På den gamle cykelbane i Aarhus er der stadig liv

For enden af tunnelen toner lyden fra nummeret ”Eye of the tiger” frem.

Den galvaniserede jernlåge er slået til side, så det er muligt at komme ind på cykelbanens inderkreds gennem en 50 meter lang lavloftet rund tunnel. Indgangen ligger omme ved grusstien ud mod Havreballe Skovvej.

Det er fredag aften, og Kay Werners Mindeløb bliver afholdt på cykelbanen.

Kay Werner døde tilbage i 2014. Det var ham, som udgjorde halvdelen af par nummer syv i 1950’ernes seksdagesløb og var med til at give netop det nummer legendestatus.

Den 333,3 meter lange betoncykelbane ved Jyllands Allé blev indviet i 1940, og tribunen kom til i 1954, så det er et sted med en lang historie.

Og på mange måder ligner banen da også noget fra en svunden tid, men der er stadig liv i den gamle velodrom.

Aftenens løb er det sjette i rækken af syv løb, der hvert år over sommeren bliver afholdt på Aarhus Cyklebane.

På inderkredsens græs er der masser af aktivitet. Nede i hullet ved de grå omklædningsrum er der ryttere på ruller, der holder benene klar, og på bænkene oppe foran ved cykelstativerne sidder der børn og voksne, som venter.

»Svalerne flyver lavt over græsset og fanger insekter, det sagde man i gamle dage betyder torden,« siger Michael Nielsen, der har aftenens samarittervagt sammen med kollegaen Anne-Birgitte Vogelsang.

De to har været på Aarhus Cyklebane seks gange over sommeren, men kun en enkel gang har de været i aktion.

»Der er ikke noget at lave i dag. Der sker gudskelov ikke noget. Jeg har været samaritter i 15 år, og jeg har været her på cykelbanen nogle gange, men når Anne-Birgitte spørger, hvad de laver, så siger jeg »de cykler,« så jeg ved ikke så meget om det,« siger Michael Nielsen.

»I fjernsynet kan jeg godt følge med, men jeg kan ikke skille det ad, når vi sidder her på inderkredsen,« siger Anne-Birgitte Vogelsang

»Jeg synes, at det er møgærgerligt, at der ikke kommer flere herned, for her kan man følge rytterne hele vejen rundt modsat løb på landevejen, hvor det er slut på 20 sekunder. Det er rigtig hyggeligt med god stemning,« siger Michael Nielsen.

Mester er med

Hovedattraktionen denne aften er de danske mesterskaber i sprint, hvor der indimellem de indledende heat og finaler for eliten er forskellige løb for børn og unge samt senior B.

»Det er næsten banerekord,« lyder det fra højttalerne.

William Rimkratt-Milkowski er forsvarende dansk mester i sprint, og sidste år slog han Niels Fredborgs gamle rekord fra 1973 for 200 meter sprint på bane, så det er ikke nogen tilfældighed, at banerekorden i Aarhus er truet.

Niels Fredborg er ikke til stede på cykelbanen blandt de lidt mere end 100 tilskuere. Det er til gengæld Gunnar Asmussen, en anden af fortidens cykelbanehelte, som var med på det guldvindende hold i disciplinen 4.000 meter forfølgelsesløb under OL i 1968.

»Jeg kommer til de løb, der er her over sommeren på cykelbanen. Det føler jeg mig forpligtet til overfor de folk, der får banen til at køre i dag. Men jeg må indrømme, at det er en anden tid nu. Jeg har ryddet op i nogle kasser med avisklip fra min cykelkarriere, og der stod altså lidt mere i avisen dengang. Det har noget med det at gøre, om der kommer folk her. I Gamle dage, da jeg selv og Niels Fredborg kørte her, så var alle aviserne til stede med en journalist, der ville have en historie, når bare vi havde en træningsaften herude. Så folk følger ikke med i det længere, og de kender ikke navnene i dag. Det er problemet i forhold til, at der ikke er dukket så mange op i dag,« siger Gunnar Asmussen.

Efter en faldulykke fra en stige for tre-fire år siden, hvor hovedet blev smadret og genoptræning på Hammel Neurocenter var nødvendig, cykler Gunnar Asmussen ikke selv længere.

Tilskuerfremgang

Oppe under tribunens halvtag ved siden af cykelbanen står Sean Nohilly i en lille bod og sælger grillpølser samt øl. Han er oprindelig fra Irland, men har været så længe i Danmark, at han taler dansk med aarhusiansk accent.

»Jeg har lært sproget ved at hænge ud med cykelryttere i 20 år, og de snakker. Hvis man kører med dem, så hører man udtryk som »jeg er i dårlig form, jeg har dårlige ben, det blæser.« De snakker med sig selv konstant,« siger Sean Nohilly.

Og efterhånden er han også blevet fast inventar på cykelbanen.

»Vi er Gøg og Gokke og ildsjæle, som står i pølsevognen. Jeg elsker cykelsproget og fællesskabet. Og så kan jeg godt lide, at historierne i sporten bliver husket,” siger Sean Nohilly.

