gæstetrykket”, som det kaldes. Men hvor megen ekstra turisme kan Bjerget bære? Hvor mange bygninger til at skabe og håndtere øget turisme kan der bygges, uden Bjerget mister sit særpræg, og naturens ro fortrænges langt væk fra top og bakke? Hvor mange ekstra vandrere og cyklister kan stierne tåle, uden stedet om sommeren bliver overfyldt, og uden underlag og omgivelser kommer til at fremstå nedslidte og som “samlingssted for madpapir og andre efterladenskaber”?

Hvor mange ekstra hold af krydstogtturister fra fjerne egne kan Bjerget modtage uden at fremmedgøre sit folk? Himmelbjerget er jo blandt andet særligt derved, at det ikke blot er en “attraktion”, som opsøges ved særlige lejligheder, men i særdeleshed et sted, som rigtig mange har et mere “dagligdags” tilhørsforhold til.

Som det formuleres i Icomos’ turistcharter af 1999 (oversat):

»Umådeholden eller dårligt håndteret turisme og turismerelateret udvikling kan true naturens og kulturarvens fysiske fremtoning, integritet og særlige karakteristika.«

Vi mener, det fremtidige arbejde med projekter på Bjerget bør afstemme ambitioner om forøgede besøgstal og længere besøgstid med en stærk håndhævelse af Bjergets integritet.

Besøger man Bjerget på en sommerdag, vil man typisk finde den primære parkeringsplads P1 helt fyldt op og P2, et lille stykke før plænen, godt besat. Og naboer beskriver, hvorledes motoriseret trafik bevæger sig i lange slanger op og ned ad tilkørselsvejene. Hvis besøgstallet fordobles, som flere har ytret ønske om, vil både trafik og behovet for parkeringsarealer stige voldsomt. Naturligvis kan en fordobling til dels ske ved at forlænge sæsonen, men det betyder også, at man forlænger den periode, hvor området er kraftigt trafikeret. Og under alle omstændigheder vil en fordobling i besøgstal også medføre et øget tryk på de i forvejen travle dage.

Allerede nu rejser mange det spørgsmål, om trafikken i højsæsonen er holdbar for natur, dyreliv, naboer og stedets stemning. Og dette spørgsmål vil kun blive mere relevant ved forøgede besøgstal. Det er ligeledes særdeles relevant at forholde sig til, hvor de mange ekstra køretøjer skal parkeres, og hvilken effekt udvidede parkeringsfaciliteter vil have på området.

I Icomos’ turistcharter hedder det (oversat):

»Turismeudvikling og infrastrukturprojekter bør tage hensyn til de æstetiske, sociale og kulturelle dimensioner, naturlige og kulturelle landskaber, karakteristika ved biodiversitet og det bredere visuelle indtryk af kulturarvssteder.«

Vi mener, det fremtidige arbejde med projekter på Bjerget bør holde sig den tilstrømmende trafiks mulige forstyrrende og skadelige effekt særligt for øje, ligesom man altid bør forholde sig kritisk til udvidelse af infrastrukturen ved stedet.

I den plan fra Labland Architects, som Skanderborg Kommune oprindeligt lancerede, men som nu er erklæret død af borgmester Frands Fischer, vrimlede det med billeder af konstruktioner som i stil og fylde ligger et godt stykke fra den epoke og stil, som Bjerget som nationalt ikon er “født” med. Fremtidige projekter behøver ikke være underlagt krav om pastiche i tråd med den danske form for skønvirke, som præger Bjerget og egnen.

Men de brede bjælker, store glaspartier og beton, som findes i Lablands plan, repræsenterer en samtidig mainstream-arkitektur, som findes overalt. Der er intet originalt eller særligt ved den, og den møver sig ind over det, den skulle forestille at fremvise. Med sådan arkitektur indhegner man både sted og gæst i et trivielt samtidskarakteristisk miljø.

I Icomos’ turistcharter hedder det (oversat):

»Lokale materialer bør foretrækkes, og der bør tages hensyn til lokale arkitektoniske stilarter og folkelige traditioner.«

Vi mener, det fremtidige arbejde med projekter på Bjerget bør forholde sig til lokale materialer, stilarter og traditioner som vejledende rammer for arkitektoniske tiltag. Det åbner mulighed for en samtidig tolkning af disse, men de grundlæggende rammer skal sikre stedets særkende.

I sprog, retorik og billedmateriale tog den oprindelige “helhedsplan” for Himmelbjerget slet ikke afsæt i stedet. Den tog primært afsæt i idéer og ambitioner, man lagde ned over stedet. I Folkets Bjerg er vi tilhængere af, at man tænker i, hvordan man bevarer og styrker Bjergets rolle nationalt og internationalt i vores samtid og i fremtiden. Men metoden er altafgørende. Det primære succeskriterie for alle tiltag bør være, at de styrker stedet, som det særlige sted det er – eller, med brug af buzzword, at de er bæredygtige og “bærer” Bjerget videre.

Det betyder også, at det ikke først og fremmest handler om at få en masse og gerne “vilde” idéer – som det har heddet i tidligere udtalelser, der er på linje med en slags reklamebureau-jargon. Det handler først og fremmest om at basere tiltag på ekspertise i Bjergets særlige karakter.

I Icomos’ turistcharter hedder det (oversat):

»Bevarelsen af kulturarvssteders og samlingers autenticitet er vigtig. Tiltag bør tolke og fremstille steders og kulturers autenticitet for at fremme værdsættelsen og forståelsen af kulturarven.«

Det fokus kan sagtens vise sig givtigt for udvikling i turismen. Der står ingen steder skrevet, at alle turister foretrækker fyldende, moderne installationer af en ensartet karakter. Tværtimod peger meget i retning af, at netop den “autentiske” oplevelse, der bestræber sig på at forstå steders egenart, er i kraftig fremmarch. Passion for stedet bør altid gå forud for og om nødvendigt begrænse entreprenøriske ambitioner.