En gang handlede det hele om »jazztelte og bajere«, nu er den store byfest tilbage efter et år i hi

5.700 frivillige arbejdstimer, et kunstværk med 3.000 poser og håndsprit, 400 små partyhatte og en udstoppet ulv.

Spørger man efter opskriften på den nært forestående Aarhus Festuge, er dette en en del af svaret.

To år er der gået, siden man sidst kunne tage til tartelet-fest på banegårdspladsen, drikke fadøl på Bispetorvet og danse i det Turkise Telt. Men med et land, der vågner op efter et år i mørke, er Aarhus Festuge atter klar til at tænde op i de kulørte lamper på 56. år, og med 1.000 arrangementer på 10 dage bliver det med både nyt og gammelt på programmet.

JP Aarhus har talt med nogle af festugens mange ansigter om, hvad der skal til for at skabe og genskabe én af Nordeuropas største kulturfester, som over tid har delt vandene så meget, at populære elementer blev fjernet i opgøret med et drikfældigt omdømme.

Nye og kendte rammer

Sidste års festuge måtte, som så meget andet, bukke under for stigende smittetal. Men videre gik planlægningen af dette års begivenheder og et program, der byder på en blandet palet af noget til de store og noget til de små, noget til de finkulturelle og noget til de folkelige - alt sammen under temaet ”In it Together”.

Selvom festugen bliver en realitet i år, har det seneste års fortsatte corona-usikkerhed dog sat en kæp i hjulet på nogle af de faste traditioner, som vi kender fra tidligere år, forklarer Rikke Øxner, der er direktør for Aarhus Festuge:

»Det tager et år at planlægge festugen, og vi har planlagt med blind makker i år, fordi vi ikke har vidst, hvad der vil være praktisk muligt, og de helt store forsamlingsting som åbningskoncerten har vi været nødt til at gå udenom. I stedet har vi tænkt kreativt og kigget meget på ting, som kan være udendørs, og som kan spredes ud over hele byen, så folk ikke behøver at stimle sammen om en scene,« siger Rikke Øxner.

Det betyder også, at man dette år har inddraget nye dele af byrummet, og blandt andet Sydhavnen, Aarhus Ø og havnefronten bliver aktive områder, når nye udstillinger og events skyder frem, og en stor lysfestival bader byen i lys fra hele verden.

Men foruden alt det nye bliver dette års festuge også en genkendelighedens fest.

»Der bliver både koncerter og musik, og festugen, som vi kender – den med de mindre musiktelte, hvor folk sidder og får en øl og hører noget musik – den kommer vi også til at se i år, og heldigvis er det jo ofte noget af det, som mange glæder sig rigtig meget til,« siger Rikke Øxner og fortsætter:

»Vi har mere end nogensinde også brug for noget genkendeligt i år. Derfor har vi tænkt meget i at genskabe steder som byparken og det Turkise Telt, som er nogle af de steder mange kender, og hvor vi har savnet at mødes.«

Ingen fest uden frivillige

Så langt så godt. Med forberedelserne i hus og et program, der ligger færdigt, er festlighederne klar til at begynde. Men foruden et festuge-sekretariat på 12 personer og byens mange spise- og kulturinstitutioner, hviler afviklingen af de mange begivenheder også på 250 frivillige sæt skuldre.

Derfor bliver det ikke blot som gæster, at Helle og Olav Keblovski forlader deres hjem i Aarhus Nord den 27. august for at deltage i årets festuge. Det bliver også som runner, chauffør og infovagt.

På tredje år har ægteparret meldt sig som frivillige under festugen, og sammen med de mange andre frivillige er de med til at få maskineriet til at køre under den 10 dage lange kulturfest. Begge er de børn af byen og inkarnerede festugegængere, så da pensioneringen meldte sig, besluttede ægteparret, at tiden var inde til at give lidt igen til den by, de selv har og altid har haft, stor glæde af:

»Der er ingen festuge uden frivillige – det er helt sikkert, og for mig handler det meget om en loyalitet og respekt for Aarhus og festugen. Jeg har altid selv deltaget og haft enormt stor glæde af den, så nu kan jeg give noget tilbage til byen ved selv at gøre en indsats,« siger Olav Keblovski.

