Kridthøj Torv sat til salg
Boligforeningen AAB vil fokusere på sine boliger og sælger derfor sine erhvervslokaler på Kridthøj Torv. Den nye ejer af Veri Centret og Trøjborgcentret er interesseret.
Fiskehandleren, slagteren, Super Brugsen og de øvrige butikker på Kridthøj Torv i Højbjerg får muligvis snart en ny udlejer.
Ejeren, Arbejdernes Andels Boligforening (AAB), har nemlig sat butikstorvet til salg.
»Hvis det virkelig skal have et løft og bevares i lokalområdet, skal der nogle andre til end os. Vi er gode til at drive boligforening, men ikke til at drive butikscentre,« siger Anders Rønnebro, direktør i AAB.
Han tilføjer, at boligforeningen ifølge lovgivningen ikke i samme grad som private investorer må investere i at udvikle erhvervsområder som Kridthøj Torv.
I slutningen af 2013 solgte AAB Veri Centret, som boligforeningen byggede i 1969 i Risskov, og dette salg fremhæver Anders Rønnebro som et »klasse-eksempel« på, at det er godt at få private kræfter til.
Et bedre center
»Det har skabt et helt andet liv og et langt bedre center. Hvis du driver fem-seks centre, får du en række stordriftsfordele,« vurderer direktøren, der konstaterer, at køberen af Veri Centret, Nordic Real Estate Partners, bl. a. har flyttet rundt på butikkerne.
Som tidligere beskrevet i Jyllands-Posten blev Veri Centret i fjor desuden udvidet med knap 1.000 kvadratmeter, som gav plads til fire butikker.
»Man skal ikke pga. misforstået stolthed bevare noget for at bevare det,« fastslår Anders Rønnebro, der fortæller, at beboerne i Kridthøjparken og repræsentantskabet i AAB har godkendt, at butikkerne bliver sat til salg
Prisen for de omkring 14 butikker ved Kridthøj Torv ligger endnu ikke fast, oplyser direktøren, der muligvis har en køber på hånden.
»Vi er i fuld gang med at forhandle med nogen om det,« siger Anders Rønnebro, der ikke ønsker at oplyse, hvem AAB er i kontakt med.
Passer i strategien
I hvert fald Nordic Real Estate Partner er en af forhandlingsparterne, oplyser selskabets investeringschef Thomas Riise-Jakobsen.
»Jeg tror på, at Kridthøj Torv bliver solgt, og der er også en vis sandsynlighed for, at vi kunne være køberen. Vi har jo en god fortid med AAB og en fælles forståelse,« siger han.
Thomas Riise-Jakobsen begrunder interessen med, at Kridthøj Torv passer godt ind i Nordic Real Estate Partners strategi om at købe centre, der henvender sig til de lokale. Således har selskabet også overtaget Trøjborgcenteret.
»Vi tror ikke, vi trækker folk fra det store opland, men de folk, der handler lokalt, handler på Kridthøj Torv, og det skal de blive ved med. Derfor skal man i fremtiden blive ved med at have en god forsyning til de lokale. Og det er vi gode til at sikre,« konstaterer investeringschefen.
Lige som Anders Rønnebro fremhæver Thomas Riise-Jakobsen, at boligforeningen har begrænsninger i forhold til at udvikle og optimere butikstorvet.
»Det er jo netop det, vi kan,« siger han og tilføjer, at Danske Bank lige er flyttet fra torvet, og at hans selskab kan sørge for, at finde den rigtige afløser samt, at der bliver udvidet, hvor der er mulighed for dette:
»Det har vi midlerne til og viden om, hvordan vi gør det, og vi har netværket til de lejere, vi tror, der skal være.«