Fortsæt til indhold
Aarhus

»Det er et cirkus derude, og vi er klovne, der slås«

Reportage: Dennis Ceylan havde ingen problemer med at udbokse sin bulgarske modstander og tog dermed endnu et skridt mod en titelkamp. JP Aarhus var med i omklædningsrummet både før og efter kampen til Nordic Fight Night-stævnet i NRGi Arena.

Morten Elstrup

Der er en lettet og løssluppen stemning i omklædningsrummet. Klokken nærmer sig 01, og Dennis Ceylan sidder med is på hænderne.

Folk siver ind og ud ad døren.

»Du smadrede ham, Dennis. Godt gået,« lyder det bl.a. imellem de mange skulderklap.

Ceylan har netop udbokset bulgareren Yordan Vasilev på point. En sikker sejr, som ikke krævede de store anstrengelser. Det kostede kun et par ømme knoer. Ceylan smiler, det samme gør hans venner og hans træner. Den 24-årige aarhusianer har netop vundet sin sjette professionelle boksekamp.

»Det gik da meget godt, gjorde det ikke,« spørger han ud i omklædningsrummet.

Jo, det gjorde det.

I samme rum er stemningen en anden et par timer forinden.

Ventetid. Dennis Ceylan slapper af med kæresten Sabina før han senere samme aften skal i ringen. Foto: Gregers Tycho

Dennis Ceylan sidder omvendt på en stol, mens hans træner, Frank Holm, masserer hans hænder og forbereder ham mentalt på bokserens sjette professionelle slåskamp. Der er helt stille. Kun bassen fra musikken inde i Arenaen kan høres i baggrunden. »Jeg har ondt i hovedet,« siger bokseren.

Frank Holm giver straks bokseren noget nakkemassage. Ceylan virker nervøs og ligner ikke en mand, der om kort tid skal stå i en boksering for at slå sin modstander til blods.

Pludselig brydes stilheden.

»Det var den karriere,« lyder det.

Reda Zam Zam træder ind i rummet indsølet i blod. Den hårdtprøvede aarhusianske bokser havde på forhånd svoret, at det ville blive hans sidste kamp, hvis han tabte. Og det gjorde han efter en flot kamp.

Ceylan betragter Zam Zams blodige ansigt, giver ham et par opløftende ord med på vejen, mens han tager sine boksehandsker på.

Nu er det Ceylans tid. Ikke bare til at bokse i aften, men til at overtage den aarhusianske boksescene efter Reda Zam Zam.

»Det er din tur til at vinde titler nu,« siger Zam Zam til Ceylan, da han bliver kaldt ud til kampen.

Ceylan er livet op under opvarmningen. Nervøsiteten, som man antydede kort forinden, er væk, og han har overskud til en kæk bemærkning.

»Det er et cirkus derude, og vi er klovne, der slås. Nogle gange forstår jeg ikke, hvorfor jeg skal mødes med en anden mand, som jeg ikke engang kender, og slå på ham. Boksning er en lortesport,« siger han, kort inden han går ud i Arenaen.

Ceylan bliver modtaget med aftenens største bifald til Nordic Fight Night-stævnet.

Han har glædet sig til kampen på hjemmebane, og publikum skuffer ikke.

Et par minutter senere lyder gong-gongen. Ceylan er som forvandlet. Den stille og generte fyr, der sad i omklædningsrummet for lidt siden, udvikler sig til et uhyre i ringen.

Fra første sekund er han over den 29-årige bulgarer. Han bliver ramt utallige gange, og i tredje omgang ryger han i gulvet efter en flok hårde træffere.

Bulgareren rejser sig igen, og Ceylan gør klar til at gøre ham færdig. Gong-gongen redder ham dog, og de to boksere går alle seks omgange.

Der er ikke tvivl om udfaldet. En enig dommertrio giver Ceylan en klokkeklar pointsejr på 60-53.

Kampen er slut og Dennis Ceylans børn Milo og Melika har fået adgang til omklædningsrummet. Sejren og den hårde træning op til kampen skal fejres med resten af teamet. Foto: Gregers Tycho

Han bliver omringet af sine børn i ringen. Derefter kommer hans far. Han omfavner sin søn og bryder ud i gråd. Pavestolt over sønnens præstation. Det gør Ceylan ekstra glad, for det er første gang, faderen ser sin søn bokse en professionel kamp live.

Publikum er vilde, de råber hans navn, og Ceylans drengede, lidt generte smile er tilbage.

Han træder ud af ringen og stiller sig til rådighed for den fremmødte presse. Fortæller, at han gerne ville have knockoutet sin modstander, men at han slog sine hænder i tredje omgang og derfor boksede lidt dovent.

Det er derfor, han sidder med is på hænderne i omklædningsrummet bagefter. Det ærgrer ham en smule, for en knockoutsejr på hjemmebane ville have været perfekt. Men han vandt, og nu er cirkusset overstået for denne gang.

Ceylan har været nervøs op til kampen, forklarer han, men nu mærker han kun lettelse, mens han sidder i omklædningsrummet omgivet af sin familie og sine venner.

Bortset fra et par ømme hænder ligner han næsten en mand, der netop har fået en ansigtsbehandling. Han er stort set ikke blevet ramt, og sejren har givet ham selvtillid.

»Jeg føler mig helt klar til en titelkamp nu,« siger Ceylan.

Han håber på, at det kan lade sig gøre, inden året er omme.

Det er sent, og han er træt, men vil alligevel ud og fejre triumfen i det aarhusianske natteliv.