Fortsæt til indhold
Aarhus

Spisehus klar med nyt Michelin-koncept

Nordisk Spisehus har valgt at forene Paris og New York i restaurantens nye tema.

Katrine Holler

Nordisk Spisehus i M.P. Bruuns Gade har siden sommeren 2012 kørt som en temarestaurant, der skifter tema hver anden måned – altid med udgangspunkt i Michelin-guiden og de eftertragtede stjerner.

Nu er restauranten klar med temaet for april og maj, og her står den på en blanding af to gastronomiske hovedstæder i temaet ”Paris møder New York”.

Bringer stjerner til Aarhus

Traditionen tro har Nordisk Spisehus set sig om i kataloget over Michelin-restauranter rundt om i verden og fået tilladelse af kokkene bag til at bruge og fortolke restaurantens opskrifter.

»Vi synes, at det er sjovt, at vi på den her måde indirekte bringer Michelin-stjerner til Aarhus, selvom vi i Aarhus er så uheldige, at vi ikke kan få Michelin-stjerner,« siger restaurantchef i Nordisk Spisehus Ditte Susgaard med henvisning til, at Michelin indtil nu kun har uddelt stjerner i hovedstadsområdet.

»Og så laver man rigtig god mad rundt om i verden, som vi er glade for at kunne videregive til vores gæster,« siger Ditte Susgaard.

Ny udsmykning

Denne gang byder temaet på et gensyn med to franske Michelin-restauranter, som også tidligere er blevet fortolket af Nordisk Spisehus, krydret med tre nye fra New York.

De berømte restauranter er Le Pergolèse og Pierre Gagnaire fra Paris og Eleven Madison Park, Jean-Georges og Per Se fra New York, der alle har modtaget de prestigefyldte Michelin-stjerner inden for de seneste år.

Køkkencheferne i Nordisk Spisehus Jacob Freitag og Kasper Pelle Christensen fortæller:

»På mange måder er de to byer vidt forskellige, men med samme passion for mad. Hvor New York udvider, bygger på og hele tiden fornyer sig, så føler man, at Paris prøver at holde fast i fortiden og de klassiske dyder. Retterne er designet, så der er stor variation mellem de to byer, som hver især repræsenterer det klassiske og det nytænkende.«

Ud over menuen vil udsmykningen og lydbilledet i restauranten også blive ændret for at »fuldende oplevelsen«, oplyser Nordisk Spisehus.

Temaet ”Paris møder New York” startede d. 2. april og kører ca. 8 uger frem.