Fortsæt til indhold
Aarhus

Novos guldhåb bevæger sig i oprørt farvand

Baggrund: Novo Nordisk bliver tvunget til at give større og større rabatter til de amerikanske storkunder, og det gør, at selskabets egne prisstigninger reelt er uden effekt. Nye rabatter kan blive nødvendige, hvis det store håb Tresiba for alvor skal slå igennem.

Novo Nordisk står over for de hidtil største udfordringer på det lukrative amerikanske marked. Selskabet er nemlig dybt afhængig af en stærk lancering af det store milliardhåb, den langtidsvirkende basalinsulin Tresiba.

Problemet er, at de amerikanske storkunder er mere magtfulde end nogensinde før, og at der snart kommer markant billigere versioner af et konkurrerende lægemiddel på markedet i USA, hvor Novo Nordisk henter hele 62 pct. af sin omsætning.

»Amerikanerne er i stigende omfang ved at blive lidt trætte af at føle, det er dem, som indirekte finansierer forskningen i nye lægemidler for hele verden,« konstaterede Lars Rebien Sørensen, adm. direktør i Novo Nordisk, på et pressemøde onsdag.

Og prispresset er til at tage at føle på, for det gør sig ikke kun gældende i USA. Da Novo Nordisk for år tilbage lancerede Tresiba i Europa, blev det gjort til en pris, der lå ca. 70 pct. højere end verdens bedste sælgende diabetesmiddel, Lantus, som franske Sanofi står bag. Siden har man dog skruet ned for prisen, bl.a. fordi betalingsvilligheden ikke var høj nok.

Der er ikke nogen, der ved, hvad den reelle pris er for Tresiba i USA. Jeg er dog relativt sikker på, at de har gjort alt, og givet den gas med rabatten
Claus Henrik Johansen, senior porteføljemanager i Danske Capital

Hvor meget lægemidlet har solgt for, vides ikke, idet Novo Nordisk på nuværende tidspunkt ikke offentliggør specifikke salgstal for Tresiba. Det er dog snart slut med hemmelighedskræmmeriet, for allerede når Novo Nordisk præsenterer sit regnskab for 1. kvartal 2016, vil det danske medicinalselskab endelig sætte tal på.

Efter et par år i skammekrogen i USA, lykkedes det i slutningen af 2015 Novo Nordisk at få godkendt Tresiba, og lægemidlet er for nylig blevet lanceret på det med afstand vigtigste lægemiddelmarked i verden.

Det er sket til en listepris, der er ca. 20 pct. højere end for prisen for Lantus, fordi man mener, Tresiba er et bedre produkt. Noget, som analytikere over en bred kam bakker op.

Rabatsituationen for Tresiba afspejler lidt den situation, der er for Levemir og for Lantus. Men fordi det er et nyt produkt, så er der alt andet lige en lavere rabat
Jesper Brandgaard, koncernfinansdirektør i Novo Nordisk

Den store udfordring i den sammenhæng er, at de magtfulde storkunder, bl.a. forsikringsselskaberne, kræver stadigt større rabatter fra medicinalselskaberne.

Det har på mange måder skabt et uigennemskueligt system, hvor det set udefra set er svært at blive klog på, hvad medicinalselskaberne reelt får for deres lægemidler.

I har lanceret Tresiba i USA med en prispræmie på 20 pct. i forhold til Lantus. Hvordan ser rabatsituationen ud for Tresiba?

»Rabatsituationen for Tresiba afspejler lidt den situation, der er for Levemir og for Lantus. Men fordi det er et nyt produkt, så er der alt andet lige en lavere rabat,« siger Jesper Brandgaard, koncernfinansdirektør i Novo Nordisk, uden at uddybe nærmere, hvad det betyder i rede penge.

Nu viser nyt tal imidlertid, at de amerikanske storkunder i den grad har taget for sig af retterne og stillet langt større krav til medicinalselskaberne, når det handler om at forhandle priser på lægemidler ned.

»Rabatterne i USA er steget fra 47 pct. til 56 pct. Det er meget, og generelt har medicinalselskaberne fået et ordentligt hug på den front. Det betyder, at hvis man som selskab ikke hæver listepriserne, så falder ens omsætning,« siger Claus Henrik Johansen, senior porteføljemanager i Danske Capital, der har mere end 800 mia. kr. under forvaltning.

Over det forgangne år har Novo Nordisk ifølge Jesper Brandgaard hævet priserne på en række af selskabets insuliner i størrelsesordenen 10 pct. Det passer nogenlunde med det pres om at give yderligere rabatter, som de amerikanske storkunder, der er blevet endnu stærkere som følge af en række fusioner, har krævet.

Lars Rebien Sørensen kaldte også onsdag prisniveauet i USA for »meget attraktivt«. Den frie prisdannelse har ført til, at amerikanerne betaler langt mere for lægemidler, end man gør i Europa. Han anerkendte dog i samme ombæring, at det ikke er en bæredygtig og langtidsholdbar model, hverken for Novo Nordisk eller for medicinalindustrien som helhed.

Et af store spørgsmålstegn i forhold til lanceringen af Tresiba har været, hvilken indflydelse det får på salget af Novo Nordisks lægemiddel Levemir. For hvis Tresiba skal sælge godt, så vil det i et eller andet omfang føre til lavere salg af Levemir, der i dag konkurrerer hårdt med Sanofis Lantus. Simpelthen, fordi lægemidlerne henvender sig til den samme gruppe patienter, der lider af type 2-diabetes.

»Der er ikke nogen, der ved, hvad den reelle pris er for Tresiba i USA. Jeg er dog relativt sikker på, at de har gjort alt og givet den gas med rabatten. Det har de, fordi de vil sikre en succesfuld lancering. Succes avler succes, og den skal sikres, inden der kommer en biosimilær version af Lantus fra Eli Lilly,« siger Claus Henrik Johansen.

Det sker med henvisning til, at den amerikanske medicinalkoncern i slutningen af 2016 kan lancere en såkaldt biosimilær version af Lantus, der får navnet Basaglar, i USA, hvilket forventes at kunne presse prisen et pænt stykke ned. Og bliver det middel markant billigere, så er det utænkeligt, at det ikke vil påvirke prisen på Levemir - og potentielt også Tresiba.

»Der er nok nogle (betalerne, red.), der vil køre Lantus op mod Basaglar, og så kommer der en eller anden effekt over på Levemir på et tidspunkt, men det ved vi ikke endnu. Det er ikke så enkelt bare lige at skifte en patient mellem Lantus og Levemir, fordi det er forskellige insuliner,« siger Jesper Brandgaard.

Han påpeger, at rabatten på Tresiba i »nogen udstrækning« vil være afhængig af, hvad der sker med både Levemir, men også Lantus og Sanofis nyeste middel Toujeo, som også er et bedre og nyere middel end Lantus.

»Det er en væsentlig begivenhed, som kommer til at påvirke 2017. Vi afventer meget spændt, hvad der sker der. Det er vigtigt,« siger han med henvisning til Eli Lillys lancering i slutningen af året.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.