Hvordan kan der være både dansk- og tysksindede i samme familie?

Svaret er kærlighed.

Artiklens øverste billede
Afslutningen på Første Verdenskrig blev den 11. november markeret i Mindeparken i Aarhus. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det var interessant at læse Claus Brylds kronik forleden om Mindeparken i Aarhus. Jeg bed mærke i, at der faldt 5.270 sønderjyder i Første Verdenskrig, men at der kun er hugget 4.140 navne ind på mindetavlen. De manglende havde ikke været danske nok. I min familie faldt fem unge mænd, og én døde nogle år efter krigen af malaria, en sygdom, han havde fået under krigen. Af disse er det imidlertid kun de tre, der er nævnt på mindetavlen.

Det er fair nok; der er ingen tvivl om, at de tre var udpræget dansksindede, og at de to andre var mere ”blakkede”. Og ham med malariaen var endda så tysksindet, at han flyttede til Flensborg efter Genforeningen i 1920.

Men hvordan kan der være både dansk- og tysksindede i samme familie? Svaret er her kærlighed, og vi er er nødt til at begynde med min tipoldefar Philipp Johann. Han var som ung stukket af fra livegenskabet i Mecklenburg, var blevet gift i Brunsbüttel i Ditmarsken og siden endt i Bergenhusen i det sydlige Slesvig. Her optrådte han af uransagelige grunde som så dansksindet, at han blev sat i fængsel af de slesvig-holstenske oprørere i 1848.

Næsten alle hans 10 børn blev også dansksindede, og flere af sønnerne var desuden frivillige på dansk side i 1848-50. Efter 1864 flyttede de fleste til Danmark, altså op nord for Kongeåen. Kun tre sønner blev i det nu tyske Slesvig; den ene af dem, fordi han havde overtaget gården i Bergenhusen – så han havde nok ikke noget valg.

Så tilfældigt kan livet nogle gange være – den ene brors familie blev indiskutabelt dansk, mens den anden blev ”blakket“. Den forskel skyldes alene Marie Rosalie.

Den anden, Johann Christian, flyttede ganske vist mod nord, men kun til den danskdominerede Skærbæk-egn, hvor han og hans familie markerede sig som aktive dansksindede i åben konflikt med de tyske myndigheder.

Den tredje var min oldefar Philipp Leifholdt – der var et af de yngste af tipoldefars børn – blev dragon i Randers, og han kunne have været med på dansk side i 1864. Det var han imidlertid ikke, for han var ”på valsen”, som tusindvis af andre unge håndværkere havde været før ham. Og her mødte han Marie Rosalie, hun blev gravid, de blev gift og flyttede først til Hamdorf nær Rendsborg, hvor de fik et større antal børn, bl.a. min farfar.

Imidlertid blev Johann Christian i 1892 alvorligt syg, og lillebror Philipp Leifholdt flyttede sammen med Marie Rosalie og de mindste børn op til Johann Christians gård for at hjælpe storebroren. Da denne nogle år efter døde, købte Philipp Johann en anden gård på Skærbæk-egnen og fik efterhånden samlet også de større børn på egnen. De to Meyhoff-familier kom således i mange år til at bo meget tæt på hinanden omkring Skærbæk – ja, flere bor der faktisk endnu – men den ene familie var udpræget dansk, mens den anden var tysk eller ”blakket”.

Den danske familie blev nødt til at sende en søn og en svigersøn afsted i krigen. De døde begge, og de er begge nævnt på tavlen i Mindeparken.

Den tyske/blakkede familie måtte sende (mindst) 10 sønner og svigersønner afsted. De tre døde, men heraf er kun den ene nævnt på mindetavlen. Det var en svigersøn, der også kom fra egnen.

Så tilfældigt kan livet nogle gange være – den ene brors familie blev indiskutabelt dansk, mens den anden blev ”blakket”. Den forskel skyldes alene Marie Rosalie. Hun kom jo ikke fra det sprogligt blandede Slesvig, men fra Leipzig, og hun talte højtysk. Det kom til at præge børnene.

Nogle blev dog påvirket mere end andre, men kun én flyttede syd for den nye grænse i 1920 – ham med malariaen. De andre blev boende i nu danske Sønderjylland og blev hurtigt spredt over det meste af Danmark.

Det er som nævnt helt fair, at de tyske og blakkedes navne ikke er hugget ind i tavlen i Mindeparken, men det er nogle gange tilfældigt, hvilken side man ender på. Og hvad enten man følte sig som dansk eller tysk, ønskede man næppe at afslutte sit unge liv i en fjern skyttegrav.

Måske var det ikke alle familier, der kunne håndtere deres sindelagsforskelle så let? Det har nok ikke været lige let alle steder. Men blodets bånd kunne altså være meget stærkere end det nationale spørgsmål.

Og jeg har endnu et eksempel:

En af sønnerne i den ”blakkede” familie var i 1902 blevet forpagter på den tyske domænegård Ottersbøl ved Skærbæk – det blev man ikke, hvis man var overbevist dansksindet. Men efter at hans kone døde, fik han Ingeborg Krüger ansat som husholderske. Hun var barnebarn af H. A. Krüger, der var de danskes ledende politiker i flere årtier efter 1864. Og i 1923 blev hans ældste søn endda gift med Ingeborg. Her var kærligheden åbenbart det vigtigste.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.