18-årig satser på et helt liv med golf
Den kun 18-årige Christian Nygaard har sat sig sine fremtidsmål: Resten af livet vil han hellige sig golfspillet på den en eller anden måde.
Foreløbig spiller han på Aarhus Golf Clubs unge og talentfulde 1. divisionshold, men med en træningsindsats på fem til seks timer syv dage om ugen, bliver han hastigt stadig bedre. Næste trin for den målbevidste Århus-knægt er landsholdet, som han håber på i løbet af et års tid.
Talentet har han fra faderen
Talentet, glæden ved legen med en bold, konkurrencementaliteten og viljen til at vinde har han ikke efter nogen fremmed. Hans far er boldkunstneren og fodboldspilleren Kristen Nygaard, der udover at trylle i IF Fuglebakken og i hollandsk og fransk fodbold også repræsenterede de rød-hvide farver i op mod 40 landskampe i 70'erne.
At sønnen er et spejlbillede af faderen, der efter en alvorlig færdselsulykke og langvarig genoptræning nu er vej tilbage til golfen i Frankrig, skal forstås bogstaveligt. For da Kristen Nygaard droppede fodbolden og kastede sig over golfen som træner i franske Nîmes, fulgte sønnen med på arbejde.
Begyndte, da han var tre år
»Jeg var ikke mere end tre år, da jeg begyndte at slå bolde ud. Selvom min far var venstrebenet som fodboldspiller, er han højrehåndet som golfspiller. Jeg stod overfor ham time efter time og efterlignede hans bevægelser, som havde det været i et spejl. Derfor er jeg venstrehåndsspiller i golf, selvom jeg udfører alt andet med højre hånd,« fortæller Christian Nygaard om sit første møde med golfen og faderens store betydning.
Som alle andre talentfulde boldspillere har han også vist evner i andre sportsgrene. Bl.a. var han i flere år på BMI's bedste ungdomshold i fodbold, hvor han også viste store evner, men på et tidspunkt måtte han vælge. Og det blev golfen.
»Jeg lever og ånder for golf. Det er mere end en livsstil. Jeg blev medlem i Aarhus Golf Club som syvårig og har de seneste par år spillet på 1. divisionsholdet herude. Jeg har stadigt meget at lære. Men med mere erfaring vil jeg prøve at slå igennem som professionel golfspiller, og hvis det ikke lykkes, så vil jeg leve som professionel træner,« fastslår Christian Nygaard, der i dag er nr. 25 på amatørernes rangliste, men alligevel lyder så overbevisende, at kursen må være sat.
Han erkender dog, at den fornødne erfaring og kunnen kun fås gennem mødet med andre gode spillere. Derfor er en plads på landsholdet meget vigtig. Han har tidligere fornemmet lidt af landsholdslivet, da han var på juniorlandsholdet.
»Det fascinerende ved golf, at det er en enkeltmandspræstation, hvor man kun har sig selv at stole på, det kræver virkelig konkurrencementalitet, koncentration, man kan altid blive bedre, og så skal der temperament til,« fastslår Christian Nygaard, der dog mener, at han er kontrolleret, men stædig.
Det koster mange penge for ham at dyrke sin sport. Til daglig har kun sin SU - efter 10. klasse læser han HH, der varer tre år, for dog at have noget at falde tilbage på. Om vinteren tager han arbejde, men ellers er det familien, der må støtte ham og hans lidenskab.
Den 18-årige golfnarkoman har foreløbig ikke vundet de store pengebeløb - kun beundring og respekt. Et af klubbens medlemmer, der ikke kunne holde ud se Christian Nygaards gamle golfsko, har derfor investeret et par nye i talentet.