»Vi siger altid godnat til hinanden om aftenen«

Peer Svendsen var netop kommet til verden ved siddende fødsel. Lægen var ved at gå sin vej, da jordemoderen stoppede ham.

»Vent lige. Der er en til,« sagde hun.

Til alles overraskelse fulgte Svend Svendsen i hælene på sin bror.

»Det var ham, der sparkede mig ud,« siger Peer Svendsen muntert.

Han sidder i havestolen foran sin rollator i sin velplejede have med farvestrålende bede og struttende fjerbuske på Tousvej i Åbyhøj.

Et stort træ pakker ham og hans bror ind i kølende skygge, og den tynde vimpel vrider sig for enden af flagstangen i den sporadiske sommervind. For foden af hver af deres plastikstole hviler en grøn Tuborg. Her har de ofte siddet de seneste 82 år.

Tvillingebrødrene blev født på Yrsavej i gåafstand fra det røde hus på Tousvej. Da de var bare seks måneder gamle, udbrød der en koleraepidemi, og mange småbørn døde.

Lægerne havde også opgivet håbet for tvillingerne, men mod alle odds klarede de sig og fik brug for et sted at vokse op.

På nogenlunde samme tid blev murermester Engel Larsen, brødrenes onkel, arbejdsløs under krakket i USA og tog kone og børn med hjem til Danmark. Begge familier manglede tag over hovedet og blev installeret på Afholdshotellet i Gl. Aaby, hvor man placerede boligløse mennesker. Men faderen og onklen lavede en aftale. Søren Svendsen, tvillingernes far, havde en grund på Tousvej, hvor han holdt kolonihave. Hvis han kunne skaffe 11.000 kr., skulle murermesteren nok bygge et hus på grunden, der var stort nok til begge familier.

Et toilet til 11 mennesker

I 1933 stod det røde murstenshus færdigt i to etager med moderne bekvemmeligheder som køkken-alrum med indbygget strygebræt, centralvarme og fodspark under køkkenbordet. Der var dog en hage. De i alt 11 personer skulle deles om et ganske lille toilet i kælderen. Peer og Svend Svendsen mindes ikke, at de nogensinde har måttet stå i kø.

I dette hus blev drenge til mænd, og selvom pigerne var vilde med tvillingerne, som det har stadfæstet sig i Peer Svendsens hukommelse, blev de boende hjemme og passede deres aldrende mor.

»Men man havde da en, man holdt i hånd med i skolegården,« siger Peer Svendsen og mindes kortvarigt både Irma og Gerda med krøllerne.

Tvillingerne overtog huset i 1954 og holdt egen lejlighed på førstesalen.

»Vi fik da også lavet en fin bar i kælderen,« siger Svend Svendsen.

Den omhyggeligt trimmede græsplæne, blomsterkrukkerne og den nydelige dagligstue med guldindrammede malerier og musselmalede kaffekopper afslører intet om, at huset i en menneskealder har huset to festlige mandfolk. Men kælderen derimod er en tidslomme fra deres ungkarleungdom.

Kælderrummet er lavloftet og med dunkelt lys. Møblementet udgøres af dybe, polstrede grønne lænestole og reoler med et bredt udvalg af skakbrætter og raflebægere. Der står stadig halvtomme flasker bag baren. Selvom billardbordet og barstolene for nylig er blevet foræret væk, fortæller rummet sin tydelige historie om en fortid som regulær slyngelstue.

Mr. Skoleskak

Svend Svendsen kan ikke længere komme ned ad trappen, men Peer Svendsen klarer udfordringen med let rystende ben. Rummet lokker hurtigt minder frem. I starten af 1960’erne var han holdleder for et håndboldhold, og efter en sejr kom spillerne altid med hjem i kælderen for at feste videre, fortæller han.

»Hvis de spillede uafgjort, var det en halv sejr, og så var de også med hjemme. Når de tabte, var det jo synd for dem, og så var de også med hjemme,« fortæller han.

Ved siden af mandehulen ligger Svend Svendsens lille fremkalderrum. Væggen er dekoreret med passion i form af lange rækker med hjemmefremkaldte billeder. Svend Svendsen havde selv hænderne nede i kemikalierne for at dyrke den fotohobby, han også underviste folkeskoleelever i.

Her findes alt, han har skullet bruge for at trives. I sine 82 leveår har Svend Svendsen derfor kun forladt huset i 22 måneder, da han som udpræget pacifist skulle på militærnægterlejr i Oksbøl. Det var ikke uden formål, for her blev han interesseret i at spille skak. Da han blev lærer på Valdemarsgades Skole – senere Brobjergskolen – var han en af de centrale kræfter bag at opstarte fænomenet skoleskak i 1960. Ulønnet trænede han 15-20 elever om ugen, og han førte sine hold til vinderpodiet i fire danmarksmesterskaber og et nordisk mesterskab. Han tillagde sig et kælenavn, der stadig hænger ved. Mr. Skoleskak.

