Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et besøg i Marselisborg Mindepark: Vil mindet leve i tusinde år?

I Danmark blev Første Verdenskrig aldrig en nøglefortælling ligesom 1864 og Besættelsen.

Artiklens øverste billede
Tegning: Martin Frøsig

Urkatastrofen – sådan kaldes Første Verdenskrig ofte. Den kaldes også for den nye trediveårskrig efter navnet på den frygteligt blodige krig 1618-48, som decimerede Europas befolkning. ”Krigen” 1914-45 var ganske vist afbrudt af 21 års ustabil fred, men efter Versailles-traktaten 1919, som delte og ydmygede Tyskland, var mange iagttagere klare over, at krigen 1914-18 kun var indledningen på en lang periode med konflikter mellem Europas stater, som sandsynligvis ville munde ud i en endnu større krig.

Da krigen sluttede med våbenstilstanden 11/11 kl. 11, var over ni millioner unge europæere døde som soldater, endnu flere var invaliderede, og flere millioner civile var omkommet som direkte eller indirekte resultat af krigen. Tre imperier, det russiske, det østrig-ungarske og det ottomanske, brød sammen, og et nyt europakort blev tegnet – et europakort, som trods ønsket om ”folkenes selvbestemmelsesret” tegnede nye grænser, som snart lagde op til fornyede stridigheder. Selv den næste krig løste ikke disse stridigheder, hvad vi f.eks. så på Balkan i 1990’erne.

Trods Første Verdenskrigs karakter af urkatastrofe for Europa tror jeg, at krigen på mange måder er glemt. Medierne gør deres bedste for at huske os på den, men i den almindelige omgang med historien er der langt flere referencer til Anden end til Første Verdenskrig. Den er nærmere på os i tid, og det var en krig, hvor det er meget lettere at forme en fortælling om ”de gode mod de onde”.

Det er straks sværere med Første Verdenskrig, selvom dens langsigtede betydning nok har været større end dens ”efterfølgers”. Den Russiske Revolution i 1917, som oprettede Sovjetunionen under kommunistisk ledelse, var f.eks. et klart produkt af krigen, og Sovjetunionen brød som bekendt først sammen i 1991. Den Kolde Krig var altså også et indirekte resultat af Første Verdenskrig.

Selvom jeg er historiker, kan jeg bruge mig selv som eksempel på en, der glemmer eller i alt fald ved for lidt. I sommer holdt min kone og jeg ferie i Aarhus, og nærmest ved et tilfælde spadserede vi ind i parken ved Marselisborg Slot, hvor vi lige så tilfældigt fandt den store mindepark for de danske soldater, der faldt i Første Verdenskrig. Vi anede ikke, at den eksisterede, i modsætning til Mindelunden i Ryvangen, som spiller en stor rolle i den offentlige erindring om Anden Verdenskrig og besættelsen.

Besættelsestidens danske ofre var færre end de danske ofre i den første krig, men det er dem, der mindes, muligvis også fordi det er svært at mindes danske soldater, som kæmpede for Tyskland, som de danske sønderjyder (som tyske statsborgere) jo gjorde 1914-18.

Efter 1864 var Tyskland jo Danmarks hovedfjende, og det er svært at formidle en fortælling om danskere, der kæmpede for fjenden. Men det var de nødt til, og derfor er det selvfølgelig helt berettiget at rejse et monument for dem. 4.140 navne er indhugget. Der faldt ganske vist 5.270 sønderjyder i tysk krigstjeneste, men nogle regnedes for mere tysk- end dansksindede og blev derfor ikke nævnt. Den fine, nu afdøde, historiker Inge Adriansen har fortalt om en ung dansksindet mand, der faldt i 1915, men hvis navn ikke måtte komme med, fordi han, der studerede i Kiel, var blevet set med en tysk studenterhue på! Ifølge familietraditionen græmmede hans mor sig til døde herover.

Selvom den sidste sønderjyske veteran fra Første Verdenskrig døde i 2004, afholdes der hvert år den 11. november en mindehøjtidelighed i Mindeparken med kransenedlæggelser.

Det meget smukke monument, der er formet som en rotunde med fire store relieffer og navnene rundt om, er skabt af billedhuggeren Axel Poulsen. Selveste den tidligere statsminister J.C. Christensen udformede indskriften, der slutter med: MINDET VIL LEVE/I TUSINDE AAR.

Men der kom altså lige en ny krig imellem. Monumentet skulle sikre de faldne danskere en varig plads i det danske erindringsfællesskab. Men som en anden historiker, Nils Arne Sørensen, har vurderet, så fik det, på linje med selve erindringen om krigen, kun en marginal plads i danskernes historiebevidsthed. Et andet stort mindesmærke – for de danske søfolk, der omkom under krigen – og som er placeret ved Langelinie i København, har lidt samme skæbne. Det står underlig forladt, mens både danskere og turister flokkes om Den Lille Havfrue et par hundrede meter derfra. H.C. Andersen går ikke i glemmebogen.

Min kone og jeg blev faktisk bevægede af det store og smukke monument i mindeparken, som vi end ikke havde anet eksistensen af. Ikke fordi vi er københavnere, men fordi vi åbenbart er som folk flest, der ved en masse om besættelsestidens mindesmærker – og ligeledes om dem, der mindes 1864 – men kun lidt om Første Verdenskrigs. Den glemte krig. Her i 100-året for dens afslutning afholdes store mindehøjtideligheder i det meste af Europa, men ikke i Danmark. Krigen blev aldrig en nøglefortælling ligesom 1864 og Besættelsen. Og det selvom den faktisk blev skelsættende i dansk historie ved Sønderjyllands tilbagekomst til Danmark to år efter dens afslutning.

Og det er i øvrigt heller ikke helt rigtigt, at der ikke afholdes mindehøjtideligheder for krigens faldne. Selvom den sidste sønderjyske veteran fra Første Verdenskrig døde i 2004, afholdes der hvert år den 11. november en mindehøjtidelighed i mindeparken med kransenedlæggelser. I år sender jeg en tanke til en sandsynlig fjern slægtning, hvis navn var indhugget: Andreas L. Bryld, faldet i 1915.

Mindet lever, selvom det er falmet. Og med eller uden mindesmærker kan vi lære meget af urkatastrofen. Ikke mindst om hvordan verden tumlede ind i den pga. stormagtskonkurrence og overmodige politikere og generaler, der regnede med en hurtig sejr. Alt for meget i nutidens verden minder om tiden før 1914.

Claus Bryld (f. 1940) er en del af JP's weenendpanel, hvor syv personer på skift skriver en kronik. Han er forfatter, professor, dr.phil. i historie. Har speciale i arbejderbevægelsens historie.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.