Med årene har det frivillige arbejde ført til en bred palet af opgaver, der strækker sig fra billetører i et hemmelighedsfuldt spøgelsestog til infoguider på Bispetorv, og med opgaverne følger nye oplevelser og muligheden for at se festugen ”indefra”, lyder det. Derudover er fællesskabet og stemningen ligeledes en af de ting, som gør, at ægteparret fortsat bliver ved med at trække i frivillig-uniformen:

»Man møder så mange engagerede mennesker i alle aldre fra hele landet. Der er blandt andet et ægtepar fra Odense, som er på deres 15. år i træk, og vi har ”hapsekorpset”, som er en gruppe på 15-20 stykker, der går og samler skrald og rydder op i gaderne. Den opgave er der ingen, der kan tage fra dem, for de har det virkelig sjovt,« lyder det fra Helle Keblovski.

Fra fadølsfest til international finkultur

Med 55 år på bagen er Aarhus Festuge efterhånden en ældre sag, og når det kommer til traditioner, er der nok at tage af. Alligevel må der siges at være sket en del, siden daværende borgmester Bernhardt Jensen i 1965 bød velkommen til Aarhus’ første festuge med ordene:

»Fra universitetet i nord til Tivoli-friheden i syd, fra det akademiske til det folkelige vil hele byen blive inddraget i festugen.«

Netop balancen mellem den akademiske finkultur og de folkelige festligheder er en diskussion, som er blusset op gentagne gange gennem årene blandt dem, der vil have tyrolerfest, og dem der vil have moderne teater.

Det mærkede Jens Folmer, da han i sin tid som direktør for Festugen fra 2006 til 2015 var med til at reformere en festuge, der havde fået ry for for at at være de unges fadølsfest.

»Det var blevet sådan, at familier med børn undgik Festugen grundet det tiltagende drikkeri, og flere udenbys gæster anså ugen som en drukuge, der ikke var videre tiltrækkende. Derfor lavede vi en strategi for at undgå den form for fest og kæmpe mod det ry, som Aarhus Festuge havde fået, hvilket bl.a. førte til lukningen af tyrolerteltet og det store telt Univers, der til en start gav temmelig meget ballade,« siger han.

De senere år har diskussionen da heller ikke stået stille, men er tippet mere til den anden grøft, hvor festugen er blevet kaldt ufolkelig, internationaliseret, elitær og højstemt. En kritik, som den nuværende direktør ikke er helt enig i.

»Festugen bygges op af en masse små brikker og elementer, som man kan skrue på, hvis man finder ud af, at der mangler noget til nogen, og det er selvfølgelig ikke hvert år, at der er lige meget af det hele, men vi forsøger altid at skabe en festuge, som appellerer bredt til mange forskellige mennesker,« siger Rikke Øxner.

Både den nuværende og forhenværende direktør er enige i, at det vigtigste ved opbygningen af festugen er at gå all in og skabe en festuge, som stræber efter at »gøre Aarhus til et bedre sted.«

»Når folk kan mærke, at man virkelig vil det, og man laver noget, der er ordentligt, så tager mange også bedre imod det. Men så snart man laver noget, der er lunkent, så bliver det også mødt lunkent,« lyder det fra Jens Folmer.

Spørger man Helle og Olav Keblovski, har festugen da også fulgt en positiv udvikling gennem årene:

»Før i tiden var der bare nogle år med for meget øl og jazz for at sige det ligeud. Det hele cirkulerede om Bispetorv og Pustervig og handlede kun om jazztelte og bajere. Det skal jo også være fornøjeligt, men jeg synes, at festugen har fulgt byens udvikling godt og breder sig efterhånden fra Gellerup til Aarhus Ø med mange forskellige tilbud, så der også er noget for dem, som måske ikke lige er til jazz.«