Men hvor Gunnar Asmussen har oplevet en tilbagegang på den lange bane, så fortæller Sean Nohilly, at cykelbanen faktisk tiltrækker flere end tidligere:

»Siden jeg startede med at komme her for fire år siden, er der kommet mange nye til. Jeg har været her, hvor der i løbet af en sæson var ganske få ryttere og tilskuere. Men det er nok landevejscyklingen, der har fået flere interesseret. Og i dag har hver villavej næsten en lille cykelklub. Folk kommer her på grund af sådan en som Valgren. Og i dag er der 10 store ryttere, som alle kender bedre. Det smitter også af på det, der sker her på cykelbanen.«

»Det er den lidt ældre generation, der er her i dag, men det faktisk forskelligt alt efter hvilket løb, det er. Når vi holder Jørgen Leths Æresløb, så kommer de unge her og folk, som er interesseret i digte og film. Der kommer arkitekter og folk med smarte briller,« siger Sean Nohilly

Svalerne er forsvundet fra græsset. Nu svæver de højt omkring tribunebygningen, mens skrigene blander sig med Nenas ”99 Luftballons”.

Og Sean Nohillys fornemmelse af flere nytilkomne tilskuere er nok ikke helt forkert.

Første gang

På siddepladserne helt nede ved banen sidder Jesper Royberg sammen med sin kæreste, Katrine Ejlersen.

»Det er første gang, vi er her. Vi skulle have en fredag aften ude, og så vi faldt over det her. Vi har været til trav nogle gange, og så har jeg interessen fra nogle venner, der cykler. Men jeg kan godt lide at se etapeløb og sport generelt, og når der er det der konkurrenceelement, så er det næsten ligegyldigt, hvilken sport det er,« fortæller Jesper Royberg.

Og han synes, at oplevelsen på cykelbanen kan noget unikt, som ville gå tabt, hvis cykelbanen skulle tabe i spillet og diskussionen om de fremtidige stadionplaner, hvor alle idrætsfaciliteter i området er i spil:

»Det er er imponerende, hvad de kan.«

»Jeg går meget ind for bevaring, selv om jeg også er stor fodboldfan. Og der er jo en stor historie forbundet med området, og selv om der ikke er 10.000 tilskuere til arrangementet her som eksempelvis AGF-kampe, så ville det være ærgerligt ikke at have et sted som Aarhus Cyklebane.

Men der er også de fire kammerater, der sammen har en stor interesse for cykelsporten.

»Vi er her bare, for vi synes, det er sjovt. Vi er her tilfældigt i dag, men jeg er her mest om vinteren, når der er cykelcross. Men det er skægt at se, og så cykler vi også selv. Blandt andet laver vi selv et lille landevejsløb om sommeren. Og det nye er, at vi vil lave et efterårsløb på græs med crosscykler. Det er vildt sjovt, og det her på banen er også skægt med masser af action,« siger Jacob Tybjerg.

»Banecykling er en sjov disciplin. Og det er også fedt at kigge på grej, for der er mange flotte cykler.«

»Se den Look der,« siger kammeraten Anders Brøndt pludselig. »Ja, den ville jeg gerne have, den er lækker,« svarer Jacob Tybjerg.

Mens de fire står og snakker regler og løb, så er er der et sprintløb i gang for herrer. De er to og to på banen ad gangen. Pludselig drejer ham den bagerste skarpt bagom og ned i banen. Det kommer som en overraskelse for den anden, og pludselig er afstanden for stor til at fange ham igen inden målstregen.

»Det er eddermame en lækker disciplin,« siger Jacob Tybjerg.

Svær betonbane

Mellem elitesprintløbene får de unge ryttere lov til at udfolde sig. Speakeren fortæller, at der i dag er et historisk stort felt i B&U-afdelingen. 10 unge drengeryttere holder klar. Sadlerne er sat helt ned, så de kan nå pedalerne på de store cykler. De kæmper bravt alle sammen, og de tre første får hver en bakke flødeboller, som de viser frem med den ene hånd på en æresrunde. Og mens fanfaremusikken lyder, opfordrer speakeren publikum til at sende de tre vindere rundt med klapsalver.

Når cykelrytterne kører på de indendørs træbaner, er cykelhjulenes ringe ofte pumpet til et tryk på 12 bar, men her på den ujævne betonbane nøjes de med 10 bar.

Blandt elitedamerne er Michelle Quaade med i kampen om DM-guldet. Og selv om hun i sidste ende må tage til takke med en tredjeplads, så er hun begejstret for arrangementet i Aarhus:

»Det er fantastisk at cykle her på banen i Aarhus. Jeg er ikke så vild med så meget det bumler. Jeg kunne godt tænke mig, at det var en mere jævn betonbane, men alt andet end det er fantastisk. Og atmosfæren er altid god med et stort publikum - det så hyggeligt. På en eller anden magisk vis, så er det altid som om, at vejret holder. Jeg startede med at køre på bane som 6-årig i Ordrup – nu er den bane der ikke mere – og der kunne det være dårligt vejr med regn hele ugen, men om onsdagen, hvor der var baneløb, så var det godt vejr i Ordrup. Sådan husker jeg det i hvert fald,« siger Michelle Quaade.

Lysene tænder i de store master midt på plænen, mens de spiller George Harrisons ”I got my mind set on you”. Aarhus Cyklebane emmer af nostalgi, men det er også rammen om en sport i live.