Fortsæt til indhold
Aarhus

»Det føles som at bevæge sig rundt i et islandskab«

Det er mange år siden, de sidst har oplevet noget lignende i vinterbadeklubben Jomsborg ved Den Permanente i Risskov. Frostvejret har de seneste dage overtaget badeanstalten og medført flere skader.

Sylespidse istapper og is på bølgerne. Så blev det virkelig vinter for vinterbaderne i vikingeklubben Jomsborg, der holder til på Den Permanente i Risskov.

Siden tidligt onsdag morgen har klubben ikke været til at kende under det massive islag, der har lagt sig overalt. Annie Lønskov, der står for klubbens daglige drift, var selv på stranden onsdag, da hun blev mødt af det helt særlige syn:

»Det var meget dramatisk og farligt den morgen. Jeg har aldrig set noget lignende herude. Det føles som at bevæge sig rundt i et islandskab.«

Nok er isen smuk, men den kan have ødelagt dele af den aarhusianske badeanstalt. Foto: Annie Lønskov

Og situationen i disse dage er ganske særlig. Det oplever flere af klubbens i alt 9.500 medlemmer også.

»Medlemmer, der har været herude i mange år, kan ikke huske, der har været så meget is siden 1996,« siger hun.

Isen skader

Det voldsomme vejr har medført en række skader på vinterbadeklubbens område. Omfanget kan dog først endeligt gøres op, når isen er væk. Men allerede nu titter flere ødelæggelser frem under isen.

»Trapperne er enten blevet skæve eller rykket helt af. Flere riste er også rykket op. Rørene er frosne, så flere toiletter virker ikke, og der er ikke vand i bruserne,« siger Annie Lønskov.

Hun fortæller, at der heller ikke er adgang til to af saunaerne, men at klubben håber at åbne for en af dem fredag eftermiddag. Der skal nemlig afholdes fuldmånearrangement for de medlemmer, der trodser kulden.

Medlemmerne må bade fra stranden, men ikke i herre- eller damebadet, og det foregår på eget ansvar.

»Man skal tænke sig godt om,« slår Annie Lønskov fast.