Direktøren for Østjyllands Brandvæsen er fritaget for tjeneste
Bestyrelsen for Østjyllands Brandvæsen (ØB) har valgt at fritage direktør Lars Hviid for tjeneste. Det sker efter en trivselsmåling, der har afsløret store problemer med arbejdsmiljøet.
En enig bestyrelse for Østjyllands Brandvæsen (ØB) tog onsdag konsekvensen af dårlig trivsel i organisationen samt en heftig kritik af ledelsen og fritog direktør Lars Hviid for tjeneste. Samtidig besluttede bestyrelsen at igangsætte en undersøgelse af en række forhold, som bl.a. er kommet frem i en trivselsmåling.
Formand for bestyrelsen i ØB, Bünyamin Simsek (V), vil ikke nærmere ind på hvilke forhold, der skal undersøges eller give en tidshorisont for, hvornår undersøgelserne er færdige.
»Det vil ske hurtigst muligt, og vi har fundet det vigtigt, at vi kan lave undersøgelsen og afdække de forhold, der gør sig gældende, uden at Lars Hviid er fungerende og til stede,« siger Bünyamin Simsek.
Er Lars Hviid fyret?
»Nej, direktøren er fritaget for tjeneste, og derved har han ikke noget ansvar for ØB eller nogen anden funktion i ØB, indtil der er truffet en anden beslutning.«
Når undersøgelsen er færdig, vil der blive truffet en endelig afgørelse for den fremtidige drift i ØB. Torsdag vil Bünyamin Simsek give medarbejderstaben i ØB en orientering om situationen, og først da vil han give et bud på en midlertidig ledelse.
Seksuel chikane
I september modtog ØB’s bestyrelse en anonym henvendelse angående det psykiske arbejdsmiljø i organisationen og med kritik af den øverste ledelse. Denne henvendelse førte til, at Bünyamin Simsek åbnede sin dør for medarbejdere, som ønskede en fortrolig snak om forholdende i organisationen. Det benyttede flere sig af, hvilket bestyrelsesformanden orienterede om på bestyrelsesmødet.
Det er kommet som en overraskelse for Bünyamin Simsek, at problemerne i ØB har været så omfattende. På et bestyrelsesmøde i september gav ØB’s tre medarbejderrepræsentanter deres opbakning til direktøren.
»Det er direktøren, der må tage konsekvensen af forholdene, men vi skal naturligvis i den kommende tid have klarlagt, hvordan arbejdsmiljøet kan være så dårligt, uden at vi i bestyrelsen får kendskab til det,« siger rådmanden.
Medarbejderrepræsentant i bestyrelsen Flemming Albert Jensen understreger over for JP Aarhus, at han ikke deltog på bestyrelsesmødet i september. Det gjorde en suppleant, og Flemming Albert Jensen forklarer, at han derfor ikke gav sin opbakning til direktøren.
I en ny trivselsmåling, som ligeledes var på dagsordenen til onsdagens bestyrelsesmøde, giver medarbejderne dumpekarakterer til den øverste ledelse i form af knaldrøde tal og beskriver bl.a. nedværdigende behandling fra ledelsen samt mobning og seksuel chikane.
Flemming Albert Jensen, der er medarbejderrepræsentant for de fastansatte i bestyrelsen, henviser til bestyrelsesformanden for kommentarer til fritagelsen, men siger:
»Jeg tager det selvfølgelig til efterretning, men jeg vil ikke sige mere nu, fordi nu skal bestyrelsen have lov til at finde ud af, hvad der er op og ned.
Søren Nitschke, ansat i fuldtidsstyrken hos ØB og tillidsmand for FOA, siger om fritagelsen:
»Jeg sætter pris på, at bestyrelsen har reageret på, at der helt klart er noget, som ikke har fungeret. På medarbejdersiden er vi tilfredse med, at der bliver reageret. Problemerne skal undersøges til bunds, og vi står til rådighed for at hjælpe,« siger han.
Ingen kommentar
Ud over en kritisk trivselsmåling fik Østjyllands Brandvæsen i november et påbud fra Arbejdstilsynet om at passe bedre på sine ansatte i vagtcentralen. Tilsynet har siden fulgt op med besøg hos andre afdelinger i ØB.
JP Aarhus har tidligere beskrevet, at flere afdelinger i ØB siden sammenlægningen af beredskaberne i Odder, Skanderborg, Samsø og Aarhus den 1. januar 2016 har skiftet næsten hele medarbejderstaben ud.
Bl.a. har 11 medarbejdere i brandvæsnets forebyggende afdelingen med i alt 13-14 stillinger forladt jobbet siden sammenlægningen. 12 medarbejdere har forladt vagtcentralen med i alt 12-13 stillinger. Og i ØB’s logistikafdeling med 10-11 stillinger har otte medarbejdere forladt jobbet.
Adspurgt om en kommentar til, at han er fritaget for tjeneste, svarer Lars Hviid.
»Jeg har ingen kommentarer.«