Fortsæt til indhold
Aarhus

Jeg greb det forkert an i begyndelsen

Sune Hørning blev leder allerede som 21-årig. Han har mærket frygten for konflikter med de ældre medarbejdere og har tilpasset sin måde at lede på.

Esben Larsen Mikkelsen

For Sune Hørning begyndte den første konflikt med sin 22 år ældre medarbejder i begyndelsen af 2013. Han selv var lige blevet forfremmet til serviceleder, han var 24 år, og under sig havde han 56 medarbejdere med forskellige stillinger i Føtex. Bl.a. Helle Brixen, som dengang var 46 år og dermed den ældste medarbejder under Sune Hørning.

For den unge leder kunne mødet med hende til tider være skræmmende.

»Jeg mødte modstand helt til at begynde med. Helle var ikke enig i, hvordan jeg havde startet ud. Jeg havde snakket rigtig meget med personalet, men Helle ville have meget mere at vide om mig,« siger Sune og uddyber:

»Hun har selv tidligere haft samme lederstilling som mig, og jeg var ret bange for at møde modstand i kraft af, at hun havde langt større erfaring. Jeg frygtede konflikten med hende og tænkte rigtig meget på, om de ændringer, jeg skulle trumfe igennem, fik hendes accept,« siger han.

Lagde sig fladt ned

Der gik ikke lang tid, før Helle Brixen sammen med sin tidligere kollega i bageren, hvor de begge arbejdede, bad om et møde med deres leder. De havde en liste med, hvor de havde skrevet ned, hvilke ting de var utilfredse med, hvad der frustrerede dem, og hvad de gerne ville have ændret.

»Til at begynde med lagde jeg mig fladt ned. Jeg sad og hørte på dem i 35 minutter og skrev alt ned, de sagde punkt for punkt. Bagefter gik jeg i gang med at gennemgå dem én for én. Hvad kunne jeg gøre, hvor måtte de gå på kompromis, og hvor kunne jeg omrokere ting i Føtex,« forklarer Sune Hørning.

Han forklarer, at han igennem processen hele tiden overvejede og tvivlede på, om han havde fakta på plads, om han havde forstået Føtex’ værdier i tilstrækkelig grad, og om han havde ballast nok til at forklare, hvilken retning han ville i, så medarbejderne, og især Helle Brixen, forstod det.

»Deri ligger usikkerheden for mig som ung leder. Har jeg overhovedet ret til at være sikker på det, jeg mener og beslutter? Det er deres område igennem mange år, som jeg piller ved. Det er ret farligt,« siger han.

Mindre stejl

I dag er der ingen konflikt mellem Sune Hørning og Helle Brixen. Sune Hørning har på flere måder ændret sin lederstil.

Tidligere trumfede han gerne sine beslutninger igennem og gav udtryk for, at de ikke var til diskussion. I dag tager medarbejderne omkring fire femtedele af de beslutninger, der påvirker den daglige arbejdsgang, vurderer han.

Og så har Helle Brixen og Sune Hørning fundet en fælles interesse i håndbold – en sport, de begge dyrker. Det giver anledning til, at de kan smalltalke, og derved fanger Sune Hørning meget hurtigere forskellige problemer, inden de vokser sig store.

»Jeg prøver at finde de ting, medarbejderne går op i, og spørge ind til det. Jeg havde engang en ældre medarbejder, der var helt pjattet med stavgang, og ved at spørge ind til, hvordan hendes ture havde været, fik vi et meget tættere forhold. Det, har jeg i flere tilfælde oplevet, nedbryder aldersskellet,« siger han.