Fortsæt til indhold
Aarhus

Martin Jørgensen: Naturligt, at jeg ikke kom med til EM

Som jeg har spillet i foråret, havde jeg en ide om, hvor det ville ende, siger AGF-spilleren.

Det kom ikke som den store overraskelse for AGF-spilleren Martin Jørgensen, da han blev ringet op af landstræner Morten Olsen og informeret om, at han ikke skal med til den kommende EM-slutrunde. Det fortæller Martin Jørgensen dagen efter, at der blev sat navn på de første 20 ud af de 23 spillere, der skal med til EM. På pressemødet gjorde landstræner Morten Olsen det klart, at Martin Jørgensen ikke er i spil til en af de sidste pladser, der først bliver udtaget , når Superligaen slutter. »Det er meget naturligt. Jeg har ikke holdt det niveau, som jeg havde i efteråret, og de spillere, som ikke var med i efteråret, er blevet klar og har spillet godt, så det er meget naturligt,« siger Martin Jørgensen.

Anfører op af hul

Det er særligt én spiller, som har skubbet Martin Jørgensen ud af truppen. Landsholdets anfører Christian Poulsen har genfundet formen i den franske liga efter et forfærdeligt ophold i Liverpool, hvor han røg ned i et spillemæssigt hul så dybt, at han ikke kunne bidrage med noget på landsholdet. »Christian Poulsen er kommet til at spille igen. Det var nok ham, jeg var inde og erstatte i efteråret. Det er fair nok, at han kommer med. Han er også en del yngre end mig, så der er et par år mere i ham,« siger 36-årige Martin Jørgensen om sin 32-årige midtbanekollega. Ironien er som altid tyk, men han lægger alligevel ikke skjul på, at han gerne ville have været med til EM i Polen og Ukraine. Han fik igen smag for landsholdet, da han overraskende blev indkaldt i efteråret efter en række gode kampe for AGF. »Jeg var egentlig færdig med landsholdet, men så kom jeg med i de sidste kampe i efteråret, der gav kvalifikation. Så er det klart, at man sætter næsen op efter det sjoveste. Men jeg vidste godt, at det ville blive svært, og som det er gået i foråret, har jeg haft en ide om, at det godt kunne ende med dette resultat,« siger Martin Jørgensen. Det er først i de seneste kampe for AGF, at midtbanespilleren har ramt det høje niveau, som han leverede gennem hele efteråret. I weekenden spillede han blændende og scorede to mål imod Brøndby, og efter kampen blev der spekuleret i, om slutspurten var nok til at sikre en EM-plads. »Jeg har forsøgt at time min form op til EM, og så er det ærgerligt, at jeg ikke kom med. Nej, sådan er det ikke. Det er lidt tilfældigt, hvornår man rammer topformen. Nu må jeg glæde mig over alle de andre gange, jeg har været med,« siger Martin Jørgensen. Tre VM og to EM nåede han. Han ville gerne have haft sin sjette slutrunde med og været i spil til puljekampene mod Holland, Tyskland og Portugal. »Det ville have været lige så sjovt som de andre slutrunder. Jeg tænker ikke, at det ville have været endnu mere spændende, fordi vi skal møde Holland, Tyskland og Portugal. Det er det største, også selvom vi skulle have mødt Polen og Tjekkiet,« siger Martin Jørgensen.

Dropper ferie

I stedet for at spille EM-slutrunden skal han holde ferie, men han har ingen planer om at tilbringe tre uger på skjoldet ved en pool på Mallorca. »Jeg kan godt finde ud af at holde ferie, men det tager længere tid for mig at komme i form bagefter, og det er der ikke rigtig tid til om sommeren, så jeg holder mig i gang,« siger Martin Jørgensen.