»Jeg kunne godt lide kontakten med andre mennesker. Og især at finde ud af, om jeg kunne slå dem. Skak er lidt krigerisk, og det kan jeg godt lide, selvom jeg er pacifist,« siger han.

På plænen bag ham lyser en række store mørke og hvide fliser op i græsset. De udgør et overdimensioneret skakbræt. Men de store brikker har ikke været i bevægelse i lang tid. For fem år siden mistede Svend Svendsen lysten til skak. Han vandt på mirakuløs vis sit sidste spil, selvom han mistede sin dronning i løbet af de 10 første træk og stoppede dermed på toppen. Nu tilbringer han i stedet tiden med at læse krimier og løse rigelige mængder af krydsord.

Peer Svendsen vil ikke spille skak. Han har i tidens løb kastet sig over mere fysisk udfordrende interesser som moderne dans og græsk-romersk brydning. Han blev fritaget for militærtjeneste og blev kontorassistent i det daværende Åby Kommune. Han tilbragte 40 år i kommunens bygning på Silkeborgvej med at udbetale penge til bistandsklienter. Her mødte han Peter Mølgaard, som snart flyttede ind hos brødrene. I november 2013 blev Peer Svendsen og Peter Mølgaard gift.

»Vi blev gift af hensyn til arven. Men det handlede da også lidt om kærlighed,« siger Peer Svendsen.

Uenige om alt

Peter Mølgaard er 59 år. Han er født på Grønland, men kom til Bornholm i 1970. Han startede sin karriere som skibskok, men blev senere landkok, og det nyder brødrene godt af i dag. Peter står op kl. 05.00 og tager på arbejde. Når han kommer hjem, sørger han for frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad til trioen.

Svend Svendsen er aldrig blevet gift. Han har testamenteret til ”skakligt formål”, fortæller han. Men det betyder ikke, at han ikke har en velvoksen børneflok. For mængden af elever gennem 44 års skakundervisning har hobet sig gevaldigt op. Dertil kommer storesøsterens 19 oldebørn og et par selvvalgte børnebørn i form af to iranske fætre, som kom til Brobjergskolen i en modtagelsesklasse, mens Svend Svendsen underviste. Deres portrætter hænger i hans soveværelse ved siden af talrige andre familiebilleder og æresdiplomer. Over sengen troner det socialdemokratiske forbillede Thorvald Stauning og truer med kaos.

Peer og Svend Svendsen er ikke enæggede tvillinger, og de er meget forskellige, fortæller Mr. Skoleskak. Svend elsker at læse. Peer har læst to bøger i sit liv – ”Gøngehøvdingen” og David Nielsens fodboldroman. De er uenige om, hvad de skal bruge penge på, hvad de skal se i fjernsynet, og hvad der er god mad og musik. Alligevel har de aldrig overvejet at flytte fra hinanden.

»Vi er så uenige om alting, men vi siger altid godnat til hinanden om aftenen. Dagen efter kan vi så blive uvenner igen. Det er nok ham, der er mest sur. Han er den vanskelige,« spøger Svend Svendsen.

Hans bror er angiveligt særligt på tværs i pengesager.

»Hvis jeg ikke gør noget, er Svend klar i telefonen med det samme. Så siger jeg, at han lige skal spise brød til, og det viser sig som regel at være en god idé. Jeg er mere den, der holder på pengene, og I vil bare rutte dem,« siger Peer Svendsen.

Om tvillingerne skal blive boende i huset, er de heller ikke helt enige om. Deres rollatorer er ikke forenelige med husets mange trapper, og derfor har Svend Svendsen og Peter Mølgaard været ude for at kigge på et etplanshus i området. Men Peer Svendsen ville ikke være med til at flytte.

Han har mistet meget af sit syn og vil ikke forlade huset, hvor han kender hver en kringelkrog og genstand udenad, forklarer han.

»Vi sad her hver eneste morgen og læste avis på verandaen og så skolebørnene tage af sted. Og de vinkede til os. Alle vinkede til os. Det andet hus har kun en enkelt vej og træer. Man kan slet ikke følge med i, hvad der foregår,« siger han i et tonefald, der afslutter den korte diskussion.

Hans bror medgiver, at det livslange forhold til huset, de blev født med, vægter højere end de fysiske skavanker. Brødrene har begge fået bypass-operationer og lider af Parkinsons sygdom.

»Men når vi selv skal sige det, fejler vores hoveder ikke noget,« siger Peer Svendsen.