Fortsæt til indhold
Aarhus

Musikredaktøren: Det skal du høre på Northside søndag

Jyllands-Postens musikredaktør kommer her med en række anbefalinger til, hvad der er værd at se og høre søndag

Ellie Goulding, Blue Stage, kl. 13.15

Kom tidligt for at opleve den blonde brite, der har både sange og stemme til at vække opmærksomheden. Hun spiller elektronisk og kan finde ud af at forme nogle slagkraftige poppede ørehængere.

Bikstok Røgsystem, Green Stage, kl. 17.00

Det danske dancehall- og reggaeprojekt har været mere eller mindre lukket i flere år, efter at de opnåede stor succes med numre som ”Cigar”. Der kommer et album senere på året. Spørgsmålet er, hvor mange nye numre de tør udsætte publikum for?

Deap Vally, Red Stage, kl. 17.00

Duoen fra Californien vil være ukendt for de fleste. Et par kodeord til Deap Vally er, at det er to kvinder, som spiller henholdsvis trommer og guitar – og så synger den ene. Duoen er blevet sammenlignet med både The White Stripes og The Black Keys. Har man hørt det før? Stadig er de et forsøg værd.

Arctic Monkeys, Blue Stage, kl. 20.50

Sheffield-bandet var voldsomt hypet for nogle år siden. Her var det store nye britiske rockband! Siden er det gået lidt mere stilfærdigt til, men Arctic Monkeys har formået at levere en stabil strøm af album. De kommer dog til Aarhus uden en ny plade, og derfor kan man jo håbe, at de vil levere et træfsikkert greatest hits-sæt.

Portishead, Green Stage, kl. 22.15

Det britiske triphopband er et modigt valg som afslutning på Northside. Mange kritikere elsker den indadvendte, mørklagte stil. Men folkelige, festlige kan man ikke beskylde Portishead for at være.