Hvordan kan charme, selvtillid og lækkert hår være vigtigere end faglighed?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ofte deltager jeg i drøftelser om, hvordan vi sikrer tilstrækkelig faglært arbejdskraft til fremtidens arbejdsmarked.

Når snakken kommer til, hvem der er brug for til at passe vores børn, sker der noget besynderligt.

Pludselig virker det som om, at det er vigtigere at få fat i nybagte studenter med masser af charme, selvtillid og lækkert hår, end at få ansat faglærte unge pædagogiske assistenter, som ved, hvordan der arbejdes målrettet med børnenes sprog og udvikling. For, »hvor svært kan det lige være at passe de unger?«

Jeg spekulerer på, om man kunne forestille sig samme opfattelse af værdien af uddannelsen som serviceassistent?

»Hvor svært kan det være at skubbe en patient i en seng fra A til B?«

Eller: »Hvor svært kan det være at vaske et gulv og gøre et toilet rent?«

Jeg tror godt, at hospitalsledelserne er klar over, at der er brug for uddannet personale til at sikre kvaliteten og sikkerheden i patientbehandlingen. Det vil ikke kunne løses af ufaglærte i korte ansættelsesforløb.

Og hvad med ernæringsassistenterne, der arbejder i køkkener på plejehjem og hospitaler? De er uddannet til at sammensætte og tilberede kosten, så den passer til borgerens og patientens behov.

»Hvor svært kan det være at koge nogle kartofler, stege en bøf og lave noget sovs?«

Heller ikke her kan jeg forestille mig, at lederne vil være trygge ved at overlade disse opgaver til ufaglærte, uanset hvor gode de er til at lave mad derhjemme.

Så jeg undrer mig over, at vi ikke stiller større krav til dem, der passer vores børn og tilbringer mange timer sammen med dem hver dag. Hvorfor er det ikke vigtigt, at flere af dem har en uddannelse i pædagogik? Der står masser af velfungerende unge i kø for at få lov til at tage en uddannelse som pædagogisk assistent - en erhvervsuddannelse på to og et halvt år. Men antallet af uddannelsespladser er begrænset af kvoter, fordi de har svært ved at få ansættelse efter endt uddannelse. Eller også kunne man begynde at uddanne dem, der i dag arbejder i vores børnehaver og SFO’er, og som ikke har en pædagogisk faglig uddannelse.

Der er simpelthen brug for, at nogen for alvor tager stilling til, hvem der skal passe vores børn. Hvilke krav stiller vi til deres kompetencer? Hvordan skal andelen af uddannet personale være i forhold til antallet af ufaglærte medhjælpere? I dag er det mange steder 50/50, dvs. hver anden voksen dit barn møder i daginstitutionen ingen uddannelse har i at passe børn. Er det bare OK? Hvorfor ikke stille krav om, at det højest må være hver fjerde eller hver femte voksne, der ikke er uddannet i faget? Flertallet skal være uddannede pædagoger eller pædagogiske assistenter.

Det er ikke kun et spørgsmål om økonomi at træffe den beslutning. Det handler om vores børn og deres udvikling.