Hun sætter både lyd og poesi på det at være blind

Med søgende hænder bevæger skuespilleren Sofia Nolsøe sig hen over scenen.

Eller rettere: I skikkelse af Selma orienterer hun sig med sine hænder, nu hendes øjne svigter hende i stigende grad. Snart bliver hun blind, udløst af en arvelig sygdom. Det er en af Selmas store hemmeligheder.

Den 32-årige Sofia Nolsøe har hovedrollen i Aarhus Teaters opsætning af ”Dancer in the Dark”, Lars von Triers film, der vandt Guldpalmerne i Cannes i 2000. Forestillingen har premiere tirsdag den 30. oktober og spiller til den 8. december.

Den blev af Trier beskrevet som en blanding mellem et drama, en krimi og en musical. På Aarhus Teater er det en forestilling med musik til.

»Vi har et andet take på den, skaber en forestilling med noget helt anden musik,« siger hun.

Instruktør Anne Zacho Søgaard er enig.

»Det greb, vi laver, er væsentligt anderledes end det, Lars von Trier lavede med Björk i hovedrollen,« siger hun.

»Vi har arbejdet med en teaterversion, hvor vi bruger Sofia Nolsøes skuespil og hendes professionalitet. Det giver en helt anden version, for det bliver en teatral leg. Måden, historien bliver fortalt på, er også anderledes.«

Moderkærlighed

Grundfortællingen er dog den samme.

”Dancer in the Dark” er historien om en mors uendelige kærlighed til sin søn. Selma flytter sammen sønnen, Gene, fra Tjekkoslovakiet til USA, hvor hun får arbejde på en fabrik i en lille by for at spare op til en øjenoperation, ikke til sig selv, skønt hun langsomt er ved at blive blind, men til ham, som ikke ved og heller ikke må få at vide, at han har samme øjensygdom som sin mor.

Det er en dyr operation, som man kun kan få i USA, så Selma knokler for at samle så mange penge sammen som muligt, mens hun stadig har lidt af sit syn tilbage.

Historien ender fatalt for Selma, og hendes søn mister sin mor, men får sin øjenoperation.

»Det er en rimelig tydelig historie om en kvinde, og den har mange aspekter. Den fokuserer meget på moderkærligheden, det er den, der driver det hele: Hendes kamp for, at hendes søn ikke skal ende med at blive blind, ligesom hun selv er ved at blive det. Det vil hun gøre alt for at undgå,« siger Sofia Nolsøe om Selma.

»Historien tager en voldsom drejning, så den også kommer til at handle om fængsel og en retssag. Hun har alle odds imod sig. Den er frygteligt, men der er også noget meget interessant i den altopofrende kærlighed, hun har til sit barn – og til folk omkring sig.«

Som mor til en søn på et år, som hun har sammen med kollegaen Kjartan Hansen, kender hun følelsen af moderkærlighed og har lagt sig meget på den i sit spil.

»Det er også svært i forhold til et barn, der mister sin mor. Det er et ømt sted,« siger hun.

»I den forstand er det en sørgelig historie, men hun lykkes med sit projekt. Det spændende er at forstå hendes rejse. Der er mange omstændigheder: Den foregår i 1960’erne, hun bliver blind og er i et land, der ikke er hendes eget. Der er nogle heftige udfordringer. Men hun er viljefast, tager sin skæbne i sine egne hænder og får gennemført sine planer, samtidig med at hun er en kærlig person.«

Hvordan spiller man blind?

Sofia Nolsøe har i det hele taget gravet sig grundigt ned i materialet, også fordi hun skal spille først svagsynet, siden blind.

»Hvordan gør man det på en scene? Det er udfordrende. Der er en sceniskhed i det, som er vigtig, men man kan ikke tage så meget fra øjnene fra de andre skuespillere. Jeg kigger ikke så meget på de andre, men prøver at orientere mig med hænderne. En gang imellem har jeg lukket øjnene, når vi prøver. Det gør noget ved ørerne, man lytter anderledes,« siger hun.

»Selma bliver mere og mere stresset gennem stykket, og hele situationen bliver kun forværret af hendes svigtende syn. Samtidig besidder hun det fantastiske talent at kunne lave musik i sit hoved, når det bliver mørkt. Hun flygter fra den rå virkelighed ved at forestille sig, at livet er en sang og en dans, ja, nærmest poetisk. Hun kan få rytmer ud af alt, flygter ind i lyde.«

Lydene på scenen er skabt af Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis fra The Overheard. Der er kontaktmikrofoner på alle ting, så de kan sige lyde, også som ekko og akkorder, ligesom der er musikken, der synges og spilles, alt sammen live og lige her og nu.

»Det er et helt særligt lydunivers, de to har skabt. Vi håber, at det giver et indblik i hendes hoved. Det, hun kan høre, fylder meget, og hun bliver overfølsom over for sine lyde,« siger Sofia Nolsøe.

»De andre kan ikke høre det, men hun inddrager dem i sine fantasier. Der foregår mange dobbeltheder: Pludselig kan de alle danse og synge. Hun får dem med ind i sin fantasi – og pludselig klippes der tilbage til virkeligheden. Det er et fantastisk greb.«

Historien er menneskeligt enormt interessant, synes hun.

»Det at være ved at blive blind gør noget ved et menneske – og hun bærer samtidig på skyldfølelsen over at have givet sygdommen videre til sit barn. Hun ender med at dø, fordi hun vælger at redde sin søns syn fremfor sit eget liv. Der er sindssygt mange dilemmaer i stykket, men hendes rejse er helt ren. Hun går med det, hun tror på.«